Olrik Danske Heltesagn

1. Auflage 2020
ISBN: 978-87-430-6322-3
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 84 Seiten

Axels Olriks gengivelse af de klassiske danske heltesagn fra sagntid, vikingetid og riddertid: Kong Dan, Skjold, Vermund og Uffe, Amled, Hroar og Helge, Hagbard og Signe, Stærkodder, Regner Lodbrog, Jomsvikingerne m.fl.

Autoren/Hrsg.

Olrik, Axel

Leseproben

SAGNTIDEN Kong Dan DER fortælles, at i gamle Dage var der tre Brødre, Dan, Nor og Østen. Deres Fader var Kong Ypper, han boede i Upsal i Sverig, og den By har Navn efter ham. Sønnerne skiltes ad og bosatte sig hver i sit Land: Dan gik til Danmark, Nor gik til Norge, men Østen blev i Svérig, i Landene mod Øst. Den Gang var Navnet Danmark ikke til, og det var heller ikke ét Rige. Dan havde Sjælland med Småøerne. Jylland, Fyn og Skåne var Riger hver for sig. Ved den Tid havde Jyderne Ufred med den tyske Konge. De byggede sig da Vold og Pæleværk på Landets Grænse imod Syd, der hvor senere Dronning Tyre byggede Danevirke; Volden blev kaldt Kovirke. Men da Tyskerkongen kom med stor Hærstyrke, kaldte de Kong Dan til Hjælp fra Sjælland. Han drog mod Tyskerne og holdt stort Slag foran Volden; de fleste af Fjenderne bed i Græsset, og de andre flyede bort. Da Jyderne så, hvor tapper Kong Dan var, førte de ham til deres Tingsted og satte ham op på en stor Sten og udråbte ham til deres Konge. Den Sten blev kaldt Daneryge (Ryge er et jydsk Ord for »stor Sten«), og dér blev senere danske Konger udråbte og hyldede som Konger; den lå på Tingpladsen udenfor Viborg, og man har også kaldt hele Stedet for Danerlyngen. Da Fynboer og Skåninger hørte om dette, valgte de ham også til deres Konge. Dan sammenkaldte nu de bedste Mænd fra hele sit Rige, og han talte til dem: »Dette Land er fagert og frodigt; men endnu er der den Lyde ved det, at det mangler Navn.« De svarede ham: »Du er Dan, Riget skal hedde Danmark, og det Navn skal vare, medens Verden står.« Kong Dan byggede sig en Kongsgård i Lejre nær ved Roskilde Fjord. Han blev kaldt den storladne eller mægtige, ti ingen havde før haft sådant Herredømme. Efter hans Død byggede Danskerne ham en Gravhøj; de satte ham ind i Gravkammeret fuldt hærklædt og ridende på sin Hest; derefter kastede de Jord over det, indtil det blev en vældig Høj. Skjold I gamle Dage var de danske længe uden Konge; Kiv og Ufred tog da til, men Orden og Ret blev trådte under Fødder. Da så man en Dag et Skib komme ind mod Land; det var stort og prægtigt, men der var ingen Folk at se på det. Kun ved Masten lå der et lille Barn og sov med et Kornneg til Hovedpude, omgivet af Våben og Guld; en gylden Fane vajede over det. Danerne kunde da forstå, at han var sendt til dem af Guderne, de førte Barnet til Tinge og gave ham Kongenavn, og de kaldte ham Skjold efter de Våben, han førte med sig, og fordi han skulde blive Værn for Folket. Han viste tidlig sin Heltestyrke. En Gang i sine Drengeår var han med på Jagten og var bleven skilt fra de andre, da en stor Bjørn sprang frem imod ham fra Krattet; men han brødes med den og bandt den med sit Bælte, indtil Mændene kom til og dræbte den. Femten År gammel kæmpede han mod den saksiske Jarl Skat. De bejlede nemlig begge til Kongedatteren Alfhild, og deres Bejlen blev afgjort ved en Tvekamp i Påsyn af begge Hære, den danske og den saksiske. Skjold fældte Sakseren og vandt sig derved ikke blot en Brud, men gjorde hele Sakserfolket skatskyldigt. Skjold blev en god Konge, vældig imod Fjenderne, mild imod de svage og trængende, retfærdig i Domme, gavmild imod sine trofaste. Til sine Huskarle uddelte han ikke blot deres Løn, men også alt det Bytte, han tog fra Fjenderne; »Gods«, sagde han, »er for Svende, Hæder er for Høvdingen.« Kun mod de svigefulde var han stræng. Fra ham nedstammer de senere danske Konger, og efter hans Navn er Kongeslægten bleven kaldt Skjoldunger. Da hans Dødsstund nærmede sig, bad han sine Mænd om, at de efter Døden vilde bære hans Lig ud på hans Skib, således som han lå, da han som lille Barn kom sejlende til Landet. De bar ham da ned til Stranden, hvor Skibet stod, guldsmykket og isblankt. På Skibets Dæk, nærved Masten, lagde de deres kære Konge. De lagde Guld og kostelig Ejendom ved Siden af, derhos Sværd og Brynje; aldrig blev et Skib smykket bedre. På hans Bryst lå Smykker i Mængde. Ikke var han ringere prydet med Rigdom, end da han som Barn sendtes hid over Bølgen. Atter fæstede de den gyldne Fane højt over hans Hoved. Så gav de Skibet i Havets Vold, lod Bølgen bære det bort. Ingen Mand under Himlen kan med Vished sige, hvor Snækken førtes hen; men mange har tænkt, at de Guder, der gav ham, hentede ham atter hjem til sig. Vermund og Uffe KONG Vermund herskede længe og lykkelig over Danmark. På sine ældre År fik han Sønnen Uffe. Drengen var tidlig stor af Vækst og foran for sine jævnaldrende i Styrke, men så sløv af Sind, at man aldrig så ham i Leg eller Skæmt, ej heller hørte ham mæle noget Ord. Da han vokste til, fik hans Fader ham gift med en Datter af Frøvin, Jarl i Byen Slesvig, for at Uffe kunde have Støtte af denne gamle Kæmpe og af hans to raske Sønner, Kæte og Vige. Kong Adisl herskede den Gang i Sverig og var vidt kendt for sine Sejre over alle Naboer. Selv i Fredstid holdt han sin Krigerdygtighed ved lige, ved daglig at vandre ene ud i Skoven, iført sine Hærklæder, og prøve alskens Våbenbrug; således mente han altid at blive enhver Modstander overlegen. Han drog med sin Hær over til Slesvig, hvor Jarlen Frøvin holdt Slag imod ham; under Kampen stødte Hærenes to Høvdinger sammen med hinanden. Det regnede med hårde Hug over dem begge; men Udfaldet blev, at Frøvin faldt, og at den danske Hær opløste sig og flygtede. Vermund indsatte den dræbte Jarls to Sønner i deres Faders Værdighed, for således at lønne Frøvins prøvede Trofasthed på dem. Men dette gav Adisl Anledning til et nyt Tog imod Danmark, ikke blot med et fåtalligt Mandskab, men med hele Sverigs Hærmagt, som om det var hans Mål at underlægge sig det danske Rige. Da dette Angreb skete, sendte Kæte, Frøvins Søn, sin Bannerfører Folke med Bud herom til Vermund, der da havde Sæde på Jællinge. Han kom til Kongsgården, medens Kongen var ved Måltidet, og forebragte sin Tidende med de Ord, at nu var den endelig kommen, den længe ønskede Lejlighed til Kamp, Adisl var landet med en talløs Hær af svenske, Fjenderne var så sejrstrygge, at de dristig drog Døden i Møde, så nu var Stunden kommen til at hævne det sidste Nederlag. Vermund roste ham da for, at han så vel og mandig havde røgtet sin Sendefærd, og bad ham at sidde med ved Bordet, ti langt Ridt, sagde han, giver Lyst til Mad. Folke svarede, at han ikke havde Stund til at æde. Da bød Vermund at række ham et Bæger, og da han havde drukket, bad han ham at gemme Bægeret til Minde. Svenden blev glad over Gaven og svarede, at før skulde Kongen se ham tømme det samme Mål fuldt af sit eget Blod, end han skulde se ham at vende Ryg i Slaget. Han holdt Ord. Under Kampen søgte han Adisl og skiftede Hug med ham. Svenskehæren blev slagen tilbage; Adisl flygtede selv såret til sine Skibe. Folke havde for store Sår til at deltage i Forfølgelsen; han sad og lod det udrindende Blod løbe i Hjælmen og tømte så denne sælsomme Kvægelsesdrik for at holde sit Løfte. Vermund så ham og roste højt hans Troskab, men Folke svarede, at hvad stort loves, det skal ærlig holdes. Efter Kampen udtalte Jarlen Kæte sin Undren over, at Adisl var sluppen dem af Hænde, da han dog havde været forrest i Striden, og der var nok af Folk, som gærne vilde have dræbt ham. Vermund svarede, at der gaves fire Slags Krigere: for det første var der de gamle Kæmper, der var ihærdige for at vinde Sejren, men ikke gav sig af med at forfølge de overvundne; den anden Slags var de ungdommelige og iltre, der hugger løs på Fjenden, enten de ser hans Bryst eller Ryg; den tredje Slags er Folk af Velstand og god Byrd, de er bange for deres Skind, men skammer sig dog ved at fly; og endelig er der dem, som altid stiller sig bagerst og er de første til at flygte. »Derfor,« sagde han, »er det ikke til at undre sig over, at de ikke har fældet Adisl; den første Slags har kun brudt sig om at vogte på den vundne Sejr; den anden Slags har ikke haft Held til at træffe på ham; og den tredje og fjerde Slags har kun stået i Vejen for de kamplystne.« Adisl vendte hjem til Sverig; og for at skjule dette sidste Nederlag roste han sig ofte af Frøvins Drab. Derover harmedes Kæte og Vige, og længtes efter Hævn. Men da de ikke kunde vente at skaffe sig den ved Hærtog, drog de alene til Sverig og opsøgte den Lund, hvor Adisl plejede hver Dag at øve sig i Våbenbrug. De skjulte deres Våben og gik ham i Møde. På hans Spørgsmål svarede de ham, at de...