Paasche / Reprint Snorre Sturlason og Sturlungerne

1. Auflage 2024
ISBN: 978-87-430-8702-1
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Norwegian Bokmål, 374 Seiten

Snorre Sturlason og Sturlungerne tegner et portræt af den islandske storhøvding og historiker Snorri Sturlasson og hans slægt. Kilden er Sturlungasaga, der er en samling af flere samtidssagaer. Den norske litteraturkritiker Philip Houm skrev således om værket: »Den gamle Sturlungasagaen . . . er et kaos man lett kan gå seg vill i. Jón Helgason har kalt den uleselig, så rotet og innviklet er den. - Fredrik Paasche satte seg fore å bringe orden i kaos. Og han klarte det. Han har, som Francis Bull uttrykker det, 'forenklet og fortettet, ordnet og omgruppert, tilført nytt stoff fra andre kilder og strøket det uvesentlige og uvedkommende, slik at både enkeltmenneskene og helheten er blitt levende'. Derfor ble Paasches bok hilst som en bedrift og et mesterverk, skapt av en som både var vitenskapsmann og kunstner.«

Fredrik Paasche (1886-1943): Norsk litteraturhistoriker og professor i europæisk middelalderlitteratur. Som forfatter var Paasches bøger præget af faglig grundighed og stor fortælleglæde.

Autoren/Hrsg.

Paasche, Fredrik

Reprint, Heimskringla

Leseproben

Havlide Maarsson og Torgils Oddeson.
Vatnafjord kaldtes i gamle dager en arm av Hunafloen, den vestligste og største av alle de mægtige fjorderne paa Islands nordkyst. I landet indenfor ligger Vesterhopsvatn, en lang men ikke bred sjø, som strækker sig fra syd mot nord. Langs østsiden av sjøen stryker et aasdrag, men i vest er der bygget land mellem vatnet og bergene. Her ligger gaarden Breidabolstad, med Sotafell over; fjellet har navn efter Sote, den første som tok land i Vesterhopsbygden. I de dager, da Sigurd Jorsalafarer og Eystein var konger i Norge og Øssur erkebiskop i Lund og Gissur Isleivsson og Jon den hellige biskoper paa Island, bodde høvdingen Havlide Maarsson paa Breidabolstad. Havlide var gift med en brordatter av biskop Gissur. Han var en gammel mand ved den tid sagaen om ham tar til. Faa høvdinger stod saa høit i folks omdømme som Havlide. Det var Altingets vedtak, da Islands lover først skulde skrives i bok, at arbeidet skulde ske paa Breidabolstad, hos Havlide. Kyndige mænd sat da længe sammen hos ham og blev færdige med den del av lovboken, som hadde drapssaker til emne. Det var vinteren 1117 —1118. Havlide var av god og velkjendt ætt. Maar, hans far, hadde i unge dager tjent i væringeflokken, hos keiseren i Miklegard, og der møtt Harald Sigurdsson, som siden blev konge i Norge. Ellers het det sig, at Maars og Havlides egen ætt kom fra konger: landnaamsmanden Ævar den gamle, farfars farfar til Havlide, kaldtes dattersøn av Harald gullskegg, konge i Sogn. Havlide holdt meget paa sine frænder. Men hans troskap mot ætten drog ham ind i en ufred, som litet stemte med agt og ønske hos denne kloke og retsindige mand. Det tok til netop ved den tid loverne blev ført i bok paa Breidabolstad. * * * Maar het en brorsøn av Havlide. Han var ilde likt av alle, lumsk av sind og ulik sine gode frænder. Maar hadde noget gods, men tok daarlig vare paa det. Om vinteren gik han ofte paa Breidabolstad og var til bry for farbroren. Men en vaar kjøpte han sig en skute og fór op i havet og vilde fiske. Han holdt sig paa vestsiden av Hunafloen og kom til Stranderne, en kyst med fjell og jøkler, saa langt mot nord at det snart er aapne sjøen utenfor. Trékyllisvik heter en kort og bred fjord paa Stranderne. Dit la Maar ind og kom til bonden Hneite paa gaarden Aavik. Hneite var en mand av god ætt, drev stort fiske og stod sig godt; han hørte til i det tinglag, hvor Havlide var høvding, og tok vel imot hans brorsøn. de tider var det mange som vilde prøve fisket der paa Stranderne og ønsket at finde Hneite. En dag kom en mand, som kaldte sig Olav Hildeson. Han hadde stort haar som faldt i lange lokker, noksaa tykfalden var han og ikke vakker. Manden var vel klædd, men hadde ellers ikke andet at fare med end sine vaaben og en kiste med klæder. Han vilde gjerne være ombord hos Hneite; men der var det mandskap nok i forveien. Saa vendte han sig til Maar og bad om rum i hans skute. Maar saa paa Olav og sa: „Hvor er redskapen din og færdematen din? Slikt bruker folk at ha, naar de søker sig skuterum?“ Olav maatte svare som sandt var at han ingen av delerne hadde. Da sa Maar, at det ikke var hans skik at ta imot mænd som stelte sig saa uvettig; og han la til, at han syntes Olav saa noksaa ilde ut Men tilslut hørte han paa Hneite, som bad for manden, og tok imot Olav; men vilkaaret var, at for arbeide og løn skulde Maar raade som han vilde. Det hændte en gang om sommeren at arbeidet gik traat for Olav, og Maar var ikke blid paa ham. Siden kom der baade det ene og det andre mellem dem, og det gik saa vidt, at Olav gav onde svar. Om høsten fór de tilbake til Aavik og hadde stor fangst. Da spurte Olav, hvad han skulde ha til løn; men Maar sa at han ingenting skulde ha og ingenting var værd. Olav svarte, at han ofte hadde møtt ættstore mænd, men aldrig før lidt overlast av nogen. „Nu har jeg ikke hørt paa maken,“ sa Maar; „det maatte være merkelig om jeg skulde ta imot ond-ord av dig.“ Og Olav maatte bøte med det lille han eide, vaabnene, kisten og klæderne. Han bar saken frem for Hneite, og Hneite gik til Maar, men kom ingen vei med ham. Litt senere syntes Hneite, at Maar hadde altfor meget at tale om med datteren i huset, og det endte med at han bad gjesten fare. Men Maar sa, at han brydde sig ikke om hvad ord der gik mellem smaabønderne der paa Stranderne. Olav Hildeson fór bort fra Aavik og hadde mistet alt sitt. I hans barneaar var hans far gjort til skoggangsmand, og de som fældte férans-dommen2 over den fredløses gods hadde stelt det saa vel eller saa ilde for sønnen, at han skulde gaa paa omgang hos bønderne der i fjerdingen. Dette underhold hadde Olav havt til han fyldte sit tolvte aar. Siden var han kommet til høvdingen Torgils Oddeson paa Stadarhol og hadde været hos ham til han for vindings skyld la ut paa denne færd til nordhavet og Aavik. Nu søkte han tilbake til Torgils. Stadarhol ligger i en dal langt i vest for Breidabolstad, saa langt mot vest at det bare er kort vei ned til Breidefjord, den nordligste av de to vældige havs-botnerne paa Islands vestkyst. En elv som bærer navn efter gaarden løper tæt forbi den, gjennem vakker, græsrik bygd. — Torgils Oddeson paa Stadarhol var en høvding med store tiltak og raadet for meget gods. Han hadde altid mange folk omkring sig, og stort gik det til i mange maater der paa gaarden. Torgils hadde gode frænder; høvdingen og presten Are frode var en tremenning av ham. Og mellem sine forfædre regnet han landnaamsmanden Geirmund heljarskinn, som kaldtes søn av en konge paa Hordaland. Det var kveld, da Olav Hildeson kom til Stadarhol, og stort uveir over dalen; Torgils og hans mænd sat ved ilden og varmet sig. Straks Olav steg ind, merket Torgils at det var daarlig stelt med ham. Først trodde han, manden hadde solgt sine vaaben og klæder, og vilde trøste ham: „Nu skal vi vel ikke trænge at kjøpe fisk hos andre end hos dig,“ sa han. „Det er værre end som saa,“ svarte Olav. Han blev der om natten; siden fortalte han Torgils om sin ufærd og bad om hjælp. Torgils fik da Kolfinna, sin hustru, til at finde frem nogen klæder til ham. Det var hans raad, at Olav skulde fare tilbake til Aavik og søke opreisning hos Maar. „Men jeg ser, at det skorter dig paa vaaben," sa han, og stak en stor øks i haanden paa Olav. Han saa paa ham og la til: „Du kunde høve til stimand." Saa skiltes de, og Olav fór nordover til han kom til Aavik. Det var endnu dag da han kom. Hneite var ikke i stuen, men mange andre. Paa en bænk sat bondedatteren, og en lang og mager svarthaaring i lodden kaape laa med hodet i fanget paa hende. Det var Maar. Straks han kjendte Olav, reiste han paa sig og hadde det ene ben utenfor bænken. Han var i daarlig lag og dulgte det ikke. Olav nævnte sit erende og den hjælp han hadde faat hos Torgils Oddeson, men brukte varsomme ord. Maar svarte, at han paa ingen vis vilde gi Olav bot for hans gods, og sa at Torgils ikke skræmte ham. Da løftet Olav Hildeson øksen og hugg efter Maar. Siden sprang han ut. Men hugget var ikke gaat dypt, og Maar reiste sig straks og vilde sat efter, om ikke en av Hneites mænd hadde tat godt tak paa ham og klemt ham ned i bænken. Han stred imot og var saa harm, at han knapt vilde la kvinderne stelle med saaret. Litt senere spratt han op og hugg ned den mand som hadde holdt paa ham. Straks Hneite kom hjem, jog han Maar bort. Han fór nu tilbake til Breidabolstad, til Havlide, sin frænde, og fortalte ham, hvad der var hændt paa Aavik. Havlide blev ilde til mode og sa at Maar længe hadde været en stor unytting, og at mænd som han med rette kunde kaldes frænde-skam. — Siden kom ogsaa Hneite til Havlide og fik pengebot for manden, Maar hadde dræpt. Hneite blev nogen tid paa Breidabolstad. Men en av dagerne var Maar borte. Snart spurtes det, at han var kommet til Aavik i følge med en landstryker, at han nu holdt hus der paa gaarden, og at han selv hadde søkt seng med bondens datter, landstrykeren med husfruen. Straks Hneite hørte det, brøt han op fra Breidabolstad og vilde komme uventet til Aavik. Men Maar fik vite om hans færd, og den morgen Hneite kom, var han nyss faret væk fra gaarden. Hneite satte efter og naadde Maar ved aaen, som der løper. Den var aapen midt i strømmen, men ved begge bredderne laa fast is, og Maar som var en snar og fotmyk mand berget sig over med et sprang. Men hans fælle fik Hneite hugg paa, netop som han laget sig til at sætte efter. Der gik en tid; saa kom Maar igjen og hadde lokket en anden mand til følge med sig. Den morgen blev Hneite dræpt. Siden fór Maar for anden gang fra Aavik til Breidabolstad og fortalte sin frænde Havlide de nye hændelser. Havlide lot ham høre, at der stod meget ondt av ham og at han sa sig ut av sin gode ætt. Men allikevel kjendte han sig bundet av frændskapet til...