Olrik / Reprint Nordisk åndsliv

i vikingetid og tidlig middelalder
1. Auflage 2020
ISBN: 978-87-430-3712-5
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 184 Seiten

I Nordisk åndsliv i vikingetid og tidlig middelalder beskriver Axel Olrik, hvordan førkristen tænkning fortsatte med at påvirke nordisk folkeliv og kultur og vedblev at være en del af den nordiske folkeånd - også efter kristendommens indførelse. I sin undersøgelse af dette spændingsfelt mellem hedenskab og kristendom tager forfatteren bl.a. afsæt i Eddadigtene, skjaldekvadene, sagaerne og folkeviserne og sammenholder sit materiale med folketroen.

Axel Olrik (1864-1917) dansk folkemindeforsker og litteraturhistoriker. Olrik er mest kendt for sit arbejde med de danske folkeviser (i samarbejde med Svend Grundtvig) og kilderne til Saxos historie. Blandt Olriks andre forskningsområder kan nævnes Eddadigtene og forholdet mellem mytologi og folketro.

Autoren/Hrsg.

Olrik, Axel

Reprint, Heimskringla

Leseproben

I
Folkesamfund
Det ældste vi kender af nordisk Tungemaal er de Navne paa Smaastammer, som romerske Forfattere har bevaret os. De viser de nordiske Lande delt i en Mængde smaa Stammeriger, hvis Navne nu forlængst er uddøde, eller kun er bevarede i Landskabsnavne, uden at vi er os deres egenlige Mening bevidst. Der var Sigler, Himbrer, Harder osv. i Jylland; Ryger, Horder og Trønder langs Norges Vestkyst, og saadan videre over hele Norden. Af disse smaa Høvdinge- eller Bondesamfund dannede sig under krigerske Brydninger de större Sammenslutninger — her hos os som overalt i den gotiske Verden, efter at Arminius först havde samlet de vestlige Germaner til Kamp mod Romerne: Rigsdannelse og den stærke krigerske Kongemagt gaar Haand i Haand. Det Folkeslag, der i Norden först fik Forrangen, var Svierne. Her ved de store Søer, i Udkanten af den beboede Verden, havde de haft Plads nok til at rydde Land og vokse sig stærke. Paa det flade Upland kunde de ikke kløves i Stater og Stammer, de maatte føle sig som en Helhed. Paa Østersøens Kyst, paa Indsøernes Bredder og i de utallige Vige, hvor nu Bondens Plov furer Jorden, var der Plads for Skibe. Her fødtes en sammensluttet, stærk, rankvokset Stamme, der kaarede sig Konger og paa de hurtige Snækker gjorde Vikingetog tværs over Østersøen. Her ser vi tidligst blomstre det Konge- og Krigerliv, som hele Norden stræber at virkeliggöre. Her er Asernes helligste Vikingetog tværs over Østersøen. Her ser vi tidligst blomstre det Konge- og Krigerliv, Dyrkelsesplads i Upsalas Lund. Omkring Sviernes Kongedömme, Tingsted og Helligdom samler sig efterhaanden hele den østlige Del af den skandinaviske Halvø, og gennem Aarhundreders Arbejde, under bitter Usamdrægtighed langt ned i Middelalderen, smælter de lidt efter lidt sammen til et enkelt Folk, det svenske. Mindesten over Vikingehövding. Tirsted paa Lolland omkr. 1025.
L. Wimmer, De danske Runemindesmærker II, S. 450 Kongehöjene ved Gl. Uppsala. Kirken staar paa det gamle Gudehovs Plads.
Litografi af Carl Johan Billmark (1804-1870). Wikimedia Commons. Danmark kommer som den næste Nationalstat. Ligesom iblandt Germanerne "Franker" og "Sakser" dukker op som Navn for större Folkegrupper, bliver — idet Smaastammerne forsvinder — "Jyder" og "Daner" de eneste Betegnelser for Nationalitet; de förste paa Halvøen, de andre paa Sjælland og i Skaane. Sagnagtige Beretninger siger, at Danerne, en sydskandinavisk Folkestamme, fra först af vandt sig deres Ry ved at fordrive en anden Stamme, Herulerne, fra deres Bopæle. Senere Heltekvad lader os skimte ind i den følgende urolige Kamptid, — Folkevandringstiden — da hver Folkestamme prøver at udvide sig paa Naboens Bekostning. I Lejregaarden kan Kong Hroar og hans krigerske Brodersön Hrodulf (Rolf) ikke sidde med Fred, for de har knust de angribende Hadbarder, der kommer over Østersøen imod dem. Sviernes og Jydernes Kongeætter hakker i hinandens Bryst som blodtörstige Ørne. Snart efter, uden vi véd hvorledes, har Jyderne givet sig under Danekongens stærke Haand; Sagnet fortæller, at det var Harald Hildetand, der tilintetgjorde alle Smaarigerne i Danmark og siden fandt sin Død i Gøternes Land, i Slaget ved Braaviken. Da Vikingetiden atter viser os Danmark i fuldt Dagslys, er Rigsenheden en Kendsgerning, der ikke kan rokkes. Ja, ikke blot et "Danmark", et Danernes hele Omraade, men ogsaa en "Danevælde", der spænder de nærliggende Egne under sit Aag: Kristianiafjordsegnene i Nord, snart Dele af Venden i Syd, og som staar rede til at böje endnu flere Lande under sin Arm. Norge kommer senest med i Rigsdannelsen. Hvert lille Fylkekongedömme laa stængt af Bjærge; trange Dale gemte paa aartusendgammel Skik. Kun fra de bredere, sydøstlige Bygder omkring Kristianiafjorden og Mjøsen kunde et Samlingsarbejde udgaa, i Lighed med hvad der var sketi Danmark og Sverig. Först i historisk Tid, langt hen i 9de Aarh., kom det i Gang; men da skete det ogsaa med den stærke og pludselige Kraft, som giver Norges Historie den dramatiske Festlighed. Nær paa hinanden, og alle knyttede til den samme Storkonges, Harald Haarfagers, Personlighed, ser vi alle de brogede Træk: Krigerskaren, der strömmer til den gavmilde Erobrer; Bygdekongen, der samler sit Folk, rejser sig af sit Kongesæde og sætter sig i Jarlesæde, for dernæst at drage hen og gaa den nye Hersker til Haand; eller en anden Egn, hvor alle Smaakongerne samler sig, men slaas ned i et blodigt Søslag, mens enkelte Særlinge sidder hjemme paa deres Gaarde, fordi det ikke hjælper at kæmpe mod den nye Norgeskonge og hans Lykke. Saaledes skabes de tre Riger, hvis Skæbne er Nordens Skæbne i de følgende Tider: Danernes og Sviernes opnævnte efter den Folkestamme, der bliver Kærnen i Statsdannelsen, Norge (Norvegr, "nordlig Vej", "Norddelen") efter sin Beliggenhed i Forhold til det sydligere og ældre danske Rige, fordi ingen Folkestamme, men Enkeltmands Vilje havde hævet det op i Rang med de andre. Men endnu mærkeligere end denne statslige Udvikling i de nordiske Lande er den nationale og sproglige. Dengang de nordiske Smaastammer dukker op i Historien, var der intet alvorligt Skel imellem dem og de andre Stammer af gotisk Æt: Sakser og Angler ved Roden af den jydske Halvø, Svever paa Østersøkysten, Goter omkring Weichselen. En egenlig Sproggrænse har der næppe været. Guterne paa Gulland stod ikke blot i Navn, men ogsaa ved sproglige Ejendommeligheder nær ved det store Gute- eller Gotefolk ved Weichselen. Jyderne har i alt Fald paa et enkelt Punkt nærmet sig den angelsaksisk-frisiske Sproggruppe. Under disse Forhold var den nationale Bevidsthed flygtig, den bølgede efter de Berøringer der til hver Tid fandt Sted. Vesterhavsfolkene (i Hannover og paa den jydske Halvø) opfattede sig som Ingviner, udgaaede fra en fælles Stamfader Ingve; senere knyttedes Navnet Ingviner til Danerne; og ned i Vikingetiden var de svenske Konger "Ingves Æt". Derimod mangler der gammel Fællesbetegnelse for Norden; i Vikingetiden prøver man sig frem med Navne som "Nordlandene", "den danske Tunge"; Sagn om fælles Afstamning skabes först i Middelalderen.1 Först Folkevandringen bragte Betingelserne for en særlig nordisk Udvikling; den klippede de Traade over, hvorved de nordiske Stammer var knyttede til sydlige Naboer. Sakser og Angler vandrede til England; Svever og Goter trak sig mod Syd; Østersølandene laa en Tid mestendels øde, og langsomt fyldtes de af nye Befolkninger. Slaviske Stammer sivede ind fra Øst, bosatte sig paa Østersøkysten, helt op i Holsten. Selv Hannovers og det vestlige Holstens Befolkning blev kun af Navn ved at være "saksisk" (?: angelsaksisk, engelsk); i Virkeligheden sivede der tysk Sprog ind fra Hesser og andre sydligere boende Stammer, saa naar man i Middelalderen her træffer "Saksere", er det ikke et engelsk, men et nedertysk Folk. Skib i Gravhöj. Oseberg ved Kristianiafjord, 9de Aarh. Fotografi.
Indeholder Ligene af en Dronning og hendes Trælkvinder. Wikimedia Commons. Saaledes havde Norden faaet skarpe Sproggrænser; og tillige havde Uroen i Mellemeuropa overskaaret dets gamle Forbindelser med Syden. Det havde været saa at sige landfast med hele den romersk-germanske Kultur; nu kastedes Broen af, og det kom til at tære paa sine egne Hjælpekilder. Sproglig virkede det en Sammenslutning mellem de mange Folkestammer fra Østersøkysten indtil Ishavet. Allerede de ældste Runeindskrifter (o. 400) viser et begyndende nordisk Særpræg ("urnordisk" Sprog). Med mærkværdig Hast gaar Udviklingen videre, og endnu mærkeligere er det, at alle Nordens Folk holder Trit i de væsenlige sproglige Omdannelser. Saaledes skabes Vikingetidens stærkt særprægede "oldnordiske" Tungemaal med dets Formrigdom og tunge Lydforbindelser. Men paa mange andre Omraader er det mærkelige Tider, disse Aarhundreder, hvor Nordboen, hæmmet i sit Samkvem med Omverdenen, vender sig indefter. För havde han siddet som Tilskuer ved Romerkulturens Indtrængen paa germansk Grund; nu er Tæppet draget for, og han holdes foreløbig udenfor det mærkelige Drama af Frændefolkenes Tilegnelse af Kristendom og Afpasning efter nye Kulturformer. I visse Maader bliver han en Barbar igen. Den statelige Hövding i romaniseret Dragt bliver en langskægget Viking, hans damascerede Klinge byttes for et tungt Jærnsværd eller en "Trold" af en Stridsøkse; han vil ikke hvile i en Gravkiste paa sydlandsk Vis, han kaster atter Jordhöj over den døde, ligesom de fjærne Urfædre. Han er som den unge Helt i Sagnet, Sinfjøtle, der ti Aar gammel sendes ud i Skoven at leve som Ulv, kun saaledes kan han hærdes til den Stordaad, der ventes af ham. Saadan er Nordboen vist tilbage til sin egen barske Natur; han prøver Styrke med Havet, jager Sæl og Hval, Sild og Torsk, gaar til Fjælds efter Rensdyr og Finneskat, eller rydder sin Skov, — og drömmer sin tunge lange...