Oehlenschläger / Juhl Erindringer

1. Auflage 2023
ISBN: 978-87-430-6746-7
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 568 Seiten

Adam Oehlenschägers beretning om et liv i guldalderens og romantikkens Europa. En forælling om en eventyrlig barndom på Frederiksberg Slot, om rejser i Napoleonstidens Europa og om møder med fyrster og forfattere, bl. a. Goethe, Madame Staël og Victor Hugo. Centralt står mødet med Henrik Steffens og tilblivelsen af "Guldhornene". Det hjemlige litterære liv er centreret om kredsen omkring Bakkehuset og Baggesen. Oehlenschläger skildrer tilblivelsen af sine værker, deres forudsætniger og deres varierende skæbne i kritikernes kløer. Han skildrer skuffelser og triumfer, ikke uden en vis forfængelig nærtagenhed. Vi følger hans sidste dage og timer og hans afsked med sine nærmeste.

Autoren/Hrsg.

Oehlenschläger, Adam

Juhl, Peter Eliot

Leseproben

1. del Af min faders optegnelser ser jeg, at min bedstefader døde 1753 som organist i Crusendorf, efter at have forrettet sit embede ti år „rosværdigt og som en god kristen”. Året derefter giftede min bedstemoder sig igen med Marqvard Bolt, som fik embedet efter min salig bedstefader. 1765 kom min fader til Rendsborg, til organisten Rosenbaum, blev hos ham i to år, og gjorde fremgang i musikken. Og nu blev den syttenårige slesviger af sin stedfader sendt til København til den dengang i Danmark almægtige greve Adam Gottlob Moltke, der formodentlig ved en lejlighed har lovet at tage sig af drengen og i sin tid at befordre ham. At min fader må have været en duelig klaverspiller, kan jeg vide deraf, at han, som han selv har fortalt, ved sin ankomst til København straks kom til at give de unge komtesser undervisning på klaver. Også har jeg endnu en attest fra en pastor Lorch ved Frederiks tyske Kirke på Christianshavn, hvori denne, efter aflagt prøve, roser min fader for at besidde de kundskaber og den færdighed, som behøvedes for at være en god skolelærer på landet i de tyske provinser. Men ligesom Jacob måtte tjene Laban i flere år, og først tage den hæslige Lea, før han fik den dejlige Rachel, så måtte også ofte borgerlige i de dage i bogstavelig forstand tjene de store, når de ville befordres af dem. Det var en skæbne, som selv undertiden teologiske kandidater underkastede sig. Min fader, en halv bondedreng fra hytterne i Crusendorf, har formodentlig aldeles intet haft imod at bytte vråen i landsbyen med palæet på Amalienborg, og at være deltager i alle prægtige fester, lystigheder og nydelser, om det nu skete siddende eller stående, lidt før eller lidt senere. Her lærte han at kende min moder Martha Maria Hansen. Hendes fader, en tysker, havde været kongelig fuldmægtig. Min mormoder Anna Maria Severin var datter af en borger i København. Min morfader efterlod ved sin tidlige død en enke i armod med tre børn. I min moders tidligste ungdom var hun i huset på landet hos en slægtning, forvalter Bruun på Herlufsholm. Jeg har hørt hende spøgende fortælle, at hvis der ikke havde været forskel i alderen mellem dem, så kunne der måske blevet et par af hende og sønnen, der gik i Herlufsholms Skole, og siden blev den bekendte digter Thomas Christopher Bruun. Fra Bruuns kom hun som husjomfru til prokansler Cramer i København, der behandlede hende med særdeles godhed og agtelse, og forærede hende bøger, blandt andet sine egne prædikener, som jeg har endnu. Cramers hus var en samlingsplads for udmærkede tyskere, og det har vist meget bidraget til min moders mere end almindelige dannelse. Også Klopstock kom der i huset. Jeg mindes, min moder har fortalt mig, at hun engang lånte ham sine sølvskospænder, da han skulle på maskerade. Hun holdt ellers ikke meget af ham; han var hende for overspændt; Gellert tiltalte meget mere hendes hjerte. Fra Cramers blev hun kammerjomfru hos grevinde Moltke; og det var det samme på den tid for en fattig borgerlig pige, som at komme til dronningen og gøre sin lykke. Min moder skal i sin ungdom have været meget smuk. Min far har fortalt mig, at flere unge fornemme damer i hendes ungdom misundte hende, fordi hun havde hvidere hænder end de, da de dog hver dag vaskede deres i mandelklid, og hun sine i grøn sæbe. Fra 1767 til 1777 var min fader hos grev Moltke; hvorpå han ægtede min moder, og blev befordret til organist på Frederiksberg. Mine forældre boede i førstningen på Vesterbro i huset nr. 53, straks på højre hånd når man kommer ud af Alleen. Dette lille bindingsværkshus står tilfældigvis endnu som for 70 år siden. Jeg blev født den 14. november 1779. En ældre broder, af samme navn som jeg, født et år før, blev kun 24 timer gammel. Et år efter at jeg var født, blev min fader også fuldmægtig på Frederiksberg Slot hos generalinspektør Schmidt, en meget dygtig mand og et særdeles godt hoved. Min fader havde håb om at blive slotsforvalter efter Schmidt, når han tog sin afsked og drog til Jylland, for han var en formuende mand. Men da Voigt, en ung mand, der havde lært den nyere gartnerkunst i England, og var en slægtning af Schmidt, kom hjem, fik han embedet. Først mange år derefter blev min meget ældre fader slotsforvalter efter den yngres død. Voigt anlagde Søndermarken (plantet i Frederik den Fjerdes tid) i den nye smag. Han var gartner med liv og sjæl, drog omkring til godsejerne i Sjælland, hjalp dem at anlægge haver, og overlod aldeles min fader slottet; han viste ham al den agtelse, som den yngre kan vise den ældre, uagtet han stod over ham. Han havde et venligt ansigt; når han mødte mig i mine barneår, kaldte han mig altid „Mester Adam!” Jeg kunne ikke begribe, hvordan jeg alt var blevet mester; først mange år senere begreb jeg, at det var en talemåde, han havde bragt med fra England. Jeg havde mange fornemme faddere i Frederiksberg kirke; grevinde Moltke holdt mig over dåben. Da hun havde spurgt min moder: „Hvad skal barnet hedde?” og min moder havde svaret: „Adam Gottlob”, sagde hun: „Det skulle jeg håbe.” Den søn, mine forældre havde haft et år i forvejen, hed også Adam Gottlob. Min fader, en munter, lunefuld mand, plejede tit at sige, når han talte om sine børn: „Ja min ældste søn, det var en ganske anderledes karl end denne poet.” — Jeg mindes endnu tydeligt den morgen, da pigen kom ind og sagde min fader og mig, der sov sammen i en seng med grønne raskesgardiner i kontoret straks ved den så kaldte Østerport på slottet, at min søster Sophia var født. Jeg var dengang halvtredje år. Jeg lå i sengen og så på et stort søm i væggen, der var omviklet med papir, og vinden tudede i skorstenen ved kakkelovnen, hvor man nylig havde fundet en stor ugle, der var faldet ned. Jeg ser endnu min fader åbne kaminen og vinduet, og uglen flyve bort over træerne på den smalle bakke. — Mine forældre satte mig i skole hos en vranten gammel kone, hvor jeg måtte udstå meget for lærdommens skyld. Vi måtte sidde stille på skamler, og vor eneste morskab var at plukke ulden af vore trøjer og rulle små kugler deraf. Når hun opdagede det, bankede hun os med fingerbøllet i hovedet. Undertiden fik man et rap af et stykke kakkelovnsbrænde, når der intet andet var ved hånden. Jeg ved nok, hvor jeg misundte hønsene og ænderne i gården, som kunne gå derude i frisk luft og kagle og snadre, uden at blive straffet. Vor lærerinde hed madame Bergau, hendes mand havde været maler. Der hang et portræt af ham i stuen; han sad med palet og pensler; det betragtede jeg ofte opmærksomt. Han så så from og venlig ud, medens hans enke bankede os, når vi ikke kunne vore lektier. En komisk tildragelse mindes jeg fra den tid. En dag, da jeg skulle gå i skole, og kom lidt silde, ville jeg skyde genvej over den åbne plads, der dengang lå uden for alle husene i Allegaden, hvor nu haverne er. Over denne plads løb et sted en grøft på tværs ud fra husene til grøften ved alleen. Den havde jeg rent glemt. Solen skinnede mig i øjnene; det kunne jeg ikke tåle, jeg klemte øjnene næsten i, løb til, og inden jeg vidste et ord deraf, stod jeg i grøften i mudder til hofterne. Således kom jeg i skole, hvor jeg blev klædt af, og fik skolejomfruens skørter på, mens mine benklæder blev vasket, strøget og tørret. Således måtte jeg sidde og læse hele formiddagen til spot og spe for drenge og piger, der ikke kunne holde op at le af mig. Snart lo jeg med, snart græd jeg; og således gik da tiden, til bukserne var tørre. Min trøst var Hübners bibelske historie. Når vi havde lært vore lektier, fik vi lov at læse et stykke deri. Hver havde sit mærke af mere eller mindre fortræffeligt stof, fra kattun lige til guld og sølvmor. Min moder havde givet mig mærker med af sidste slags, der vel også var mærker af den forsvundne herlighed, fra den tid hun var hos grevinde Moltke. Med alle disse mærker mellem bladene kunne Hübners historie slet ikke lukkes, men lå altid gabende på ryggen, og rakte de utallige tunger ud, med Moses, Josef, David, Salomon, etc. etc. — Jeg havde hørt en bande ved hvert andet ord, og syntes, det klædte ham godt. Nu fik jeg også lyst, og sagde hvert øjeblik til min moder en dag: „Nej sgu gør Adam ikke!” I stedet for at straffe mig, sagde hun hver gang ganske roligt: „Nej såmænd gør Adam ikke!” Således fik hun mig snart til at sige „såmænd” i stedet for „sgu”. — Hvad jeg mest elskede på slottet i denne tidlige barndom, var livvagten. Jeg havde fået mig et...