Rafn Mand uden skygge

1. Auflage 2018
ISBN: 978-87-970670-1-7
Verlag: Banderole
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 192 Seiten

Romanen er en satire over et Danmark i nær fremtid, hvor demokratiet er blevet erstattet af et farmakrati styret af medicinalindustrien. Et samfund, der uden at blinke kalder sig selv for den bedste af alle verdener og hvor alle medicinerer sig til uafbrudt lykke. Men samtidig et samfund, hvor enhver eksistentiel eller konfronterende tanke er dømt ude på forhånd. I dette velmenende venlighedstyranni stikker den muntre, men også skæbnebesatte og ikke så lidt ustabile eksforfatter Torben ud. Ifølge alle målinger hos Centret for Lykke og Personlig Vækst er han nemlig i fare for helt at falde udenfor det normale lykkeskema og ned til De Uhelbredelige. Man beslutter derfor at ville redde Torben, da man vurderer at hans potentiale er alt for stort og derfor ikke må gå til spilde. Problemet er bare at Torben ikke vil reddes. Han vil faktisk ikke engang hjælpes. Han vil være sig selv - på godt og på ondt. En voldsom konflikt mellem to diametralt modsatte måder at anskue tilværelsen på er dermed brudt ud. Hvem går af med sejren?

Født 1972 i København. Har skrevet dramatik til film, radio, tv og teater siden 1996. Har vundet Dansk Blindesamfunds Radiospilpris to gange. Debuterede som prosaforfatter i 2016 med romanen Den højeste dom. Seneste arbejde var manuskriptet til spillefilmen Kærlighed og andre katastrofer. I 2018 modtager af arbejdslegat fra Statens Kunstfond til arbejdet på sin tredje roman.

Autoren/Hrsg.

Rafn, Torbjørn

Leseproben

1
"Jeg hører hvad du siger, Torben." Bevidsthedscoachen Karen så venligt på ham. Han forventede, at hun ville fortsætte, men der kom ikke mere. Til gengæld fastholdt hun sit smil. Det lod til at være limet fast til munden. De sad i Karens kontor i kommunens Center for Lykke og Personlig Vækst, Afdeling 2, hvor al kommunikation med borgerne foregik. Der duftede af rengøringsmidler, scented med nyslået græs så vidt han kunne bedømme, i den hermetisk lukkede bygning. Et duftlys i nærheden (men hvor, spurgte han sig selv) udsendte en stank af vanilje. Udenfor kontorets brede panoramavindue var der udsigt til et større grønt område, hvor forskellige træer og buske havde vokset sig store og smukke siden anlæggelsen tilbage i 2021, da Den Store Sundhedsreform var trådt i kraft. Mellem træerne snoede der sig små plankestier, hvor mennesker gik, stod og sad. Nogle alene, andre talende med hinanden. Når man kiggede på alt dette, virkede det ganske fredfyldt og behageligt. Og kiggede man særligt godt efter, ville man ikke kunne undgå at bemærke, at alle uden undtagelse gik rundt med et stort smil. Det samme smil som Karens. Et smil uden et ansigt, tænkte Torben, med det for ham sædvanlige skeptiske syn på tingene, som lod til at høre sig til hans natur, og som var en af årsagerne til, at han var tilsagt til afklaring den dag på Karens kontor. Og et smil, tænkte han videre, der i sin konstans er helt i overensstemmelse med grundtanken i Lykkevision 2050, sådan som den var blevet formuleret i Bellacentret tilbage i foråret 2022. Og hvad var den vision så? Ganske enkel. Alle mennesker i Danmark skulle, uden undtagelse, have opnået fuldkommen og vedvarende lykke senest i 2050. Man anså dette for at være ikke bare det rigtige at gøre, men det eneste der var at gøre. "Undskyld, hvad var det jeg sagde?" spurgte Torben distraheret og kiggede på Karen. Hans tanker havde nået at vandre ud gennem det lukkede vindue, ud på al venligheden og lykken derude. Måske også, eller især, fordi han kedede sig her på dette kontor i selskab med denne kvinde. Der var faktisk noget utroligt kedsommeligt, nærmest åndsdræbende, ved Karen og hendes evigt positive syn på tingene. "Du er vist lidt distræt i dag, Torben." Karen så på ham med store, kornblå øjne. De var ganske dybe, men afslørede ingen tankevirksomhed. Ikke noget han kunne identificere i det mindste. Han havde for længst vænnet sig til, at hun afsluttede alle sætninger med at tilføje hans navn. I begyndelsen havde det irriteret ham. Nu følte han en hvidglødende vrede til netop denne tilbøjelighed, en vrede der ikke desto mindre hurtigt afløstes af en total ligegyldighed. Han havde ærligt talt sværere og sværere ved at forstå disse udsving i sig selv. Men det var vel også derfor de sad her, Karen og ham. Hun skulle hjælpe ham, og han skulle lade sig hjælpe. Det hun udstrålede var sådan set lutter hjælpsomhed. Han spekulerede på, hvordan al den imødekommenhed mon kom til udtryk i en seng, velvidende at hvis dén hemmelige tanke kom hende eller centret for øre, ville han formentlig blive trappet op i sin medicin med øjeblikkelig virkning. Han var derfor efterhånden blevet ganske god til at holde sin kæft med visse ting, en evne han i øvrigt ikke respekterede sig selv for. Der var jo engang, hvor han ikke ville have tøvet med at sige den slags højt. Men det var længe siden, før Sundhedsreformen og før Lykkevision 2050. Der var dog stadig noget inden i ham, der gjorde oprør, og som han også ind imellem gav mæle, dog ikke så voldsomt som før i tiden. Hver gang det skete, smilede Karen. Det virkede nærmest som om, at hun kunne lide det eller fandt det sjovt. Som når man ser en grotesk komedie, hvor personernes adfærd er overdrevet i forhold til de handlemønstre, man måske alligevel, med en lille indrømmelse, godt kan genkende lidt fra sig selv og sit eget liv. Lige bortset fra at netop de teaterstykker eller film heller ikke blev lavet mere. I biograferne kørte der nu kun film om uproblematiske, sympatiske mennesker, der alle, uden undtagelse, sagde og gjorde det rigtige. Man havde hos alle de tre store medicinalvirksomheder i landet, de selvsamme tre firmaer der havde delt Danmark imellem sig i tre territorier, enstemmigt besluttet, at medicineringen af befolkningen ikke kunne stå alene. Man havde vurderet, at man stadig havde brug for bøger og teater- og filmkunsten til at hjælpe den store sundhedsvision på vej. At akkommodere den som det hed, dengang man nedlagde klare retningslinjer for, hvilke kunstprodukter, der skulle nå offentligheden og hvilke der ikke skulle. Man var især optaget af det, som farmakologiens udviklingsfilosoffer havde defineret som klare rollemodeller. Disse skulle erstatte det mærkelige træk ved menneskene, der stadig og på uforklarlig vis syntes at udvise en fjern forbindelse til ældre tiders primitive dyrkelse af myter, totemer eller guder, der ikke sjældent udviste hævngerrige eller ligefrem ondskabsfulde træk i deres adfærd og derfor fremstod lige dele truende og gådefulde for en moderne, rationel bevidsthed. Dette havde man selvfølgelig konkluderet ikke på nogen måde kunne gavne folkesundheden. Man var fra farmakologisk hold derfor begyndt at se på kunsten, den offentligt støttede vel at mærke, som et sted hvorfra der udgik unødigt komplekse receptioner, hvilket ville sige tanker og forestillinger, der var med til at sprede uhensigtsmæssige negative tankemønstre i samfundet. Man havde konkluderet at en anden slags kunst, en kunst båret frem af gode hensigter og et ukomplekst, positivt livssyn ville udgøre et ønskværdigt delmål i Lykkevision 2050. Derhjemme havde han dog stadig et hemmeligt rum i væggen på sit arbejdsværelse, hvor han havde gemt de bedste af de forbudte film fra sin barndom og ungdom, og som havde undgået at blive konfiskeret under Den Store Oprydning i 2023. Han så ofte disse film, men med lyden skruet næsten helt ned. Man kunne aldrig vide om en nabo eller en forbipasserende ude på villavejen opfangede noget og eventuelt foretog et opkald til kommunen. I begyndelsen havde han set filmene sammen med Louise, og det havde da også virket som om, at hun stadig havde sat pris på deres tilsyneladende budskabsløse svælgen i det han muntert havde kaldt den menneskelige komedie. Men efterhånden havde hun mistet interessen, og på det seneste havde det stået klart for ham, at hun decideret ikke brød sig om, at han stadig sad og dyrkede dem om natten. "Hvorfor tror du, vi to sidder her i dag, Torben?" "Jeg fik at vide, jeg skulle gå herhen, så det gjorde jeg." "Jo, men --- hvorfor, Torben?" "Det ved jeg ikke. Men måske du kan fortælle mig det." Nu var det ham, der smilede. "Jeg kan se, du brænder for at fortælle mig det." Karen smilede tilbage. Hun lænede sig frem med albuerne på bordet. Aftegningen af hendes bryster kunne ses gennem den laksefarvede cashmeresweater. Han begyndte at modtage visse billeder nu på sin indre skærm. Gad vide om hun kunne fornemme det? Hun forekom ham at være en højst udsædvanlig blanding af lige dele naivitet og veludviklet intuition. "Der var jo den der hændelse forleden, nede på Damhusengen, ikke sandt, Torben?" Han svarede ikke. Mod sin vilje måtte han indrømme, at han faktisk følte en vis skam ved det, der var sket. "Hvorfor smadrede du lygten, Torben? Hvorfor samlede du den sten op? Tænkte du slet ikke på, at det måske var forkert, Torben?" "Ikke i situationen." "Men bagefter, tænkte du så ikke, at det var forkert?" "Nej. Faktisk ikke." Karen sukkede og smilede trist, som om at det gjorde hende ondt, det han sagde. "Du forskrækkede jo den kvinde, der gik på stien, Torben." "Det er jeg godt klar over, men ..." Han tøvede. "Men hvad, Torben? Fortæl mig det. Jeg er her for at hjælpe dig, for at vi sammen kan finde ud af at løse dine problemer. Du samlede stenen op, kastede den mod lygten og smadrede lygten. Hvorfor, Torben?" Han tænkte sig om, vendte tilbage til hændelsen forleden. Samlede vel mod i virkeligheden. Mod til at sige det, han godt vidste var sandheden. Så sagde han det. "Fordi jeg havde lyst til at se hende blive forskrækket, hende kvinden. Jeg tror, hun trængte til det. Jeg tror ikke det er så farligt, som du og dine kolleger går og forestiller jer, at få sig et godt chok ind imellem." Torben tog en dyb vejrtrækning. Nu havde han sagt det, og det føltes godt. Han havde ikke talt sådan i flere år. Han havde tænkt det, tusindvis af gange havde han tænkt det, men sagt det højt havde han ikke. Og slet ikke til Karen. Tidens kværn og alle de frygtelige ting der...