Siculus / Juhl Diodors Romerske Årbøger

1. Auflage 2022
ISBN: 978-87-430-1068-5
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 73 Seiten

Om Diodors Liv ved vi næsten ikke andet end hvad han selv har berettet i sin Fortale; han hørte ikke til sin Tids betydelige Forfattere, og den antike Litteraturhistorie tier derfor næsten ganske om ham. Han var født i Byen Agy­rhion på Sicilien; opholdt sig imellem 60 og 57 f. Chr. i Ægypten; omtaler i sit Værk ikke noget Tidspunkt senere end 21 f. Chr.. Han har altså levet under Cæsar og August. Han påstår selv, at han har foretaget vidtløftige Rejser for at forberede sig til sit Værk, og at han har arbejdet derpå i 30 År.

Autoren/Hrsg.

Siculus, Diodorus

Juhl, Peter Eliot

Leseproben

Indledning. Curt Wachsmuth, Ueber das Geschichtswerk des Sikelioten Dio­doros I—II. Universitetsprogr. Leipz. 1892. — Ed. Schwartz, Artikel »Diodoros« i Pauly-Wissowa, Realencyclopädie d. klass. Altertumswissensch. — O. Leuze, Die römische Jahrzählang, Tübingen 1909. Om Diodors Liv veed vi næsten ikke andet end hvad han selv har berettet i sin Fortale; han hørte ikke til sin Tids betydelige Forfattere, og den antike Litteraturhistorie tier derfor næsten ganske om ham. Han var født i Byen Agy­rhion på Sicilien; opholdt sig imellem 60 og 57 f. Chr. i Ægypten; omtaler i sit Værk ikke noget Tidspunkt senere end 21 f. Chr.1. Han har altså levet under Cæsar og August. Han påstår selv, at han har foretaget vidtløftige Rejser for at forberede sig til sit Værk (1,4,1), og at han har arbejdet derpå i 30 År; begge Dele er efter Værkets Charakter lidet sandsynlige. Diodors Værk var en Verdenshistorie. Det omfattede i 40 Bøger Historien fra de ældste Tider til Cæsars Tid. De 6 første Bøger indeholdt Sagnhistorie indtil den trojanske Krig; de 11 følgende Historien fra Trojas Indtagelse til Alex­anders Død; de 23 sidste Resten, indtil År 60—59 f. Chr.2. — Af dette er fuldstændig bevaret 1.—5. og 11.—20. Bog; Resten kun udtogsvis. De fem første Røger er Sagnhistorie; 11.—20. Bog går fra 480—302. Fraset Sagnhistorien, for hvilken Diodor efter sit eget Udsagn ikke forefandt noget chronologisk Schema, og som han derfor har forsøgt at behandle ethnografisk, har D.’s Værk Årbogsform. Begivenhederne berettes År for År; indenfor hvert År gennemføres en lokal Inddeling, således at det egentlige Grækenlands Historie kommer først, derefter Siciliens og Syditaliens, endelig Roms. I de senere, tabte Bøger er dog sikkert Roms Historie efterhånden trådt i Forgrunden. Diodor betegner sine År efter attiske Archonter og romerske Magistrater; endvidere tilføjer han hvert fjerde År Olympiadens Tal og Sejrherren i Væddeløb. Dette nøjagtige chronologiske Schema vilde gøre ham overordentlig værdifuld for os, dersom det var til at stole på; men det er det desværre ikke. Ganske vist synes den Årstavle, som D. har lagt til Grund for sin græske Chronologi, i det Hele at have været pålidelig (hvem dens Forfatter har været, veed man ikke); men D. er alt andet end pålidelig i den Måde, hvorpå han har indordnet Begivenhederne i sit chronologiske Schema. Hans Kilder fortalte ikke i Årbogsform, og han har derfor — foruden andre Fejltagelser — ofte under eet År berettet, hvad der i Virkeligheden har strakt sig over flere, uden at gøre opmærksom derpå. Hertil kommer, at han uden Tvivl selv har foretaget Sammenstillingen af attiske Archonter (og Olympiader) med romerske Magistratsår — en chronologisk Opgave, der lå over hans Kræfter. Herom vil siden nærmere blive Tale. Det egentlige Indhold af sit Værk skaffede D. sig på den Måde, at han for hvert Afsnit valgte sig en Kilde (sjeldnere to, som han kombinerede) og skrev den ud, idet han forkortede den stærkt. Hans Valg synes for en stor Del at have beroet på Tilfældigheder, og det er faldet højst forskelligt ud i de forskellige Partier. Undertiden har han været meget uheldig; således har han i den mythographiske Del af sit Værk for en stor Del benyttet rene Svindlere, og også andetsteds, som i Alexander den Stores Historie, har han fået fat i slette Kilder. Men i det Hele og Store har han holdt sig til berømte og betydelige Historikere; således har han til den ældre græske Historie benyttet Ephoros, til Sicilien Timæus og senere Duris, til Diadochertiden en fortrinlig Kilde, der ikke kan benævnes. Han bliver derfor af stor Vigtighed især for de Tidsrum, hvor vi savner udførlige Beretninger af ældre Historikere. For den romerske Histories Vedkommende må man hos D. skelne nøje imellem Tiden før Pyrrhus’s Krig og Tiden efter. Fra det Øjeblik af, da Romerne for Alvor stødte sammen med Grækerne, tog den græske Historieskrivning sig også af Roms Historie, og D. har ganske naturligt benyttet græske Kilder for disse Afsnit af sit Værk — deriblandt for store Strækningers Vedkommende Polybius. Hvor han har grebet til romerske — han talte og forstod efter eget Sigende godt Latin —, er de unge og slette, såvidt vi kan kontrollere Sagen; denne Del af hans Værk er jo kun bevaret i Udtog. Ganske anderledes er Forholdet med den ældre romerske Historie, fra Kongetidens Begyndelse til Året 302. Man er her enig om, at D. har benyttet en af de gamle romerske Årbogsforfattere — efter den almindeligste Antagelse Fabius Pictor, den ældste af dem alle, som levede på den 2den puniske Krigs Tid og skrev romerske Annaler på Græsk. Uagtet hele det Tidsrum af den romerske Historie, for hvilket D.’s Værk er fuldstændig overleveret, også er bevaret i Livius’s langt udførligere Fremstilling, bliver derfor D.’s korte Notitser af største Vigtighed for os; thi Livius har helt igennem fulgt de yngre romerske Annalisters stærkt udsmykkede og forvanskede Fremstilling og er derfor ofte næsten værdiløs som historisk Kilde. Det er dette Parti af D.’s Værk, som i det Følgende skal gengives i Oversættelse, og det vil derfor være nødvendigt at give en mere indgående Charakteristik deraf. Af de Udtog, der er bevarede af Diodors 6te—10de Bog, fremgår det, at hans Behandling af den romerske Sagnhistorie har været forholdsvis udførlig. Når vi derimod kommer ned i Republikkens Tid, dér hvor D.’s sammenhængende Fremstilling er bevaret, er hans Meddelelser som oftest meget magre. Mangen Gang har han overhovedet ikke andet end Navnene på Årets Konsuler eller Krigstribuner, og slet ingen Begivenheder; andre Steder er der en ganske kort Notits om et Slag, Erobringen af en By eller lignende — yderst sjeldent om Begivenheder af den indre Historie. Kun ganske få Steder — ved Decemvirernes Fald, Gallernes Indtagelse af Rom og App. Claudius’s Censur — er hans Fremstilling udførligere; den udmærker sig forøvrigt i disse Tilfælde ved Klarhed og Overskuelighed, medens den er uden al Pynt. Denne Uligelighed i D.’s Behandling af Roms Historie skyldes uden Tvivl for en Del ham selv. Når vi således i 17de og 18de Bog ikke finder andet end Konsulnavnene, og i 16de Bog næsten ikke andet, så kan der ikke være Tvivl om, at Diodor her har udeladt Notitser, der fandtes i hans Kilde. I et enkelt Tilfælde kan dette positivt bevises: i XIX 10 hedder det, at Romerne førte Krig med Samniterne på 9de År; men om Krigens Udbrud har D. ikke bragt nogen Efterretning. Også ellers er der ingen Grund til at betvivle, at D. lejlighedsvis har udeladt en Angivelse i sin Kilde, der syntes ham uvigtig, eller trukket dens Fremstilling sammen. Men selv om man bringer alt dette i Anslag, tør man dog ikke gå ud fra, at hvor der mangler enhver anden Efterretning fra Roms Historie end netop Konsulnavnene, der skyldes det altid eller i Reglen Diodors Forsømmelighed. Vi har bestemte Efterretninger om, at netop de ældste Annaler ingenlunde indeholdt historiske Efterretninger til hvert År, men også kunde nøjes med den blotte Angivelse af Årets Magistrater. På den anden Side er vi også istand til at fastslå, at allerede de ældste Annaler behandlede den romerske Sagnhistorie forholdsvis udførligt — ganske ligesom Diodor har gjort. Betragter vi endelig D.’s XIX og XX Bog, de sidste, der er fuldstændig overleverede, så finder vi dér romerske Efterretninger for næsten hvert eneste År. De er ganske vist korte og knappe i Sammenligning med de yngre Annalers udtværede Skildringer; men de hænger sammen og gør det muligt at danne sig en nogenlunde tydelig Forestilling om den store Samniterkrigs Gang. Tager man nu Hensyn til, at Diodor har udeladt alle romerske Notitser af XVII og XVIII Bog og rimeligvis har forkortet stærkt i XV og XVI; ser man endvidere, at hans Notitser flyder betydeligt rigeligere i XIV Bog end i XI, XII og XIII: så får man Billedet af en Årbog, der til at begynde med er yderst mager, næsten kun et chronologisk Skelet, men bliver fyldigere efterhånden som den nærmer sig Forfatterens egen Tid. Dette Billede svarer ganske til den Forestilling, vi efter Sagens Natur og de bevarede Efterretninger må danne os om de ældste romerske Annaler, og vi tør derfor antage, at Diodor i det Hele — når passende Hensyn tages til hans vilkårlige Arbejdsmåde — giver os en tro Gengivelse af et sådant Værk. Dette Resultat bestyrkes yderligere ved en Enkeltiagttagelse. Vi veed, at de ældste Annaler havde den Ejendommelighed, at de — fraset Sagnhistorien, der overhovedet indtager en Særstilling — i Reglen blot berettede Begivenheder, uden at nævne bestemte Navne. Denne Ejendommelighed genfindes nu fuldt ud hos Diodor. Navnlig er det Regel, at hvor den romerske Hær udfører en eller anden Bedrift, dér nævnes dens Anfører ikke, med mindre han er Diktator. Diktatorens Nævnelse var ikke til at undgå, fordi han hører med til Magistratslisten, men først træder op et Stykke hen i det regelmæssige Magistratsår og af særlige Grunde. Derimod adskilles de to Konsuler regelmæssig ikke i Beretningen om Krigens Førelse; og ligeledes er Nævnelsen af andre Navne — for så vidt de ikke lå i Sagens Natur, som når der berettes om Forsøg på at opkaste sig til Eneherre — en sjelden Undtagelse. Det Spørgsmål, hvilken af de gamle Annalister D. har benyttet, har været Genstand for adskillig Uenighed. Man kan bestemme hans Kildes Tid med tålelig Bestemthed. D. siger nemlig XIX 72, at Romerne »lige til vor Tid« har benyttet...