Sandvig / Reprint Sæmunds Edda

1. Auflage 2021
ISBN: 978-87-430-6589-0
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 180 Seiten

Sæmunds Edda er den første danske oversættelse af Den ældre Edda. Oversættelsen indeholder alle gudedigtene plus Solsangen, Odins Ravnegalder, Heidriks Gåder og Vølundskvadet. Sproget bærer naturligvis præg af, at oversættelsen er over 200 år gammel og har som sådan nok mest litteraturhistorisk interesse. Ikke desto mindre har Sandvig en forfriskende og fordomsfri tilgang til mange af digtene.

Bertel Christian Sandvig (1752-1786) var litteraturhistoriker, forfatter, oversætter og udgiver. Han arbejdede en tid sammen med historikeren P. F. Suhm og senere med Den arnamagnæanske Kommission. Sandvig havde store færdigheder indenfor de gamle sprog, heriblandt angelsaksisk og oldislandsk. Sit første forsøg med at oversætte oldislandske digte gjorde han i 1779, hvor han udgav en lille antologi med skjaldekvad og andre olddigte. Da denne blev godt modtaget, satte han sig for at oversætte Eddadigtene til dansk.

Autoren/Hrsg.

Sandvig, Bertel Christian

Reprint, Heimskringla

Leseproben

I.
Solens Sang af Sæmund Præst hin Frode 1. Om Utaknemmelighed. Liv og Rigdom Røved’ Mennesket Hin den grumme Kiempe. Over det Stræde, Som han vogtede, Kunde ingen levende komme. 2. Eene gridsk Aad han ofte, Aldrig bød han Andre til Giest med. Førend træt Og Kræfter manglend’ Giest gaaende Af Veien kom. 3. Drik behøved’ Hiin den trætte Mand, Og hungrig var han. Med bange Hierte Lod han som han troede Ham, som før havde Svigfuld været. 4. Mad og Drik gav han Den trætte Mand Af oprigtigt Hierte. Gud han lyded’, Og got ham beviste, Thi han syntes Ussel at være. 5. Hiin stod op, Ondt han tænkte; Ei var nødtøftige givet. Hans Synd svulmed, Sovende myrded’ Han Vert den kloge. 6. Himlens Gud Bad han hielpe sig, Da han saaret vaagnede. Men ved hiin Syndens Skyld hængde, Som ham havde Uskyldig sviget. 7. Hellige Engle komme Ovenfra Himlen, Og toge hans Siel til sig. I reenest’ Levnet Skal den evig leve Med Gud den almægtig’. 2. At ingen skal stole paa sin Rigdom. 8. Penge og Helsen Raader ingen over, Er han end lykkelig. Det venter mange, Som de mindst haabe. Ingen raader selv for sig. 9. Det troede ikke Unnarr og Sævaldr, At de skulde Held tabe. Nøgne de bleve Og fattige begge, Og løbe som Ulve til Skoven. 3. Om Elskov. 10. Mange fortryde Vellystigt Levnet; Tit kommer Ulykke af Qvinder. Besmitted’ blev’ de, Skiønt den mægtig’ Gud Dem skabte reene. 11. Forligte bleve Svafadr og Skart-Hedinn, Ingen kunde den anden undvære; Før de blev’ galne For en Kone, Hun var dem til Ondt beskikket. 12. Ikke de agted’ For den hvide Møe, Leeg, ei lyse Dage. Ingen Ting vilde de Heller ønske End den lyse Krop. 13. Sorgfulde bleve Dem de mørke Nætter, Ikke kunde de sød Søvn nyde. Men af den Sorrig Had opspired’ Mellem Hierte-Venner. 14. I Tvekamp ginge De for den skiønne Møe, Og fik der begge Bane. Onde Exempler De fleste Stæder Straffes grummelig. 4. Om Stolthed 15. Stor Stolthed ingen Skal give sig til. Det haver jeg sandelig seet; Thi de fleste, Som Hovmod følge, Falde fra sin Gud. 16. Rige bleve Radny og Vebodi, Og troede eene Godt at giøre. Nu de sidde Og Saar’ne vende Fra og til mod Ild. 17. Paa sig de troede, Og tykkedes eene være Mere end andre; Men dog gik deres Hue Anden Vei, For Gud almægtig’. 18. Vellyst de fulgde Paa mange Maader, Og holdt Guld for deres Glæde; Nu er’ de straffed’, Da de leve skulle Mellem Iis og Hede. 5. At man ei bør troe sine Uvenner. 19. Uvenner dine Troe maae du aldrig, Skiønt de venligt tale. Du skal love dem Godt; Godt er andens Skade Til Varsel at have. 20. Thi saa gik det Sørle den Godtroend’, Da han gav sin Sag i Vigulfs Tykke. Tryggeligen han troede, Dog hin med Svig bedrog Sin Broders Drabsmand. 21. Fred han dem undte Af ærligt Hierte, Og de loved’ ham Guld derimod. Venner lod’ de; Mens de sammen drukke, Da kom dog Svigen frem. 22. Men derefter Paa anden Dagen, Da de havde til Riardal redet, Med Sverd de saared’ Ham, som sagløs var, Og lode hans Liv udfare. 23. Hans Liig de bare Til hemm’lig Afvei, Og kasted’ det ned i en Brønd. Dølge de vilde, Men Herren det fra Himlen saae. 24. Hans Siel bød Den sande Gud I sin Fryd at være. Men de Misdæd’re Troer jeg seent at skulle Fries ud af Pinen. 6. At man bør bede til Gud, og ei lægge Synd til Synd. 25. Dyser af Guds Bud Bed du dig at Være hulde af Hiertet. Ugen efter Efter Villien din, Alt efter Ønske gaaer. 26. Vredeværk, som Du haver giort, Stryg da ei Ondskab over. Synd forbedre Skal du med gode Gierninger, Det hielper Sielen. 27. Til Gud skal du bede Om gode Sager; Thi Mennesket skabt han haver. Meget meer kan End hver Mand, Alle Menneskers Fader. 28. Du skal bede, Og det ivrigen, Om hvad dig synes at fattes. Alting fattes Den som ikke beder. Faae betænke tiendes Tarv. 29. Silde jeg kom, Tilig jeg kaldedes, Til høiest’ Domstoel; Derhen jeg agter mig, Som mig loved var. Den faaer Mad, som kræver. 7. Om Frygt for Døden. 30. Synder det volde At med Sorg vi fare Havets Verden fra. Ingen frygted’ Om han ei Ondt giorde; Godt er for meenløse Siele. 8. Om Vankelmodighed og Gierrighed. 31. Ulve ligne, Synes mig, alle de, Som vankelmodig’ er’: Saa de ere Som de, der skal gaae Paa glødbestrøede Veie. 32. Venlige Raad Og dertil kloge Lærer jeg dig syv tillige: Husk dem ret vel, Og glem dem aldrig; Nyttige er’ de at lære. 33. Derom vil jeg tale, Hvor salig jeg I Havets Verden var; Og for det andet Hvor nødig alle Ville blive til Liig. 34. Sorg og Stolthed Svige Folkesønner, Som hige efter Rigdom. Blanke Penge Blive til lang Bekymring. Mange har Guld daaret. 35. Glad i meget Syntes Folk mig at være. Kun lidt vidste jeg forud. Stoltheds Jord har Herren skabet, Meget vellystfuld. 9. Om Døden. 36. Kroget sad jeg længe Og skiulte mig. Da ønsked’ jeg gierne at leve. Da raadte den, Som mægtig var. Lette er’ feig Mands Veie. 37. Helveds Reeb Komme haardelig Om min Side snoed’. Slide dem vilde jeg, Men seie var’ de. Let er løs at fare. 38. Eene veed jeg Hvorledes alle Smerter svulmed’ mig. Helveds Møer, Som mig skrækk’de, bøde Mig hiem til sig hver Aften. 39. Soel jeg saae, Den sande Dagstierne, Dryppe Lyd-Verden i, Men Hels Dørre Hørde jeg andensteds Larme græsselig. 40. Soel jeg saae, Omsat med Blod-Stave; Da vilde jeg af Verden gaae. Mægtig den syntes Paa mange Maader, Fremfor den forhen var. 41. Soel jeg saae, Den mig syntes Som jeg saae mægtig Gud; For den jeg bøied’ I denne Verden Mig sidste Gang. 42. Soel jeg saae, Den saa straalede, At jeg tykk’des intet vide. Men stride Strømme Bruste andensteds, Blandede med Blod. 43. Soel jeg saae Paa Søen skielvende, Rædselfuld bøiet; Da mit Hierte var Inderligen Smeltet hen af Smerte. 44. Soel jeg saae, Sielden bangere, Ret var jeg da af Verden kied. Min Tunge var Til Træ bleven Og iiskold allevegne. 45. Soel jeg saae, Siden ret aldrig, Efter den mørke Dag. Fordi Fieldevand lukk’des For mig sammen. Jeg forsvandt, kaldet fra Piinsler. 46. Haabets Stierne fløi, Da jeg blev født, Fra mit Hierte bort. Høit op den fløi, Og ei sig satte At den kunde faa Hvile. 47. Allerlængst mig Var den eene Nat, Da jeg laae stiv paa Straa. Det vidner Hvad Gud sagde: At Mand er Muldens Frende. 48. Tænke det og kiende Hin store Gud, Som skabte Jord og Himmel, Hvor herfra glædeløse Mange fare, Og fra Venner skilles! 49. Løn for Arbejd’ Faar Menneske hvert. Salig den, som _____1 gjorde! Fra min Rigdom Bestemt mig var I Sandet sidste Seng. 50. Legemets Hunger, Som man taaler tit, Den har mange sviget. Vie-Vand Mig modbyd’ligst var I hele Verden. 51. Paa Norners Sæde sad jeg I ni Dage. Siden blev jeg paa Hest løfted. Gygiers Sole Skinned’ græsselig Giennem splitted’ Skyer. 52. Uden og inden Syntes jeg giennemreise Seirverd’ner...