Olrik / Juhl Danske Folkeviser

i Udvalg
1. Auflage 2020
ISBN: 978-87-430-6354-4
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 304 Seiten

51 folkeviser med indledning og kommentarer af Axel Olrik. 4. rev. udgave. Viserne er opdelt i kæmpe- og trylleviser, historiske viser, ridderviser og skæmteviser. Således som Folkeviserne nu ligger for os, er de dels blevet opskrevne af adelige Damer i det 16de og 17de Årh., dels sungne af Bønderfolk ned mod vore Dage i Bindestuer og ved festlige Sammenkomster eller i det enkelte Hjem af Moderen for hendes Børn. Men forud for den Tid, da de blev førte i Pennen, ligger der lang Tid - deres Liv i Middelalderen -, hvor de blot lærtes udenad ved Sang, og hvor de ydre Forhold var helt forskellige: de hørte ikke så meget til ved Håndarbejdet eller ved Gildebordet, men de blev sungne i Dansen.

Autoren/Hrsg.

Olrik, Axel

Juhl, Peter Eliot

Leseproben

INDLEDNING
Dans og Dansevise.
Således som Folkeviserne nu ligger for os, er de dels blevet opskrevne af adelige Damer i det 16de og 17de Årh., dels sungne af Bønderfolk ned mod vore Dage i Bindestuer og ved festlige Sammenkomster eller i det enkelte Hjem af Moderen for hendes Børn. Men forud for den Tid, da de blev førte i Pennen, ligger der lang Tid — deres Liv i Middelalderen —, hvor de blot lærtes udenad ved Sang, og hvor de ydre Forhold var helt forskellige: de hørte ikke så meget til ved Håndarbejdet eller ved Gildebordet, men de blev sungne i Dansen. — Dette Forhold kræver en nærmere Redegørelse. Sammen med Ridderlivet optræder hos alle Europas Folkeslag Dansen som en særlig yndet Idræt. Mænd og Kvinder danner en Kreds og danser rundt; Musik har man enten af et Instrument, eller ved at en i Kredsen synger en Dansemelodi og lægger de Ord under, der i Øjeblikket falder ham ind: en Opfordring til Dans, et Udbrud af Livsglæde eller Savn, eller af Skæmt. Sydfrankrigs Troubadourer og siden Tysklands Minnesangere digtede mange af deres Smådigte som Dansetekster; og båren af Melodi og af Ord trængte Dansen ind allevegne. Den indtog de nordiske Lande i Stormløb, fra Danekongens Gård til de islandske Bondestuer. Selv i Klostret trængte den ind: dengang Absalon blev Biskop i Sjælland, plejede Munkene på Eskilsø ved Årets store Fester at byde deres Frænder, Mænd og Kvinder, til sig og holde Gilde og Runddans med dem i Spisesalen. Her fik Biskoppen sat en Stopper for Dansen; men på alle andre Områder gik den frit nok. Forgæves betegnede Sakse sådanne Gøglerspring som uværdige for Ædlinge og Kæmper. Folkeviserne maler atter og atter Dansen. En Skare af Mænd eller af Kvinder (eller af begge, blandede tilfældigt mellem hverandre) tager hinanden i Hånden og begynder en Runddans eller en Dans i Kæde, enten på Stuens Gulv eller endnu hellere ude i det fri: i Borggården, i Toften eller ude ved Å. En enkelt Fordanser leder Bevægelsen og Takten; han synger selv for, eller — hvad der er endnu mere yndet — en Kvinde danser ham nærmest og kvæder en Vise. Der er Lejlighed nok til Dans; Kongens Svende danser sammen ved Borgeled, Fruen og hendes Tjenestemøer standser deres Arbejde og træder Dans på Stuens Gulv. Men bedst går den, der hvor Mennesker samles i større Flok ved festlig Lejlighed. Allermest gælder det de folkelige Årsfester, hvor den gamle „Leg” med Jubel og Springenomkring afløses af Dans og Danseviser: i Midsommernatten omkring Sankt-Hans-Blusset, og i Midvintersammenkomsterne, Julestuerne, med deres Julebuk, Hjortedans og andre Udklædningslege. Selv Kirkens Fester giver Anledning til Dansefester. Foran de store Højtidsdage fejrede Kirken en Vigilie, en Vågenat, med Gudstjeneste; Folket samledes i Mængde for at lytte til Messesangen på visse Tider af Natten, og alt imellem kortedes Tiden ved Samtale, Fortællinger, Sang og — Dans. Som så ofte gjorde Middelalderen det hellige verdsligt (ligesom den kunne give det verdslige et helligt Udseende); „Vågenætter” blev Fællesbetegnelse for Ungdommens jublende overgivne Fester om Natten under åben Himmel ved „Vågeilden (Festblusset) eller Majtræet. Men ærbare Møer holdt sig helst fra den vilde Tummel. — Der var Arter nok af Dans; var Bederdansen for dristig, så var Sværddansen mere høvisk. Ved Ridder Stigs Bryllup danser han selv forrest i Rækken med Guldkar på Hånd og drikker sin Fæstemø til. Til Dansen hørte Sangen, de Ord, som Fordanseren fandt på at benytte til Melodien, allerhelst de korte Udbrud af eget Stemningsliv eller Indtryk fra den nærmest omgivende Verden. Snart en Opfordring til Glæde som i den lille islandske Strofe: Favrt synger Svanen den sommerlange Tid, da er Lyst at skæmte sig, min Lilje hvid! Favrt synger Svanen. Snart Udtryk for Vemod: Mine ere Sorgerne tunge som Bly, brændte ere Borgene, der bygte var af ny1). Snart atter en rask Opsang til Krigernes Våben-Dans som i disse danske Vers: Kongen råder for Borgen og så for alle Land, og for så mangen rasker Helled med dragen Sværd i Hånd. Kongen råder for Borgen. Lad den Bonde råde for sit Bo, den Hovmand for sin Hest; Kongen udaf Danemark han råder for Borg og Fæst’. Men Kongen råder for Borgen. (DgF. Nr. 8). „Træder hårdt i vort Gulv”, hedder det i en færøsk Dansevise, „sparer ej vor’ Sko, Gud må råde, om vi drikker næste Jul”. (Det er den, som Ploug har efterlignet i sin Vise om Slaget ved Slesvig.) Men til Dansevers lader sig også bruge enhver Henvendelse til de dansendes egen Kreds: en „Elskovens Vise” sungen af en Jomfru til en Ridder, eller omvendt; eller også en gækkende eller drillende Samtale ført mellem en Svend og en Jomfru i Vers, der dels huskedes udenad, dels formedes fra ny i Dansens Kamphede. Og til denne skæmtende Digtning hører også Spottevisen over kendte Personer: „Der går Dans ved Riber-Port, de spotter Sorten-Iver, for han er så sort,” som det fyndig hedder. Eller stolt Elselille rejser sig fra sit Arbejde og beder sine Møer at danse med hende og synge en Vise om hendes Bejlere, Hr. Laves Sønner af Lund: Den ene hedder Hr. Mogens, den anden Hr. Eske Høg; de har så længe til Hove tjent, de tåler hverken Hede eller Røg. Den tredje hedder Hr. Ove, den Herre er bogelærd; der ligger et Guldspan [-spænde] i mit Skrin, de er det ikke alle tre værd. (DgF. 366). Denne lyriske Digtning, hvor Middelalderens Rigdom af Stemninger udtalte sig, forenedes med det fortællende Digt; i Frankrig kunne man bruge lyriske Småfortællinger til Danseviser; i England har vistnok alle Viser i tolinjede Strofer været det; i Norden bliver Foreningen af Danselyrik og Fortælling helt enerådende, netop derpå beror vor Folkevisestil. Oprindelig havde man fortællende Viser for sig selv; det var en Række simple tolinjede eller firlinjede Strofer, hver Strofe sammenbunden med et enkelt Rimpar. Denne slutningsrimede Digtning afløste Oldtidens Kvadmed deres Bogstavrim (Overensstemmelse i Begyndelsesbogstaver). Sådanne fortællende Viser blev foredragne af fagmæssige „Sangere” i Kongens Hal, på Rejser eller når Hæren drog i Slag; til disse Sangeres Klasse hørte sikkert den danske Sanger i Gråhedeslaget (1157) ligesom den tyske Sanger, der fulgte Knud Lavard til Haraldsted (1131). Det ny, der nu skete, vistnok omkring År 1200, var da, at det store fortællende Digt blev trukket ind i den lille Dansevise: den Sanger, der satte Dansen i Gang, begyndte med det sædvanlige lille Stemningsudbrud, men fortsatte så med en fortællende Digtning, der i Stemning passede dertil; og idet Melodien gentoges for hvert Vers, gentoges også en eller to af de stemningsbærende Linjer ved hvert af de fortællende Vers. Et Eksempel kan oplyse dette: Vi har ovenfor meddelt det lille lyriske Digt om Kongen, der råder for Borg og Rige; herfra sprang da Sangeren over i en Vise om den ypperste Konge med de tapreste Mænd, den stærke Kong Didrik og hans Kæmper: „Kong Didrik sidder på Brattingsborg, han ser sig ud så vide: Ingen véd jeg i Verden til, der kan være min Lige” osv.; „Kongen råder for Borgen” gentages da af den dansende Skare ikke blot ved det første Vers, men ved hele Rækken af Vers som deres fælles Grundtone; denne Linje er bleven Visens Omkvæd. — Når den lyriske Indledningssang er bleven nødvendig ved enhver fortællende Vise, digter man til nye Viser egne Indledningsstrofer i tilsvarende Stemning og ofte med en Antydning af Visens Begivenheder: Jeg så Sejl for Sunde fare, så mangen forgyldene Fløj; der sejler Junker Strange med Dronning Dagmø. Kongen og Strange de sad over Bord, — så mangen forgyldene Fløj — de snakked så mangt et Gammens-Ord, Der sejler Junker Strange med Dronning Dagmø. „Hør du, Strange, hvad jeg siger dig: — så mangen forgyldene Fløj — du skal ind til Bejerland og fæste Jomfru for mig.” Der sejler Junker Strange med Dronning Dagmø. (DgF. 132). I Tidens Løb skilles dog Indledningsstrofe og Omkvæd. Omkvædet findes altid ved Viserne; men Indledningsstrofen kan enten bortfalde, eller den kan udtale noget andet end Omkvædet. Folkeviserne i Almindelighed.
Som Digterværker er Folkeviserne på mange Måder bestemte ved de Forhold, hvorunder de lever, af Dansen og af den frie Natur, som...