Winkel Horn / Reprint Den ældre Edda

1. Auflage 2021
ISBN: 978-87-430-8337-5
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 240 Seiten

Den ældre Edda er sammen med Snorres Edda den primære kilde til vor viden om nordisk mytologi og dermed den vigtigste kilde til forståelsen af den religiøse tankegang i det førkristne Norden. Eddaen består af to dele: en afdeling med gudesange og en afdeling med heltesange. Bortset fra Hyndlasangen indeholder Winkel Horns oversættelse samtlige digte fra de to dele. Oversættelsen adskiller sig fra andre oversættelser bl.a. ved, at digtenes oprindelige metrik er erstattet af en mere nutidig. Bogen indeholder desuden et appendix med seks eddadigte, som Winkel Horn genoversatte små tyve år efter den oprindelige oversættelse.

Frederik Winkel Horn (1845-1898) var litteraturhistoriker og oversætter med forkærlighed for Nordens oldtidshistorie. Ud over Den ældre Edda oversatte han en række islandske sagaer i Billeder af livet på Island 1-3 og Nordiske Heltesagaer. Kort før sin død afsluttede han sin store oversættelse af Saxos Danmarkskrønike.

Autoren/Hrsg.

Winkel Horn, Frederik

Reprint, Heimskringla

Leseproben

Volvens Spaadom
(Völuspá) 1. Hejd de hende kaldte, hvor hun kom tilhuse, Volven snild og fremvis; Ulve graa hun tæmmed, sejded hvor hun kunde, sejded ret med Gammen, altid onde Kvinders Fryd og Lyst hun var. 2. Ene sad hun ude dengang da den gamle Asernes Behersker frem for hende tren. 3. Granskende han stirred hende stivt i Øjet. »Hvorom vil du spørge? hvi vil du mig friste? Alting grant jeg kjender, véd og, hvor dit Øje, Odin, du har skjult.« 4. Kostelige Ringe skjænked Odin hende, for hun skulde bruge fremvis Spaadomsstaven, for hun skulde raade skjulte Visdomsruner; vidt hun saa omkring sig, gjennem alle Verdner trængte hendes Blik. 5. »Stille nu i Verden, stille alle Slægter, stille Smaa og Store, alle Hejmdals Sønner1! Du mig bød, Valfader, at jeg skulde sige Verdens gamle Frasagn, dem, jeg mindes først. 6. Jætterne jeg mindes, aarle blev de baarne, fordum de mig fostred; Verdner ni jeg mindes, Træer ni jeg mindes, medens Muldet skjulte end den stolte Ask2. 7. Da var Tidens Ophav dengang Yme3 bygged, ej var svale Bølger, ej var Sø og Sand, intetsteds var Jorden eller Himlens Hvælving, ej var Markens Urter, kun det brede Svælg4. 8. Da kom Bures Sønner5, de, som skabte Midgaard6, Landene de løfted; Solen skén fra Sønden, varmed Havets Klipper, da skjød grønne Urter frem af Jordens Skjød. 9. Søndenfra greb Solen – Maanen tro den fulgte – over Himmelranden med sin højre Haand. 10. Ikke vidste Solen, hvor dens Sal mon være, ikke vidste Maanen, hvad af Kraft den aatte, Stjernerne ej vidste, hvor de skulde staa. 11. Da gik alle Magter til de høje Stole, og de hellige Guder plejede da Raad. Nat og Næ de nævned, for at tælle Tiden gav de Morgen, Middag, Unden7, Aften Navn. 12. Og paa Idasletten mødtes alle Aser; Hørg og Hov8 de tømred knejsende mod Sky; Kræfterne de øved, alle Ting de prøved, og de bygged Esser, smedede sig Tænger, smedede sig Værktøj. slog det ædle Malm. 13. Ej paa Guld det skorted, Tavl i Tunet legte de og vare glade, til tre Thursemøer kom fra Jættehjemmet med en rædsom Magt. 14. Da gik alle Magter til de høje Stole, og de hellige Guder plejede da Raad: hvem der skulde skabe Dværgfolkets Skarer af den blodige Brænding og af Blaains9 Ben10. 15. Da kom trende Aser, vældige og milde, tre af Gudeskaren; Ask og Embla11 fandt de, lidet kun de mægted, endnu var ej spunden deres Skjæbnes Traad. 16. Ingen Aand de havde, ingen klare Tanker, ikke de sig rørte, hverken Blod de havde eller friske Farver; Aanden gav dem Odin, Høne gav dem Tanker, Lodur gav dem Blodet, som gjør Kinden rød. 17. Asken ser jeg stande, Yggdrasil den hedder, højt dens Stamme knejser, som med Dynd bestænkes; derfra kommer Duggen, som i Dale falder, altid frisk den grønnes over Urdes Brønd. 18. Men fra Salen under Asketræets Rødder kommer trende Møer, mange Ting de véd. Urd den ene kaldes, Verdande den anden, de paa Tavler risted, Skuld den tredje hed; de gav Verden Love, Menneskenes Skjæbne satte de og kaldte Slægterne til Liv12. 19. Odins Øje, véd jeg, dølges dybt paa Bunden af den klare Kilde, hvor, naar Morgensolen lyser over Lande, Mimer tømmer Mjøden af det Pant, som Odin, Valens Fader, gav ham. Véd I ogsaa det? 20. Hejmdals Horn sig dølger, véd jeg, under Asken, der mod Himlen knejser; men en Elv sig styrter ned med Brusen, ser jeg, fra Valfaders Pant. 21. Først af Drab i Verden mindes jeg, da Guldvejg de paa Odder løfted, da de hende brændte i den Højes Sal; trende Gange brændte de den tre Gang’ baarne, tidt og ikke sjelden, dog hun lever end. 22. Da gik alle Magter til de høje Stole, og de hellige Guder plejede da Raad: om de høje Aser skulde Skaden lide, eller alle Guder skulde tage Bod. 23. Odin slynged Spydet, skjød det ud i Verden, det blev Verdens første ramme Folkestrid. Nu var Muren brusten, som om Asgaard hegned, over Kampens Marker Vanerne foer frem. 24. Da gik alle Magter til de høje Stole, og de hellige Guder plejede da Raad: hvo der havde Luften saa med Løgn forpestet, eller givet Frøja hen til Jættens Æt. 25. Thor slog til alene, gnistrende af Harme, sjelden spag han sidder, naar han hører sligt; svorne Eder brødes, givne Ord og Løfter, alle faste Pagter, alt, hvad aftalt var. 26. Valens Møer13 saae jeg, videnfra de stævned, rustede til Ridtet frem til Guders Land. Skuld bar Skjold, og Skøgul nævnedes den anden, Gunn og Hild og Gøndul Gejrskøgul fulgte; Nu er Valens Diser nævnede tilhobe, Alle Herjans14 Møer, rustede til Ridtet snelt fra Strid til Strid. 27. Balders skjulte Skjæbne saae jeg, Odins Ætlings, han som maatte bløde; paa den grønne Slette slank og saare fager voxed Misteltén. 28. Ringe syntes Vaanden, dog den voldte Kummer, dengang den blev slynget af den blinde Hød. 29. Aarle Balders Broder baaren blev, han kjæmped ikkun nattegammel, Odins stærke Søn; aldrig Haand han toede eller Hoved kjæmmed, før han Balders Bane fældet bar paa Baal. 30. Frigg med Graad i Fensal sørged over Sorgen, som mon Valhal ramme, véd I ogsaa det? Da af Vales15 Tarme snos de haarde Liner, [Falskheds Fader fanges i sit eget Garn]. 31. Ved de hede Kilder, der i Lunden strømme, saae jeg Loke ligge fuld af Svig og List; trofast sidder Sigyn hos sin bundne Husbond, Smerte hende tynger, véd I ogsaa det? 32. Garm for Gnipehulen gjøer, saa vidt det gungrer, Lænkerne skal briste, Ulven slippe løs. Længer frem jeg skuer, meget kan jeg sige om de høje Guders ramme Ragnarok. 33. Aa fra Østen ruller, – Slid dens navn man nævner –; fuld af Sværd og Knive gjennem Edderdalen vælter den med Larm. 34. Imod Norden knejsed der paa Nidasletten straalende en Guldsal, det var Sindres Æts; men hvor Kulden aldrig kommer, stod en anden, Brime man den nævner, Jættens Drikkesal. 35. Fjernt fra Solen ser jeg, paa den kolde Ligstrand, at en Sal der stander, Døren er mod Nord; lede Orme sno sig, hvælve sig om Salen, Edderdraaber dryppe gjennem Lyren16 ind. 36. I de stride Strømme ser jeg der dem vade, dem, som falsk har svoret, dem, der grumt har myrdet som de vilde Ulve, dem, der har forlokket falsk en Andens Viv. 37. Nidhøgg suged Marven af Enhver, som kom der, Ulven sled de Døde, véd I ogsaa det? 38. Garm for Gnipehulen gjøer, saa vidt det gungrer, Lænkerne skal briste, Ulven slippe løs; længer frem jeg skuer, meget kan jeg sige om de høje Guders ramme Ragnarok. 39. Østerpaa i Jernskov sidder hun den gamle, der hun føder Fenres17 hele gramme Æt; en af hendes Ætmænd skal os Maanen rane, naar han mod den farer i sin Troldeham. 40. Deres Liv ham mætter, som alt Døden mærked, ja selv Guders sæder rødner han med Blod. Sort skal Solskin vorde Somrene derefter, Luften uvejrsvanger, véd I ogsaa det? 41. Egder...