Mortensson-Egnund / Reprint Edda-kvæde

Norrøne fornsongar
1. Auflage 2022
ISBN: 978-87-430-3879-5
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Norwegian Bokmål, 336 Seiten

Edda-kvæde - Norrøne fornsongar er Ivar Mortenson-Egnunds store oversæt-telse af Den ældre Edda. Ud over selve oversættelsen indeholder bogen en fyldig afdeling med kommentarer til de enkelte digte. Desuden er bogen forsynet med et index over navne og en ordliste, som giver betydningen af en række af de ældre norske ord og udtryk, som er anvendt i oversættelsen. Edda-kvæde regnes til et af Mortenson-Egnunds hovedværker. Dette er en fotografisk gengivelse af anden udgave, som udkom i 1928.

Ivar Mortenson-Egnund (1857-1934): Norsk digter, som var en af sin tids mest farverige og alsidige kulturpersoner. Han var folkemindesamler, journalist, teolog, politiker, forfatter, oversætter m.m. Mortenson-Egnund engagerede sig utrætteligt i den norske sprogstrid, hvor han blev en markant fortaler for indførelsen af nynorsk.

Autoren/Hrsg.

Mortensson-Egnund, Ivar

Reprint, Heimskringla

Leseproben

GRIMNESMAAL
KONG RAUDUNGS SØNER Kong Raudung hadde tvo søner, den eine het Agnar, den andre Geirrod. Agnar var tie vetrar gamal, og Geirrod aatte vetrar. Dei rodde, tvo paa baaten, med snøri sine og skulde fiske smaafisk. Vinden dreiv dei ut paa havet. I nattmyrkret støytte dei mot eit land, og dei gjekk upp og fann ein kot-bonde; der var dei um vetteren. Kjeringi fostra Agnar, og kallen fostra Geirrod og lærde honom ymse raader. Um vaaren gav kallen dei eit skip. Men daa han og kjeringi fylgde dei til strandi, daa tala kallen i einmæle med Geirrod. Dei fekk bør og kom til baatstødi aat far sin. Geirrod var fram-i skipet, han sprang upp paa land, men støytte skipet ut, og mælte: «Far du no dit der troll have deg!» Skipet rak ut til havs. Men Geirrod gjekk upp til garden, han vart vel fagna, men far hans var daaen daa. So vart Geirrod teken til konge og vart ein aagjæt mann. Odin og Frigg sat i Lidskjalv og saag ut yver alle heimar. Odin mælte: «Ser du Agnar, fostersonen din, kor han el born med ei gygr i helleren? Men Geirrod, fostersonen min, er konge, og sit no i sitt land.» Frigg segjer: «Han er slik ein matniding, at han er ill mot gjestene sine, dersom han tykkjer dei kjem for mange.» Odin segjer at dette er den verste lygn; so vaagar dei um dette. Frigg sender terna si, Fulla, til Geirrod. Ho bad kongen vara seg, so han ikkje vart forgjord av den trollmannen som var komen der til landet. Han var kjensleg paa det, sa ho, at ingen hund var so olm at han sette paa han. Men det var den verste heimløysa, at kong Geirrod ikkje var matgod. Likevel lét han handtaka den mannen som hundane ikkje vilde setja paa. Mannen bar ei blaa skinnkappe og kalla seg Grimne. Og endaa dei spurde han ut, so gat han ikkje eit ord meir um seg sjølv. Kongen lét han pine og vilde faa maal i han, og sette han millom tvo eldar, og der sat han aatte næter. Kong Geirrod hadde daa ein son, som var tie vetrar gamal, han het Agnar etter bror hans. Agnar gjekk burtaat Grimne og gav han eit fullt horn til aa drikke, og sa at far hans gjorde ille, med di han pinte denne saklause mannen. Grimne drakk ut; daa var elden komen so langt at han svidde skinnkappa til Grimne. Han kvad: 1 Heit er du, eld! og du hoste høgt slær; vik undan, vaae! Um eg mudden lyfter, endaa luktar han svidd, fatne gjer felden. 2 Her aatte næter millom eldar sat eg, mat baud ingen meg utan Agnar einast; og einast skal raade i Gotaland Geirrods son. 3 Heil deg, Agnar! heil deg byd Vera-ty vera; for ein einaste drykk du aldri mun faa meir lagleg like. 4 Land er heilagt som eg liggje ser aasom og alvom nær; men i Trudheim Tor skal vera, til tivar mun trjote. 5 Ydalar heiter der som Ull hev sine salar reist; Alvheim Frøy fekk i fyrnde-heimen av tivar i tann-fé. 6 Gard er den tridje, der blide gudar med sylv tekte salar, Valaskjalv velbudd vyrkte seg der aas i upphavs tid. 7 Søkkvabekk heiter den fjorde, og der dei svale baarur yver bærlar; der Odin og Saaga drikk alle dagar glade or gull-kjeri. 8 Gladsheim heiter den femte, dera gullbjart Valhall mun vera; Ropt der krev kvar ein dag den vaapendaude valen. 9 Audkjent er det, naar til Odin ein kjem, salhuset aa sjaa; med spjot er det sperrelagt, med skjoldar salen tekt, med brynjur benkjer straadde. 10 Audkjent er det, naar til Odin ein kjem, salhuset aa sjaa; varg der heng vestanfor dør, ørn druper yver. 11 Trymheim heiter den sette, der Tjasse budde, den ovsterke jotun; men no byggjer Skade, skire gude-brur, paa forne farstufter. 12 Breidablik er den sjuande. og Balder der hev sine salar reist; i det landet, der eg liggje veit minst av mein-runer. 13 Himinbjorg er den aattande, og der mun Heimdall for veom valde; der gude-vorden drikk i vene hall glad den gode mjød. 14 Folkvang er den niande, der Frøya raader kven eige skal sess i sal; ho krev den halve valen kvar dag, den andre halve eig Odin. 15 Glitne er den tiande, paa gull-stolpar reist, med sylv er taket tekt; og Forsete bur der dei fleste dagar og stiller alle saker. 16 Noatun er den ellevte, og Njord hev der sine salar reist; manna-drotnen den meinlause raader for høgtim bra horg. 17 Grøtt med ris og med høgt gras er Vidars land, Vide; synest kulten, som sit paa hesten, fus til far sin aa hemne. 18 Andrimne lèt i Eldrimne Særimne sjode: ovgodt flesk, men faae det veit kva einherjar mun eta. 19 Gjere og Freke mettar geir-hæve fræge Herjafar; men av vin einast vaapen-gjæve Odin alltid lever. 20 Hugin og Munin kvar morgon flyg yver verdi vide; eg fæler for Hugin at heim han ei rekk, endaa meir eg ottast for Munin. 21 Tund tyt, Tjodvitnes fisk uner i elvi; strid gjeng aai ho ov-tung tykkjest aa vada for val-kjempur. 22 Val-grindi ho paa vollen stend, heilag for heilage led; forn er den grindi, men faae det veit koss ho i laas er luka. 23 Fem hundrad dører og fyrti til eg trur det i Valhall mun vera, gjeng aatte hundrad einherjar i senn or eine døri, naar dei fer og vargen skal vega. 24 Fem hundrad golv og fyrti til er i Bil-skirne vidt og breidt; av alle dei haller som eg veit reiste, son min den største eig. 25 Heidrun heiter geit, paa halli ho stend og gneg av Lærads greiner; eit skoft-kjer ho fyller med den skire mjød, den mjelten aldri minkar. 26. Eiktyrne heiter hjort, paa halli han stend og gneg av Lærads-greiner; fraa horni dropar dett i Kvergjelme, der vatn alt hev sitt upphav. 27 Sid og Vid Sokin og Eikin, Sval og Gunntro, Fjorm og Fimbul-tul, Rin og Rennande, Gipul og Gopul, Gomul og Geirvimul, dei renn kringum gudegrend, Tyn og Vin, Toll og Holl Graat og Gunn-torin. 28 Vina heiter ei, Veg-svinn ei onnor, ei tridje Tjodnuma; Nyt og Naut, Nonn og Ronn, Slid og Rid, Sylg og Ylg, Vil og Von, Vond og Strond, Gjoll og Leipt, dei gjeng nær Mannheim, og sidan dei horver til Hel. 29 Kormt og Ormt og Kjerlaugar tvo, dei han dagleg vassar, Tor, naar til tings han fer ved Yggdrasils ask; di at aas-bru stend all i loge heite er heilage vatn. 30 Glad og Gylle, Gler og Skeidbrime, Silvrintopp og Sine, Gisl og Falhovne, Gulltopp og Lettfete, dei folar bér dagleg tivar fram naar til tings dei fer ved Yggdrasils ask. 31 Tri røter stend paa tri sidur under Yggdrasils ask; Hel bur under ei, under ei rimtussar, ved den tridje Mannheims menn. 32 Ratatosk heiter ikorn som renne skal etter Yggdrasils ask; ord han ovan fraa ørni ber og ned til Nidhogg dei fører. 33 Hjortane fire halsen rekkjer og bit av grøne greiner; Daain og Dvalin Dunøyr og Duratro. 34 Ormar ligg det fleire under Yggdrasils ask enn ukunnig ape veit av; Goin og Moin, dei er Gravvitnes søner, Graabak og Gravollud, Ovne og Svaavne alltid eg trur skal paa greinene gnaga. 35 Yggdrasils ask ilt det heve meir enn menn det veit; hjort bit i topp, tre-leggen folnar, Nidhogg riv i rot. 36 Rist eg vil og Mist skal rekkje meg horn, Skjeggjold og Skogul, Hild og Trud, Lokk og Herfjotur, Goll og Geironul, Randgrid og Raadgrid og Reginleiv: dei gjev einherjom øl. 37 Aarvak og Allsvinn dei upp skal hedan svange draga sol; millom bogane deira bøygde milde gudar, æser, kalde jarn. 38 Svalin mun stande framfyre sol, skjold for skinande gud; berg og brim eg veit brenne skal, um han fell ifraa. 39 Skoll heiter ulv, fylgjer skirleitte gud alt til vernande ved; ein annan er Hate, han er Rodvitnes son og fyre reine himmel bruri renn. 40 Av Ymes hold jordi vart skapt, av blodet baarut hav, berg av beinom, buskar av haaret og av hausen himmel. 41 Av brunene hans gjorde blide gudar Midgard for manna-søner; av heilen hans vart hug-stride skyer alle skapte. 42 Ynde hev hjaa Ull og alle gudar den som fyrst brandane flytjer; for daa...