West / Pedersen Strandet i Hvalrosbugten, august 1945 til august 1946

En beretning om et års ophold på det amerikanske luftvåbens fremskudte vejrstation i Hvalrosbugten, Scoresby Sund, Grønland
1. Auflage 2025
ISBN: 978-87-430-8836-3
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 220 Seiten

I de sidste dage af Anden Verdenskrig blev den 21-årige amerikanske soldat, Walter West, som en del af sin militærtjeneste, sendt til en fjernt beliggende vejrstation i Hvalrosbugten på Grønlands østkyst. Walter Wests, og hans 10 soldaterkammeraters, opgaver omfattede vedligeholdelse og drift af vejrudstyr, der var afgørende for at forudsige vejret i det nordatlantiske operationsområde. Vejrstationen i Hvalrosbugten var en del af et netværk af fjerntliggende og isolerede arktiske vejrstationer, der strakte sig fra Baffin Island i Canada til Grønland. Tilsammen gjorde disse vejrstationer det muligt med militærfly, at transportere tropper og forsyninger langs The Great Circle Route (Storcirkelruten) fra Nordamerika til Europa dagligt - nat og dag, sommer og vinter. Hans fotografier og dagbogsnotater fanger eventyrets ånd set af en ung 21-årig soldat, som er væk hjemmefra for første gang. Læseren indføres i hans åbenlyse fascination og begejstring for at deltage i de traditionelle aktiviteter for indbyggerne i den nærliggende by, Scoresbysund, som i dag har skiftet navn til Ittoqqortoormiit. Selvom krigen sluttede få dage efter soldaternes ankomst til Hvalrosbugten, måtte de vente et helt år på at blive hentet hjem. Det skyldtes, at havisen umuliggjorde sejlads til Hvalrosbugten. De 11 soldater blev således de sidste hjemvendte amerikanske soldater efter Anden Verdenskrig.

Walter Robert West blev født i Philadelphia, USA, i 1924. Som ung gjorde han militærtjeneste i U.S. Army Air Forces fra december 1942 til december 1946. Mod slutningen af Anden Verdenskrig blev han sendt til en fjerntliggende arktisk vejrstation ved Hvalrosbugten i Østgrønland. På grund af oceanisen, der spærrede indsejlingen til vejrstationen, måtte soldaterne blive på stedet et helt år efter krigens afslutning. Han opnåede derfor udmærkelsen som en af de elleve mænd, der var "The Last Men Out of the Arctic." Dermed blev han og hans kammerater de sidste mænd, der blev hjemsendt fra aktiv US Military World War II-tjeneste. Under sin tjeneste i Hvalrosbugten gjorde Walter West optegnelser over arbejdet og hverdagen på vejrstationen, samt omgangen med de lokale indbyggere i den lille by, Scoresbysund. Han var også en særdeles habil fotograf, og tog nogle helt unikke billeder fra vejrstationen og dens omgivelser. Optegnelserne og billederne sammensatte han med årene således, at det var muligt for hans efterkommere at udgive det i bogform. Walter R. West døde den 13. marts 2016 i Pennsylvania. Forinden nåede han at genbesøge Hvalrosbugten og Scoresbysund i både 2002 og 2011.

Autoren/Hrsg.

West, Walter R.

Pedersen, Peter

Leseproben

Kapitel 1 – Introduktion til Grønland og Hvalrosbugten

I august måned 1945 forårsagede atombomben en pludselig slutning på kampene i Anden Verdenskrig. Indenfor få måneder var de fleste amerikanske væbnede tropper demobiliserede. For os 11, der havde overtaget tjenesten på forposten i den arktiske vejrstation, var der imidlertid ingen chance for snarlig hjemsendelse. Det uigennemtrængelige arktiske ishav havde umuliggjort al anløb efter forsyningsskibene, som havde bragt os til vejrstationen, var afsejlet. Det eneste vi kunne gøre, var at vente på den følgende sommer, som oprindelig planlagt. Vores pligter bestod i at levere nødvendige vejrobservationer, der var påkrævede for succesfulde luftfarts operationer over Atlanterhavet til og fra Europa.

Følgende beretning om observationer og hændelser i det år er resultatet af missionen på den arktiske forpost. Den er baseret på de noter, som jeg startede med at skrive i de lange vinteraftener, når der ikke var så meget at lave. Der var perioder med utallige storme, som almindeligvis raser dér, og hvor vi ikke kunne vove os udenfor, og derfor skulle slå tiden ihjel.

***

Min egen historie i forbindelse med denne konkrete oplevelse startede i transitlejrens barakker på Grenier Field, New Hampshire, den 19. juni 1945. Kermit Morgan, en af mine klassekammerater i radiosonde (RAWIN) kurset ved Harvard Universitet, Fort Monmouth, og Chanute Field, Illinois, var ankommet en uge forinden, og det var ham, som introducerede mig til min nye station i the Army Air Forces Eighth Weather Squadron (Hærens Luftvåbens Ottende Vejreskadrille). Han fortalte også, at han havde haft valget mellem at gøre tjeneste på Bermuda eller Grønland. Det var indlysende, at siden jeg var på vej til Grønland, havde han valgt Bermuda.

Den følgende morgen, da jeg meldte mig på hovedkvarteret, blev jeg givet yderligere information vedrørende min fremtid. Da jeg havde fordøjet alle informationerne, indså jeg, at jeg skulle være i ganske særligt selskab. Mit tjenestested det kommende år skulle være en isoleret vejrstation ved Hvalrosbugten i Grønland. "Hvor er det?", spurgte jeg. Jeg fik fortalt, at det var lokaliseret på den centrale østkyst af Grønland, nær en lille landsby ved Scoresbysund Fjord. Den besætning, der på daværende tidspunkt bemandede stedet, var planlagt til at blive afløst sidst i juli måned.

Forsyningsskibet, ”USS BELLE ISLE” skulle afgå fra hærens base i Narsarsuaq, Sydvestgrønland, omkring den 1. juli, så jeg skulle nødvendigvis afsted, så jeg kunne nå at komme med det skib.

I hovedkvarteret mødte jeg også min formodede, kommende RAWIN-partner, Bill O'Dea. Vi havde begge været præ-meteorologistuderende, og var efterfølgende blevet vejrobservatører på grund af den omklassificering, alle studerende havde fået. Hans træning i RAWIN var dog begrænset til betjening af udstyret, hvorimod jeg var trænet i både drift og vedligeholdelse.

O'Dea var offer for omstændighederne, næsten ligesom jeg. Han havde også en ven, der var ankommet til basen få dage før ham, og som også fik valget mellem Bermuda og Grønland. Vi konkluderede derfor, at vi kunne trøste hinanden gennem det kommende år.

Jeg så ikke O'Dea de kommende dage. Han rejste den følgende morgen til Presque Isle, Maine, som er startpunktet for den store cirkelluftrute til Europa via Labrador, Grønland, Island og Skotland. Siden jeg stadig skulle igennem de nødvendige procedurer og godkendelser, forlod jeg ikke Grenier Field før tre dage senere.

Turen til Presque Isle med tog var begivenhedsløs, ja endda til tider kedelig. Den faldefærdige jernbanelinje, der blev kaldt Bangor and Aroostook Railroad har kun et spor, og toget stopper praktisk talt ved hver eneste telegrafmast langs ruten gennem Maine. George Singer og Jim Selfridge, to vejrobservatører, som for nylig havde gjort tjeneste i Labrador, og som nu havde meldt sig som frivillige til forpost tjeneste i Grønland, var på samme rejseordre som jeg. Af deres entusiasme lærte jeg meget om at gøre tjeneste på en arktisk forpost, og jeg begyndte at tro på, at det nok ikke ville blive så slemt endda.

Under ventetiden i forbindelse med dette korte togskift i Boston, lykkedes det min bror, Bill, at slippe væk fra kontoret i marinehovedkvarteret for at hilse på mig. Efter vi havde taget afsked, følte jeg mig helt alene i verden, og langt fra nogen, som jeg kendte.

Jeg vidste kun lidt om, at dette kun var begyndelsen på et langt år.

Presque Isle, Maine, den nordligste militærbase i det østlige Air Transport Commands (ATC) Nordatlantiske ”snebolde rute” til Europa bød os velkommen”. For mange mænd var dette deres stationeringssted. For andre, som netop vendte hjem fra krigen i Europa, var det første stop på vejen hjem. For os, der var på vej OVER, var det blot endnu et sted på vejen til forberedelse og godkendelse. Vores daglige tidsplan blev bestemt af en rutine, hvor vi havde mere fysisk træning og fik tjekket vores optegnelser og personlige anliggender for 117. gang. Vi fik et briefingsforedrag om proceduren for nødlanding - bare i tilfælde af at flyet skulle blive tvunget ned, fik udstedt ekstra arktisk tøj, fik vores personlige bagage vejet - 65 pund - og til sidst "afskibet" forsendelsen.

Og endelig, efter tre lange dages forberedelse og venten på opklaring i vejret, var vi på vej!

”Udkald for alle mænd til Goose Bay, The Crystals, Narsarsuaq Greenland, og Meeks Field Iceland! Klargør jeres køjesække og smid jeres sengetøj ind i det rigtige rum. Meld jer i briefinglokalet om femten minutter.”

Det var lidt over midnat natten til den 27. juni 1945. Barakkerne summede af aktivitet, idet mange af mændene var på passagerlisten. De fleste lys var blevet tændte – til de få tilbageblevne mænds ubehag. Vi blev på vores tildelte værelser og ventede indtil alle var samlet. Så, i takt med vores navne blev råbt op, gik vi udenfor i den kolde natteluft og gik ombord i den smalle GI bus. Det var hårdt arbejde at komme ind i bussen og klemme sig vej ned ad den smalle gang og finde sig et sæde, for vi bar alle sammen vores overtræksstøvler, parka og rygsække, fyldt med personlige effekter. Vores køjesække blev lastet separat på flyet.

Vi trak op til afgangshallen, hvor vi klemte os ind, og ventede. En assistent tjekkede vores navne, idet han undersøgte vores papirer og ordrer. En simpel procedure og med alle de detaljerede undersøgelser, vi havde fra Grenier Field og igen på Presque Isle, skulle alt have været simpelt og i orden. Men, kuverterne med Singer, Selfridge og jeg blev lagt til side. Assistenten forklarede, at en af formularerne var ufuldstændig, og vi ville måske blive afvist til flyet. Det var bitre nyheder efter al den spænding. At komme så tæt på afgang, for så at blive skuffet på grund af en afvisning.

Endelig, efter alle de andres dokumenter var blevet tjekket, vendte assistenten tilbage til vores og undersøgte dem igen. Sekunder forekom os at være minutter. Der var larm i rummet efter almindelig snak fra mænd, der skulle have tiden til at gå. Ingen andre i rummet var interesserede i vores situation. De kendte os ikke, og de ville næppe nogensinde komme til det.

For dem var vi blot tre andre gutter som skulle have været med flyet. Jeg blev ved med at tænke på min deadline for at nå Grønland i tide inden skibet afsejlede. Prøvelsen fik endelig ende, da vores papirer blev stablet sammen med alle de andres. Når alt kom til alt, var der ingen problemer. Blot en fejlplaceret dato på én af linerne.

Så steg vi igen ombord på bussen, og gjorde vores bedste med vores klodsede skuldertasker, overtræksstøvler og parkaer, og selvfølgelig, vores store kuvert med rejsedokumenter. Da vi standsede ved afgangshangaren, kravlede vi akavede ud af bussen for sidste gang og samledes omkring nogle skranker, hvor vores dokumenter blev tjekket for sidste gang. Så fik vi besked på ikke at gå for langt væk, idet der kun var cirka 1 time til afgang.

Tiden sneglede sig afsted. Lige som den altid gør, når den synes at blive spildt. Vi havde alle placeret vores oppakning af parkaer og skuldertasker med mere, langs med væggen, mens vi slentrede over til kantinen for at gøre nogle sidste-øjebliks-indkøb af mælk og friske sandwichs med kød. Da vi senere stod og ventede ved vores udrustning, blev vi overdøvet af den unaturlige støj fra motorer, der varmede op. Larmen svandt hurtigt hen, og blev igen afløst af vores snakken. Måske var dét vores fly? Det var ved at være på tide at boarde, synes vi. Tiden var ved at være knap. De sagde en time – 60 endeløse minutter!

Pludselig bragede højttaleren løs. Jeg hørte aldrig, hvad stemmen sagde. For alle startede på en gang med at samle sine ejendele sammen og fulgte efter en assistent ud i det kolde mørke. Ordene...