Wied Pastor Sørensen & Co.

En Redegørelse
1. Auflage 2019
ISBN: 978-87-430-3592-3
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 256 Seiten

"Pastor Sørensen & Co." er tredje og sidste bind i Livsens Ondskab-trilogien - Gustav Wieds udødelige beretning om toldkontrollør Knagsted. I vanlig giftige og bidende stil fortsætter han her småborgersatiren og skildringen af det dobbeltmoralske liv anno 1900 i provinsbyen Gammelkøbing. Denne gang står især missionske præster og hyklerisk seksualmoral for skud, og dette får et så stærkt præg af livslede og meningsløshed, at det næsten kammer over i præstehad. Året efter denne udgivelse begik forfatteren selvmord.

Autoren/Hrsg.

Wied, Gustav

Leseproben

I

BYEN Søby ligger i Fyrstendømmet Fladland og er den største By på Øen Sejrø.

Hvoraf denne Ø har fået sit Navn, vides ikke med Bestemthed. Måske af de mange sejrrige Kampe, den i Følge Overleveringen skal have ført med sine Naboer i en grå Oldtid.

Fra Nutiden stammer Navnet i ethvert Fald ikke . . .

Fladland er et skønt Land: Bakker og Dale veksler malerisk med Skove, Heder, Småbække og kornrige Vange.

Midt i Landet ligger en uhyre Banke, »Månebjærget« kaldet, 465 Fod over Havets Overflade.

Heroppe skal der i Fortiden være bleven tændt Sejrs-Bavner, når Fladlænderne havde vundet et Slag og krebset en Fjende.

Nu om Dage benyttes Banken til at kævles på og til Afbrændelsen af St. Hansblus.

Man har fra Højens Top en imponerende Udsigt til seksoghalvtredsindstyve Kirker, fire Sindssygehospitaler og fem Tugthuse. Skov strækker sig bag Skov og veksler med milevide Heder, bølgende Kornagre, Andelsmejerier, Brugsforeninger, Svineslagterier, Præmiehingste, Byer og Landsbyer; og længst ude i Horisonten det evigt skiftende, vigende og vuggende Hav.

Sejrø var i forsvunden Tid, før Riget endnu blev samlet, et selvstændigt Bispedømme, der lå i uophørlig Håndgemæng med sine Frænder på Naboøerne.

Thi Fladlænderne har aldrig kunnet enes.

Og kan det da for den Sags Skyld heller ikke endnu.

Snart er det politiske, snart religiøse, snart literære, snart ægteskabelige Stridigheder, som hærger Landet.

Indbyggerne lever fornemmeligst af Agerbrug, Kvægavl, Fiskeri og Kassesvig.

I Spidsen går Ministrene.

Regeringsformen er indskrænket monarkisk. Forfatningen fri. Alle er lige for Loven.

Men den udøvende Magt ligger hos det evigt skiftende, vigende og vuggende Flertal, der dog stedse er stærkt nationalt farvet, og hvis arvelige Valgsprog lyder: Alt for Fædrelandet eller: Aprés nous le déluge.

Dette kaldes .

DET var en af disse sjældne Sommere, der for en stakket Stund stiller Mennesket forsonligt over for de evige Guder — en af disse klare, frydefulde Sommere med Sol over alle Tage og en mild og frugtbar Regnbløde imellem . . .

Toldkontrollør Knagsted stod og pustede af Varme i Skyggen af Bjørne-Apoteket på Hjørnet af Kirketorvet og Søndergade. Hatten holdt han i Hånden, og han fór sig ihærdigt med Lommetørklædet over Ansigtet . . .

Det var en Søndag Formiddag i Kirketiden. Søby lå øde og tom. Halvdelen af Befolkningen hørte Pastor Sørensen. Den anden Halvdel lavede Middagsmad . . .

Knagsteds Hånd med Lommetørklædet sank pludselig ned fra hans Ansigt; han kneb mysende Øjnene sammen og stirrede op ad Gaden:

To splitternøgne Børn, en Dreng og en Pige, på fem-seks År, kom vandrende deroppe midt ad det sollyse Fortov:

— Men Du bedste Himmel, det er jo Erik og Else!

Børnene pludrede og lo, så det klang i den øde Søndagsgade. Solen faldt ned over deres gyldentbrune Legemer, der lyste som Rav imod de grå Husmure.

Af og til standsede de og pegede ivrigt ind ad en Butiksrude.

Så vandrede de trøstigt af Sted igen.

Drengen var slank og fin, Pigen rund og buttet. Begge havde de lyst, lokket Hår, der nåede dem ned på Skuldrene.

De kom nærmere og nærmere. Nu var de helt oppe på Torvet lige ud for Kirken.

Knagsted trak sig uvilkårlig dybere ind i Apotekets Skygge for ikke at forstyrre.

Thi undertiden ligefrem Børnene i Livsglæde frem over Fliserne. Snart tog Drengen og snart Pigen et lille, frydefuldt Hop fremad, så at Sandalerne på deres nøgne Fødder gav Lyd. Så skridtede de igen adstadigt videre, indtil der pludselig atter udløstes et nyt lille Glædeshop.

Og så lo de ud i Luften og kaldte:

— Mirja! Mirja!

— Tja-a . . .! svaredes der hæst oppe fra Taget.

Det var deres Legekammerat, en lille, sortegrå Allike, som trofast fulgte dem, flaksende fra Hus til Hus.

— Mirja! Er du der?

— Tja-a . . .! skreg Fuglen.

Men i det samme satte Kirkeklokkerne i med et Drøn, og Mirja flygtede forfærdet tilbage, samme Vej den var kommen. Man så den forsvinde som en mørk lille Prik bag Ølbryggeriets Skorsten.

— Nu fløj Mirja hjem . . . sagde Pigebarnet.

— Hun blev bange for Klokkerne . . . konstaterede Drengen.

Og så var Menigheden over dem . . .

Som en sort Flom kom den væltende ud af Kirken, med Ansigterne blege af Nidkærhed og med de guldsnittede Salmebøger lynende i Solen.

Børnene trykkede sig forskræmte op mod Konditor Halgrens Port. Deres Øjne rundedes af Angest for alle de fremmede Mennesker.

— Gud! sagde den lille Konsulinde Wæver, født Birk, og pegede — Vil De se, Fru Blom! Malerens nøgne Unger!

— Men det dog . . .! sagde Fru Blom.

—U moralsk! sagde Borgmesterinde Rosenbaum, »Sengeladet« kaldet på Grund af sin tørre Magerhed.

— på Torvet!

— I tiden!

— nøgne!

— Forargelse! . . . lød det rundt omkring fra.

Og Frøken Plockros, Spillelærerinden, Skyldfri hed hun, greb med sine hårde Klaverfingre den lille Else i Armen og sagde:

— Hvad er det dog for Forældre, I har!

Pigebarnet stak i Gråd. Drengen slog beskyttende sine Arme om hende:

— Gå din Vej . . .! sagde han til Plockros.

Men Plockros blev stående; og Stimmelen øgedes . . .

Indtil pludselig en Mandsperson puffede den til Side og banede sig Vej frem til Børnene.

— Onkel Tolder! Onkel Tolder! råbte de og kastede sig ind til ham.

Nu græd Erik også.

— Så, så trøstede Knagsted, — Så, så . . . Kom nu med mig, så går vi hjem.

Og han skød på ny Hoben til Side og skred rank og rødhåret ned ad Gaden med sine to små Pilgrimme . . .

Men Menigheden slog Kors for sig og lo ondt bag hans Ryg.

Og »Sengeladet« sagde:

— Hæ! sagde hun — Det kunde man da tænke sig efter de Forhold, lever i med sin Husbestyrerinde!

— Forhold . .? spurgte Konsulinde Wæver.

— Ja, De ikke . . . begyndte Spillelærerinde Plockros . . .

Og så gav man sig til at lufte Tolderens Privatliv.

»MALERENS Villa« lå søndenfor Byen ved Vibyvejen midt i en stor Have, som med et smalt Sandstykke nåede ned til Sundet.

Ejendommen havde tidligere tilhørt en sær gammel, menneskesky Dame, en Frøken Alfrede Schønheiter, om hvem der gik de mærkeligste Sagn.

Hun døde for omtrent tre År siden, og Villaen havde siden da stået tom. Ingen kunde bo i den. Frøkenen »gik igen«.

Både Konsul Wæver og Isenkræmmer O. W. Fredriksen havde selv hørt hende rummestere derinde . . .

Men så kom en sollys Forårsmorgen Maleren Frank Neumann og hans Kone cyklende til Byen, hørte fortælle om Huset, købte det og flyttede ind.

Og øjeblikkelig forholdt Frøken Alfrede sig rolig under sin Gravhøj oppe på Kirkegården.

Spøgeriet var forbi . . .

— Hak-hak! gnækkede Rikke Skade dybt fra sit vindtørre Bryst, mens hun lænede sig fremover på Krykken — Hak, hak! Sa’e jeg det ikke nok! Det var Rotterne!

En af Frøken Schønheiters Passioner havde nemlig været Rotter. Hele Nabolagets Rottebestand forstod hun at lokke til sig ved et sælsomt Fløjt imellem sine guldplomberede Fortænder. Dyrene kom myldrende frem af alle Huller og Kroge. Hun fodrede dem Morgen og Aften, og de vimsede kælent om hende, når hun viste sig i Gården:

— Er man god imod Dyr, sagde hun — bli’r de elskværdige! . . . Er man god imod Mennesker, bli’r de næsvise!

Så døde hun. Maleren flyttede ind. Og Rotterne gik i Landflygtighed . . .

Men nu begyndte Byen at larme op og give ondt af sig, fordi Ejendommen var gået over til en Fremmed:

— Og, Ståmigbi, for en ren Slik har han fået den, Hr. Konsul! sagde Isenkræmmer O. W. og rullede sin Gumminæse fire Gange rundt i den hule Hånd.

— Jamen De gik jo selv her og fortalte, at Schønheiter spøgede . . . sagde Konsulen, en stiv, »engelsk« ellers meget behersket Herre.

— Det gjorde De jo med!

— Ja, for jeg ha’de mine Grunde.

— Det ha’de jeg sgu også! . . . Tror kanske på Spøgeri?

— Næ-æh.

— Jeg heller ikke!...