Suetonius / Juhl Kejserbiografier

1. Auflage 2022
ISBN: 978-87-430-4515-1
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 471 Seiten

Gaius Suetonius Tranquillus (født 75, død 160), sædvanligvis kendt kun som Sveton, var en romersk historiker, sprogforsker, oldtidsforsker og embedsmand. Han var af ridderstanden og havde forskellige sekretærstillinger i de øverste lag af den keiserlige administration og var blandt andet en del af Plinius den yngres stab da han var prokonsul i Pontus. Han er bedst kendt for sit værk De vita Caesarum, som er en af de vigtigste kilder til det tidlige romerske kejserdømme. Han regnes blandt de mere objektive af antikkens historikere, men hans sym- og antipatier kommer ofte frem i teksten. Bortset fra få fragmenter fra hans omfangsrige forfatterskab er det kun biografierne af de tolv kejsere fra Julius Cæsar til Domitian som er bevaret i dag.

Autoren/Hrsg.

Suetonius, Gaius

Juhl, Peter Eliot

Leseproben

Indledning C. Suetonius Tranquillus1 var søn af en romersk ridder Sue­tonius Laetus (se Suetonius’ Otho kap. 10). Hans fødselsår kendes ikke2; om hans ungdom, der falder i Domitians regering, ved vi heller intet. Under Trajan finder vi ham som sagfører i Rom; den yngre Plinius omtaler ham i sine breve (I 18; III 8; V 10; ad Traianum 94–95) som omgangsven og litterært interesseret. Under Hadrian fik han den ansvarsfulde stilling som chef for det kejserlige sekretariat (ab epistolis), men mistede den igen på grund af mindre taktfuld optræden overfor kejserinde Sabina. Derefter synes han udelukkende at have helliget sig til litterær virksomhed. Hans dødsår kendes ikke. Suetonius var ikke historieskriver; hans litterære produktion falder helt og holdent ind under hvad oldtiden kaldte grammatik, vi nu til dags nærmest filologi (i ordets videre betydning, omfattende både sproglige, litteraturhistoriske og antikvariske studier). Hans bøger var til dels affattet på græsk. Hans hovedværk hed Prata (blandinger); det indeholdt afsnit om klædningsstykker og deres benævnelser, om romerske skikke, om tidsregning, om alle hånde naturvidenskabelige mærkværdigheder — alt med særlig hensyntagen til sprogbrugen. Rent sprogligt var værket om skældsord (på græsk). Også om grækernes og om romernes lege har han skrevet. Af alt dette er citater og udtog bevarede, idet Suetonius benyttedes stærkt af den senere oldtids forfattere, deriblandt kirkefædrene. Af et værk de viris illustribus (om berømte mænd), der indeholdt korte biografier af litterære berømtheder, er håndskriftlig overleveret det sidste afsnit, de grammaticis et rhetoribus (om filologer og veltalenhedslærere), dog ikke fuldstændigt; endvidere er der af et tidligere afsnit, de poetis (om digtere), bevaret enkelte biografier (Terents, Horats, Lukan, Virgil og Persius) i mere eller mindre omarbejdet form, idet de har været anvendt som indledninger til vedkommende digteres værker og er blevet overleveret sammen med dem. Suetonius’ kejserbiografier (de vitis caesarum) er det omfangsrigeste af hans bevarede skrifter. Det behandler i 8 bøger de 12 første kejsere, Cæsar medregnet. Indledningen samt begyndelsen af Cæsars biografi mangler i vore håndskrifter; men vi ved andetsteds fra at værket var dediceret gardekommandanten C. Septicius, der fungerede 119–21, og kan deraf slutte at det må være udgivet ca. 120. Kejserbiografierne er alle affattet efter et bestemt skema, der kun varieres ubetydeligt. Først gøres der rede for vedkommende persons afstamning og fødsel; derefter fortælles hans liv til hans regeringstiltrædelse. Selve regeringen behandles derimod ikke kronologisk, men systematisk, under bestemte rubrikker (jvf. Aug. kap. 9). Disse rubrikkers orden er ikke fast, og der kan være flere eller færre af dem; men visse principper overholdes, og maneren er overalt den samme. Efter skildringen af kejseren som regent kommer skildringen af ham som privatmand, ligeledes med faste rubrikker, men varierende orden. Endelig berettes om hans død og begravelse. Afvigelser fra dette skema forekommer, uden at det dog nogensinde helt opgives. Således tager i Cæsars biografi fortællingen om hans levned betydelig større plads op end ellers, fordi han først sent kom til magten og regerede så kort. Men efter en summarisk beretning om hans regeringstid (kap. 34–44) følger dog en systematisk del, mærkeligt nok med hovedafsnittene i omvendt orden: først private forhold, så en karakteristik af regenten — åbenbart fordi der herved nåes den bedste overgang til beretningen om hans død. I biografierne af Augustus, Tiberius, Claudius og Vespasian er skemaet i det væsentlige fulgt uden afvigelse. I Caligula, Nero og Domitian — de tre værste kejsere, der alle styrtedes på grund af deres ugerninger, — er der derimod fulgt en noget anden disposition: først er deres gode eller dog indifferente regeringshandlinger samlet under ét, dernæst deres...