May / Juhl Sam-Fire-gun

En Winnetou-Fortælling fra Indianergebetet
1. Auflage 2019
ISBN: 978-87-430-1346-4
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 53 Seiten

Beretning fra det Vilde Vesten, hvor den legendariske Apachehøvding Winnetou hjælper sin ven, pelsjægeren Sam-Fire-gun ud af baghold fra lumske indianere og forræderiske Hvide.

Autoren/Hrsg.

May, Karl

Juhl, Peter Eliot

Leseproben

— I må vide, Folk, at jeg har nu mine egne Meninger om det vilde Vesten og Indianerne, begyndte han, og jeg ved godt, at disse mine Meninger ikke just er meget almindelige. Jeg har færdedes meget blandt de Røde, den Gang jeg måtte slå mig igennem som fattig Pedlar, og jeg har altid befundet mig vel iblandt dem. — Nå, så blev jeg både det ene og det andet, og det gik mig for hvert År bedre, og når jeg nu sidder her imellem jer som en Mand, der har sit på det Tørre, så har ganske vist mine Omstændigheder forandret sig, ikke så lidt endda, men min Mening om Indianerne er den samme som for, nemlig den, at de er langt, langt bedre end deres Rygte, og at Winnetou er den bedste og tapreste blandt dem. Jeg ville ønske, at mangen Hvid var som han!

Hvad jeg nu vil fortælle jer, har jeg for en stor Del oplevet selv. I vil deraf kunne slutte, hvad Winnetou er for en Mand, og for det andet, at der gives hvide Skurke, hvis Slethed overstiger en hvilken som helst Indianers.

Indianernes fjendtlige Sindelag mod os er velbegrundet; men når Hvide forgriber sig på Hvide for at ødelægge dem, så er det en så stor Skurkagtighed, at man ikke kan finde Ord, der er stærke nok til at brændemærke en sådan Opførsel, og hvad værre er: Indianerne får derigennem en Opfattelse af os, som er i høj Grad beklagelig. Så er der ingen Grund til at undre sig over, at de foragter os og holder sig selv for bedre end de blege Ansigter. Min Historie handler netop om sådanne Hvide, og hvis I, når I har hørt den, endnu er stolte af at være hvide og anser de Røde for slettere end de blege Ansigter, så får det blive jeres Sag, ikke min. Altså, nu begynder jeg:

I Master Winklays Kro.

De vidtstrakte Prærier i Nordamerika, der udbreder sig Vest for Strømmenes Fader, Mississippi, til Foden af Klippebjergene, og fra den anden Side af disse Bjerge og helt ud til det stille Ocean, har ikke så få Lighedspunkter med det store Havs uendelige Flader. Både Havet og Prærien gør det samme overvældende og dragende Indtryk.

Den røde Nation, som bestandig påny — trods alle Traktater og Overenskomster — fortrænges fra sine Boliger, er en af Naturen højt begavet og dog til Undergang viet Race, og den fører her på disse Prærier en Fortvivlelsens Kamp for sin Ret til at eksistere. Det er en Kamp, der har varet i Årundreder, en Kamp mellem en døende Jætte og en Søn af en Kultur, der udvikler sig fra Minut til Minut. Historien kan knapt nok opvise et Sidestykke hertil, og de Heltegerninger, der udøves her, kan fuldt ud stå Mål med de klassiske Heroers, og den, der vover sig ud på disse vidtstrakte Slagmarker, må ikke mangle et eneste af de Våben, som er nødvendige til Kampen.

Når man tager Bøssen over Skulderen i Fort Gibson ved Arkansasfloden og begiver sig nogle Dagsrejser op ad Floden, når man til et lille Settlement, der består af nogle simple Blokhytter, en Mark til Græsning og et afsides liggende Hus, som ved Hjælp af et primitivt Skilt åbenbarer sig som Kro og Købmandsforretning. Værten i dette Hus er ikke vant til at tilfredsstille store Fordringer hos sine Gæster, men han stiller heller ingen Fordringer. Ingen ved, hvad Manden tidligere har været, og hvorfra han er kommen, men han udfritter heller ikke nogen om Navn, Forehavende eller Rejsens Mål; man forsyner sig hos ham med det, man trænger til, tager en Drink efter Behag, slår, stikker eller skyder en Smule, alt efter Omstændighederne, og går så sin Vej. Den, som spørger meget, bruger megen Tid, og for Amerikaneren er Tiden langt vigtigere end et Svar, som han allerbedst kan give sig selv.

I Skænkestuen sad nogle Mænd, hvis Ydre ingenlunde kunne kaldes salonfähigt. Hvor forskellige end de Klædningsstykker var, de havde på, så man dog ved første Øjekast, at det var ægte Jægere eller Trapper, der sikkert aldrig havde haft ringeste Anelse om en Skrædders Betydning for Samfundet, og som var vant til at hænge på Kroppen, hvad de just i Øjeblikket kunne få fat på. Når flere Jægere fra det vilde Vesten sidder samlede, er der altid et godt Glas i Nærheden og lige så sikkert en god Historie i Gang. I Øjeblikket sad ganske vist de Tilstedeværende og så stille ned for sig, men det havde sin Grund i, at man just var nået til Ende med en af de sørgelige og blodige Historier, som man så ofte hører fra disse Egne, og nu spekulerede hver for sig på at fortælle en anden. Da sagde pludselig den af dem, der sad nærmest ved det lille Vindue:

— Kom herhen, Folkens, og se engang ud! Hvis mine gamle Øjne ikke narrer mig, så har vi der to Greenbeaks, to Grønskollinger; se, hvor pudsede og pyntede de sidder til Hest! Hvad vil sådanne Fyre her i vore Skove?

Alle, med Undtagelse af en, havde rejst sig for at mønstre de Kommende. Den, der havde talt, satte sig atter ned med Albuerne hvilende på Bordpladen; han havde gjort sin Skyldighed og behøvede ikke at bekymre sig om Resten. Han var en mærkværdig Fremtoning. Alt på ham, Ansigtet, Halsen, Brystet, Maven, Arme og Ben var lange, uendelig lange, og desuden syntes hans Legemsbygning så svag, at man med god Grund kunne formode, at et stærkt Vindpust kunne splitte hele Manden ad i Stumper og Stykker. Hans Pande var fri, men på Baghovedet balancerede en Indretning, der måske for mange, mange År siden havde været en Cylinder, men nu trodsede al Beskrivelse. Skæg havde han, men hvilket Skæg! Spredt rundt om i det magre Ansigt, på Kinder, Hage og Overlæbe, voksede nogle lange Hår, et Hundrede Stykker i alt. Hans Jagtfrakke, om man kan kalde den således, syntes at stamme fra hans tidligste Drengeår, thi den nåede kun halvt ned på Overkroppen, og Ærmerne standsede få Tommer over Albuen. Hans vældige Ridestøvler lignede gamle, gennemglødede Kakkelovnsrør, og Fødderne var sammensyede af ugarvet Hesteskind.

— Du har Ret, Pitt Holbers, sagde en af de andre, — det er Greenbeaks, som ikke kommer os ved. Lad dem gøre, hvad de lyster!

De Nysgerrige vendte tilbage til deres Pladser. Udenfor hørtes lidt efter Hestetrav og en høj, barsk Stemme, der klang, som om den Talende var vant til at befale, og så åbnedes Døren, og de to, der nylig havde været på Tale, trådte ind.

Den sidste af dem var i ingen Henseende mærkelig og havde et ganske dagligdags Udseende. Den anden, som var kommen først ind ad Døren, havde et kønt, regelmæssigt Ansigt, der var brunet af Solen og omrammet af et stort, sort Fuldskæg, der nåede helt ned på Brystet. Den Klædning, han havde på, var helt ny, og hans og hans Ledsagers Våben så ud, som om de lige var kommet ud af Våbenhandlerens Butik.

Den rigtige Trapper eller Squatter nærer en uovervindelig Modvilje mod Omhu i Klædedragt, og Våben, som er blankpudsede, er ham en Vederstyggelighed. Nej, rustne skal de være, så at man kan se, at de ikke er til Stads, men har hjulpet deres Ejermand i Kamp og Dødsfare!

Der, hvor et Menneskes Værd bestemmes efter ganske andre Ting end det ydre, indeholder et pynteligt Udseende næsten en Udfordring, og der behøves kun en ringe Anledning, for at Uviljen skal slå ud i knubbede Ord.

— Good day, Meschurs! hilste den Indtrædende og tog sin dobbeltløbede Riffel af Skulderen for at sætte den hen i en Krog, hvad en erfaren læger aldrig ville have gjort. Og idet han vendte sig mod Værten, sagde han med et halvt nysgerrigt, halvt spottende Blik: — Kan jeg her træffe den ærværdige Master Winklay?

— Hm, det er måske mig selv! svarede den Adspurgte ligegyldig.

— Måske? lød det i en noget fornærmet og spids Tone. — Hvad skal det sige!

— Det skal sige, at jeg undertiden er Master Winklay og undertiden ikke er denne Herre, alt efter som jeg har Lyst til?

— Så! Og hvad har I da Lyst til i Øjeblikket?

— Det kommer vel an på, hvad I vil Masteren, Sir?

— Først noget at drikke til mig og min Ledsager og så Svar på et Spørgsmål.

— Noget at drikke skal I få og et Svar måske også, så godt som jeg kan give det. Jeg ved, hvad jeg skylder en Gentleman.

— Lad Gentlemanen fare, Winkley; den Titel har ikke stor Betydning på dette Sted, befalede den Fremmede, idet han med en Grimasse tog Glasset fra Munden. — Mit Spørgsmål angår Sam-Fire-gun.

— Sam-Fire-gun? spurgte Værten overrasket. —Samuel Ildbøsse? Hvad vil I ham?

— Det bliver vel min Sag. Jeg har hørt, at han undertiden kommer her?

— Hm, ja og nej, Sir. Men får jeg intet Svar på mit Spørgsmål, kan I heller ikke vente jer stort af mig. Der sidder Folk, som måske kan give jer nogen Underretning, hvis de da vil. Der er to iblandt dem, som nøje kender den, I spørger om.

Værten vendte sig om og svarede ikke et Ord mere.

Den anden, der var vist til Rette på ægte amerikansk Maner, henvendte sig til de øvrige Tilstedeværende:

— Er det sandt, hvad Winklay sagde?

Han fik intet Svar. Lidt klog af Skade henvendte han sig til Pitt Holbers:

— Vil I have den Godhed at give mig et Svar, Mester Tavshed!

— Hov, Sir, mit Navn er Holbers, Pitt Holbers, hvis I kan fatte det, og når I spørger tre Hundrede Mænd på en Gang, ved ingen, om netop han skal svare. Hvad vil I Sam-Fire-gun?

— Intet, som kan være ham ubehageligt. Jeg er kommet til disse Egne for at se mig en Smule om, og jeg har Brug for en Mand, hos hvem man kan opleve noget. Sam-Fire-gun er den rette Mand dertil, og jeg spørger derfor jer, hvor man kan vente at træffe ham.

— Ja, det er muligt, at han er den rette, men om han også vil være det, er jo et Spørgsmål. I ser mig just ikke ud til at passe til ham!

—...