Rafn Den højeste dom

1. Auflage 2016
ISBN: 978-87-7188-543-9
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 220 Seiten

Bag en ståldør i en kælder et sted i Belgien sidder den danske dommer Daniel Krupp og venter på sin egen henrettelse. I timerne inden solopgang genkalder han sig begivenhederne, der ledte op til hans tilfangetagelse, og de anklager - nogle sande, andre usande - hans navnløse vogtere har dømt ham på. En fortælling om et grænseløst, men klaustrofobisk Europa, og om en mand på flugt fra sin egen værste fjende: Sig selv.

Torbjørn Rafn, født 1972 i København. Har skrevet dramatik for radio, film, tv og teater. "Den højeste dom" er hans første roman.

Autoren/Hrsg.

Rafn, Torbjørn

Leseproben

I
Udenfor ligger Belgien. Tænkte Daniel Krupp. Han løftede blikket. Højt oppe, otte-ni meter over hans hoved, kunne han lige skimte en grå flig af himlen gennem et lille, tilgitret vindue. Hvad skulle han bruge den himmel til nu? Den kunne ikke andet end minde ham om den frihed, han for få timer siden havde mistet for altid. Men et andet spørgsmål meldte sig i det samme: Havde han egentlig nogensinde, dengang han havde muligheden, turdet gribe denne frihed? Han så bittert ned på sine fødder, der var stukket i et par gamle støvler, som hans vogtere havde givet ham. Snørebåndene var blevet fjernet. Man bekymrede sig åbenbart for ham. Ville ikke have at han tog sit eget liv. At tage sit eget liv. Han gentog ordene for sig selv, hviskede dem ud i det tomme rum, men de gav ikke rigtig nogen mening. Han satte sig ned på briksen, hvor der var lagt et gråt uldtæppe ud, samme farve som himlen udenfor. Stålbakken med hans sidste måltid lå på gulvet. Noget lyst kød af en art, i citronsovs. Det havde faktisk smagt godt. Havde de mon virkelig fået en professionel kok til at tilberede det? Han ville ønske, at han vidste hvad det var han havde spist. Han måtte virkelig huske på at spørge vagten næste gang. Det var vigtigt. Mere vigtigt end noget andet faktisk. Og det undrede ham, at de havde gjort så meget ud af maden. Deres adfærd havde lige siden hans tilfangetagelse nogle dage tidligere midt inde i Bruxelles været en forvirrende blanding af hensyntagen og brutalitet. Ja, en mærkelig flok var de, de som nu havde anklaget ham og dømt ham til døden. Han havde talt dem til at være halvtreds, alle mænd på nær en enkelt kvinde. Hun havde haft en sort klap for øjet, og det var hende, den enøjede, der havde ført ordet under rettergangen. Menneskeheden havde hun kaldt dem. Menneskeheden mod Daniel Krupp. Men i realiteten vidste han godt, hvem de var: Den kriminelle underverden i dette forbandede land, han åbenbart ikke kunne slippe ud af. Hvem skulle de ellers være? De havde jo ikke præsenteret sig for ham i normale juridiske termer. Den enøjede kvinde havde bare rejst sig op og anklaget ham for de forbrydelser, som de på forhånd havde besluttet sig for, at han havde begået. Lynjustits midt i Europa, i en kælder dybt under jorden. Og ingen politifolk, ingen journalister, ingen offentlighed. Ingen dommer. Kun halvtreds mænd og en kvinde, alle selv forbrydere, der alle havde gjort langt værre ting end han. Hvad har jeg gjort? Det med pigen, eller den unge kvinde rettere, var slemt. Det vidste han godt, og det havde han også sagt til dem. Men alt det andet, det med Luc og hans familie, for slet ikke at tale om de indespærrede børn hos uhyret Marc, det var jo ikke hans skyld. Han havde bare været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. I det hele taget var det at tage til Belgien, mod sin vilje, for tre måneder siden det mest forkerte han nogensinde havde foretaget sig. Alt hvad der var sket siden, var jo netop sket imod hans vilje. Hans ønsker havde aldrig handlet om at gøre nogen fortræd. Tværtimod. Det var som om at de, den selvudnævnte menneskehed, hans dommere, nægtede at ville forstå dette enkle faktum. Vreden begyndte at fylde ham igen. I de sidste timer havde han formået at holde den nede. At indrømme sin skyld over det med pigen, Sonya, havde umiddelbart fyldt ham med lettelse. Men nu skød vreden op i ham igen. Som en lille sort blomst bredte den sine giftige stængler ud i hans krop, og han begyndte at ryste, så han til sidst måtte holde fast i briksen med begge sine hænder for ikke at skrige. Det lykkedes ham til sidst at genvinde roen, og da tågen for hans blik lettede, fik han øje på den tandstikker han havde fået sammen med maden. Den lå på bakken ved siden af den tomme tallerken. Han bøjede sig ned og tog den, stak den træt ind mellem kindtænderne for at fjerne resterne af det døde dyr. Hvor mange timer var der mon tilbage nu? Han kunne høre dem samle maskinen udenfor den stålarmerede celledør. Han var ærlig talt blevet overrasket, da det gik op for ham at han skulle guillotineres. Det var så uvirkeligt, at han ikke engang var blevet bange lige da de havde sagt det. Men nu, da de hårde klakkende lyde nåede ham ude fra gangen, blev den virkelig. Når den var samlet, var den endnu mere virkelig. Og kniven over hans hoved ville være virkelig. Bøjlen omkring hans hals. Var den mon af metal eller træ, bøjlen? Han ville klart foretrække en bøjle af træ. Vagten havde lavmælt sagt til ham, at når kniven faldt, ville han højest mærke en let kølighed i nakken. Hvilken lettelse! Menneskeheden gjorde altså klar til hans død. De havde voteret og fundet ham skyldig, og når solen stod op næste gang, ville det hele være forbi. Hele denne mærkelige teaterforestilling hans liv havde udartet sig til ville være overstået. Et sted inde i sig selv prøvede han at se frem til denne afslutning, prøvede at sige omsider. Slut med at løbe, slut med at skjule sig. Det var blevet tid til at runde af. Godt det samme. Ville han måske savne nogen? Nej. Men ville nogen savne ham? Han tænkte over dette og kunne ikke komme på nogen. Når han ransagede sit sind, som når man leder efter en lille bestemt ting på et pulterkammer fyldt med et langt livs ophobet ragelse, kunne han kun komme på én ting, der havde betydet noget, og det var karrieren. Ikke selve arbejdet som advokat og siden dommer, men karrieren forstået som måden at bevæge sig op ad en usynlig stige på. En stige hvis trin førte én op over de andre, der nu var under én. Problemet var bare, at der altid havde været nogen ved siden af og over én. De var jo ganske mange, der kravlede på den stige. Og hvor førte den hen? Stoppede den mon nogensinde? Var der ikke altid et trin til at erobre? Udnævnelsen til Højesteretsdommer ville have udgjort det sidste trin, den sidste anerkendelse, den endegyldige hævden sig over alle andre. Nu var han dog ikke så sikker, ikke her, i dette kælderrum Under alle omstændigheder var stigen styrtet sammen. Hans karriere eksisterede ganske enkelt ikke mere. Om han slap levende ud herfra eller ej, ville ikke gøre nogen forskel. Hans gamle liv ville han ikke kunne vende tilbage til. Det han havde kæmpet for, det han havde brugt så mange kræfter på i så mange år, var på få uger blevet helt og aldeles formøblet. Nogen ville helt sikkert blive glade for dette. Han havde jo konkurrenter hjemme i Danmark. Med hans exit fra scenen ville de være nærmere opfyldelsen af deres drømme. En mindre at kæmpe imod. Men var de andres sejr hans største ulykke nu? Muligvis. Men hvad var der så tilbage? Kun et. Han ønskede ikke at dø. Han ønskede stadig at leve. Ligesom alle andre. Selv de der ønskede at dø. Ønsket om at dø, er det i virkeligheden ikke det allerstærkeste ønske om at leve? Han måtte ikke lyve for sig selv. Ikke nu. Ikke mere. Det skyldte han sig selv. En mands sidste stund kræver af ham, at han er ærlig. Men hvem var han egentlig? Han så ned på sine hænder, vendte håndfladerne op som for at finde svaret i linjerne der. Men han kunne ikke læse i hænder, troede heller ikke på den slags. Hvem var han? Det var spørgsmålet, der stod tilbage og ikke kunne undgå at påkalde sig opmærksomhed. Som en klippeblok i et øde landskab man får øje på gennem en snavset rude. Som betragtede han en person, han ikke havde nogen særlig tilknytning til, begyndte han at opregne de kolde facts. Hans navn: Daniel Krupp. Halvtreds år gammel. Født i København i 1965, på Vesterbro, i det man dengang kaldte beskedne kår. Ingen søskende. En far der drak. En hjemmegående mor. Mærkeligt nok slog faren ham ikke. Han var der også kun sjældent. Havde travlt med flaskerne, som han ret disciplineret altid opsøgte udenfor hjemmet, mine små grønne venner, søn, og også nogle damer rundt om i kvarteret, som han hjalp hist og her. Til gengæld holdt moren sig ikke tilbage med at slå, når hun mente at han, Daniel, havde gjort noget forkert. Hun udviklede med tiden en irriterende vane med at ramme ham på øret. En gang havde han fået sprængt trommehinden ved det. Han spekulerede på om hun mon gjorde det bevidst, ramte ham der og ikke på kinden? Det ville have lignet hende. Tidligt i livet var han begyndt at se hende som en hævngerrig kvinde. Et menneske der i bund og grund foragtede sig selv og derfor lod det gå ud over andre. Senere tog han sin hævn og blev den første i familien, der fik en studentereksamen. Endda den næstbedste på den årgang. Dog, selv dengang var der nogen, der stod over ham på stigen. Væk fra Vesterbro, bolig rundt om hjørnet på Frederiksberg, der føltes som en anden verden. Derefter jurastudiet på Københavns Universitet. Cand.jur. i 1989. Hurtig...