Venerabilis / Reprint Beda: Anglernes kirkehistorie

Anno 731
1. Auflage 2021
ISBN: 978-87-430-6612-5
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 338 Seiten

Anglernes kirkehistorie er, som det fremgår, skrevet i år 731 af den engelske munk Beda. Heri skildres det splittede engelske rige og den spirende kristendom, der udfordrer folkets gamle skikke. I kronologisk orden følges begivenhedernes gang og kampen for religiøs og politisk enhed fra romernes første invasion i år 55 og frem til Bedas egen tid. Bogen giver et levende indblik i det England, som vikingerne mødte, da de i 793 indledte deres plyndringstogter på den hellige ø, Lindisfarne.

Beda (672-735) også kendt som »Den ærværdige Beda« (Beda Venerabilis) var en angelsaksisk munk, som viede sit liv til at studere og skrive. Allerede som barn blev han sat i kloster og var ivrig efter at lære. Hans værker viser, at han var belæst og havde stort kendskab ikke blot til Bibelen og kirkefædrene men også til de klassiske forfattere. Hans vigtigste værk er Anglernes kirkehistorie, der har vundet ham titlen The Father of English History.

Autoren/Hrsg.

Venerabilis, Beda

Reprint, Heimskringla

Leseproben

Oversætterens forord
Bedas angelsachsiske kirkehistorie, som danske Læsere herved gjøres bekjendte med paa deres Modersmaal, giver den christne Menighed Oplysning om, hvorledes vor Herres Jesu Christi Julebud i Gregor den Stores1 Dage kom til vore angelsachsiske Frænder i Brittanien mod Slutningen af det sjette Aarhundrede, og hvad Frugter det bar hos dem i de nærmeste fire Menneskealdere derefter. Mærkelig nok er dette Skrift af den berømte Angelsaxer, hvis Ærværdighed blev et Mundheld trindtomkring i Christenheden, bleven ændset saalidt af de Boglærde i den tydsk-lutherske Skole, at man lige indtil vore Dage næppe nok har vidst, at Evangeliets Kongevei, der alt i Apostlernes Dage gik fra Jerusalem over Grækenland til Rom, atter gaaer fra Rom om ad England til Tydskland og Norden. Men saa mærkeligt det er, er det dog let forklarligt, da man i den lutherske Skole snart blev saa ærke-luthersk og saa ukirkelig, at man, over Luther og hans Skrifter, næsten reent glemte ikke blot de ebraiske, græske og romerske Fædre af den christne Tro, men ogsaa, og det allermeest, de angelsaxiske, som dog paa en Maade mindst havde fortjent at skrives i Glemmebogen, eftersom de dog var de nærmeste Fædre, ved hvem Julebudet var kommen til Friser og Tydskere saavelsom til os, var Grenen paa det christelige Stamtræ, hvorfra de to Skud sprang ud, der med Guds Hjælp skal voxe til de i Fællesskab med dem, der gik forud og den syvende, der følger efter, sætter Kronen paa Guds og den hele Menigheds Værk. Denne Ringeagt for Angelsachsernes christelige virksomhed til Evangeliets Forplantelse til Tydskland og Norden og for deres store indflydelse paa den nye Christenhed i det Hele taget, har da blandt Andet havt til Følge, at man i det boglærde Tydskland hidindtil ikke har fundet det Umagen værd at oversætte Bedas Kirkehistorie paa Tydsk, hvorfor den ogsaa, saavidt jeg veed, indtil den Dag idag kun findes paa Latin2, som var det Sprog, hvori Beda skrev den, paa Engelsk og saa nu endelig ogsaa paa Dansk. Maatte nu denne danske Oversættelse ret blive til Gavn ikke blot for den danske, men for den hele nordiske Menighed og læses, som jeg troer den kan, baade til Oplysning og til Opbyggelse! Den vil da med det Samme bidrage Sit til at vende "Børnenes Hierter til Fædrene", og da navnlig til de christelige Fædre, som var vore Frænder efter Kjødet og skiltes kun ved guddommelig Styrelse fra os, for at de, oplyste og oplivede ved Gudsordet, som kom til dem fra de Gamle, kunde forplante det til os og gjennem os til de sildigste Slægter. Hjertet vil da sikkert ogsaa vendes med ærbødig Taknemlighed og inderlig Kjærlighed til den ligesaa ydmyge og fromme som høilærde og høiærværdige Mand, som i sit Munkebuur, efter Tidernes Vilkaar, gjorde sig al Flid for at indhente, samle og optegne alle de Efterretninger han kunde skaffe sig om den angelsachsiske Menigheds Plantning og Fremvæxt, uden hvilke vi aldeles ingen Besked vilde vide om, hvorledes Evangeliet om vor Herre Jesus Christus og Daaben dertil efter hans Indstiftelse var kommen fra den gamle Christenhed til den ny, fra Oldtidens Hovedfolk til de Folk, der i alle Henseender har spillet Hovedrollen i Middelalderen og Nytaarstiden. Hvor en saadan Kjærlighedsfølelse ved Læsning af Bogen vækkes til dens høiærværdige Forfatter, der vil man maaskee ogsaa med Fornøielse modtage følgende lille Tillæg om hans klosterlige Levnetsløb og daglige Omgivelser, som er Alt hvad jeg af de tarvelige Optegnelser har kunnet faae Samling paa. ________________ Hvem Bedas Forældre var, veed man ikke, Hans Fødselsaar sættes til 674 eller lidt før, og hans Fødested var, efter hvad han selv fortæller, i Egnen om Wearmouth-Kloster paa den nordre Side af Floden Wear. Aar 681 hjemsøgtes Størstedelen af England af en af de gruelige Pest-Sygdomme, som dengang var saa hyppige derovre; og da det netop var i dette hans syvende Aar, at hans Slægtninge betroede ham til Benedict Biscop for at blive opdraget hos ham i det nylig oprettede Peders-Kloster i Wearmouth, er det ikke urimeligt, at hans Forældre kort i Forveien var revet bort af Pesten; under alle omstændigheder var han da dengang fader- og moderløs. Som bekjendt var Benedictiner-Klostrene fra Begyndelsen af indrettede saaledes, at "Legems-Arbeide, boglig Konst og Skolehold gik Haand i Haand med Andagtsøvelser, saa Brødrene, mens de forarbeidede deres egen Salighed, kunde baade lære og vise Barbarerne, hvorledes Frihed og Lydighed, Himmel og Jord, Arbeide for Tiden og for Evigheden godt lod sig forene og førte da Velsignelsen med sig"3. Det var derfor intet Under, at Mange i de Dage ikke vidste nogen bedre Regel at lade deres Børn opdrages efter end Benedictinernes; og var det end med Veemod de bag Klostermurene forlod de Smaae, som med det Samme de sagde dem, ogsaa sagde Verden Farvel, saa kunde de dog vist i de fleste Tilfælde, gjøre det langt trøstigere og med langt bedre Haab for deres Fremtid, baade timelig og evig, end de fleste Forældre, der i vore Dage sætter deres Børn i Skole. Efter Benedicts Regel blev Barnet forresten ført op til Alteret af Forældre eller Værger, som da i Vidners Nærværelse høitidelig maatte forsikkre, at han gav Afkald paa Alt hvad der af verdslige Goder kunde tilfalde ham, eller, hvis de ikke var villige til det, maatte forpligte sig til at bringe Klosteret et Offer paa hans Vegne. Og som han nu stod der i Alterdragten med foldede Hænder var han uigjenkaldelig bunden til Klostertjenesten. Anderledes gif det til, naar det var en Voxen, der selv kunde tage sin Bestemmelse. Hos ham vilde man først prøve, hvor alvorligt og oprigtigt hans Forsæt var, saa han maatte i fire Dage efter hinanden henvende sig ved Klosterporten og fik ikke lov til at gaae længere end i den Deel af Bygningen, som var anviist Lægbrødrene. Her blev han først udspurgt af den, som skulde bringe Sagen for Abbeden og undersøge, hvorvidt han var skikket til at optages. Saa blev Benedicts Regel4 læst op og forklaret ham, at han kunde vide, hvad han for Fremtiden havde at rette sig efter. Stod hans Forsæt alligevel fast, blev han i sin verdslige Dragt ført frem for Abbeden, som i de forsamlede Brødres Nærværelse spurgte ham om Grunden til hans Begjæring. Han svarede da: Jeg ønsker at sige Verden Farvel og tjene Gud. Abbeden sagde: "Men sæt nu Broder! at du ikke er istand til at iagttage vor Regel, hvad saa? for har du eengang forpligtet dig dertil, kan du ikke vende tilbage til Verden. I en af Nicæner-Forsamlingens Bestemmelser hedder det, at naar En lægger sine Vaaben ned og vender tilbage til Verden, skal han gjøre Bod i ti Aar, og skjøndt vor Regel ikke indeholder nogen saadan Forskrift, er det dog bedre du betænker hvad du gjør, inden det er for sildig". Lod hans Beslutning sig nu heller ikke rokke efter det, blev han endnu engang fremstillet for Abbeden og Brødrene, og naar han saa høitidelig havde forsikkret, at han ikke paa noget Vilkaar vilde vende tilbage til Verden, aflagde han sin verdslige Dragt, fik sit Haar skaaret efter Regelen og blev optaget blandt lærlingerne. I Læretiden, som varede omtrent et Aarstid, blev han underkastet den strengeste Klostertugt, maatte ikke tale med verdslige Folk, ikke forlade Klosteret uden i Optog, ikke smage Kjød eller Sligt, medmindre han var syg, kort sagt, han maatte give de utvetydigste Beviser for Oprigtigheden i sit Forsæt, inden det Skridt blev gjort, som for bestandig bandt ham til Klosterlivet. Naar saa Prøveaaret var forbi, blev de, som havde holdt det ud, ført op til Alteret, hvor de knælede ned, og Abbeden tiltalte dem med følgende Ord: Vor Herre Jesus Christus har af kjærlighed til Syndere fornedret sig selv til at tage vort Kjød paa sig og aabenbaret sig som den Ringeste i Verden, kun uden Synd. Han har forligt os med Gud Fader og gjort os fra Vredens, til Naadens Børn. Ved Daaben har han givet os Forladelse for alle vore Synder, og Vreden vi havde paadraget os, har han forvandlet til Barmhjertighed. Men da vi efter Gjenfødelsen i Daaben, har gjort meget Ondt og har paa en Maade mistet den sønlige udkaarelse, ved at gaae bort fra ham, saa har han af sin frie Kjærlighed vist os en Vei, hvorved vi i ydmyghed og Bodfærdighed igien kan blive forligte med Gud. Derfor skal ingen af jer mistvivle om hans Kjærlighed, selv om I føler Jer trykkede under Vægten af Jeres Synder, for han som var villig til at iføre sig vort Kjød for Syndere, han fører ogsaa hver Dag deres Sag for Faderen. I derfor, mine Børn, som har forladt Verden og taget Jer Tilflugt til Gud, og nu staaer for ham og hans hellige Alter i jeres Brødres Forsamling, svar mig nu hver især med Jeres egne Munde, om I er villige til at forsage Verden og den Uvæsen. Ja. Abbeden: Vil I opgive Jeres forrige Levemaade og lade Kjærligheden til Jeres Slægt fare? Ja. Abbeden: Vil I i lydighed mod Benedicts Regel forsage selv Jeres...