Kålund / Reprint Sturlunga saga 3

1. Auflage 2021
ISBN: 978-87-430-6536-4
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 324 Seiten

Sturlunga saga skildrer den voldsomme periode, som kaldes Sturlungetiden og de begivenheder, som bringer Island på randen af borgerkrig. Sagaerne dækker perioden 1117-1262, hvor landet mister sin selvstændighed. Bind 3 indeholder: Tord Kakales saga, Svinfellinga saga, Gissurs saga og Torgils skardes saga.

Kristian Kålund (1844-1919): dansk filolog, som var tilknyttet det Arnamagnæ-anske Institut i København. Ud over sin oversættelse af Sturlunga saga udgav Kålund bl.a. tekstkritiske udgaver af flere af sagaerne, en historisk-topografisk be-skrivelse af Island og et et omfattende katalog over tekster i håndskriftsamlingen.

Autoren/Hrsg.

Kålund, Kristian

Reprint, Heimskringla

Leseproben

Tord kakales saga1
Da der var gået en vinter efter Snorre Sturlasons død, indtraf forskellige tildragelser, som senere hen affødte mange begivenheder. Fra sydlandet rejste Gissur Torvaldsson bort og fra Øfjorden foregik Urøkjas afrejse Denne høst ankom fra udlandet til Gåsar Tord Sighvatsson tillige med Jon Sturlason, som den gang endnu var i barnealderen, her landede også hans moder Solveig og hendes døtre2; på dette skib var Jon lindeås styresmand. På denne tid var Kolbein unge den mægtigste hövding på nordlandet og havde underlagt sig den störste del af landet. Da Gissur forlod landet, havde han sat sin frænde Hjalte i sit sted, og han og Kolbein skulde hjælpe hinanden, hvis der skete et angreb enten på sydlændingerne eller nordlændingerne3. Af Dufgussönnerne blev også Svarthövde og Kolbein jagede i landflygtighed; Björn skulde sværge Kolbein ed på aldrig at være imod ham, hvem han end havde at göre med4. Sturla Tordsson blev voldelig greben sammen med Urøkja ved Bro og skulde enten forlade landet eller skaffe 11 af de bedste mænd i Vestfjordinge-fjærdingen med sig; de skulde sværge Kolbein tylvtered på, at hverken Sturla eller nogen af dem vilde være Kolbeins modstander, selv om Tord ankom eller nogen ellers rejste ufred imod ham. Præsten Povl Hallsson rejste da til nordlandet og ligeledes præsten Ketil Torleiksson, Gunnstein Hallsson og hans sön Vigfus, Torodd præst samt alle de anseteste mænd fra de bygder Sturla styrede, hvorefter Sturla og disse mænd i forening med ham svor ed, og derpå red han hjem. Samme sommer red Einar Torvaldsson og Tordis Snorredatter ledsagede af de anseteste bønder fra Isafjord til Kolbein på nordlandet; de fik her en hæderlig modtagelse og gode gaver5, og ved afskeden med ham gik de ind på alt hvad Kolbein ønskede eller forlangte. Einar Jonsson, Einar byrde og ialt 6 af Kolbeins følgesvende red med dem til vestlandet, og da de kom til Stad i Steingrimsfjord, sendte de bud til Asgrim Bergtorsson på Kalladarnæs. Han begav sig da til dem og bandt sig ved ed til troskab mod Kolbein, skönt han i begyndelsen var uvillig6. Men da det blev bekendt, at enten skulde alle mænd i Vestfjordene aflægge ed til Kolbein eller lide overlast, gik det ham som andre, da der ikke var nogen udvej, at han holdt ikke andet for tilrådeligt end at göre hvad der forlangtes. Derefter red de vestpå til Isafjord og stævnede bønderne til et møde, hvor de forebragte eds-sagen. Her var, som man kunde vænte, ingen vanskeligheder; ti mange af de betydeligere bønder var Kolbeins venner, og desuden ønskede alle at være Einar og Tordis til vilje. Således svor alle bønderne Kolbein ed. Derefter drog de og Tordis til Bardastrand og holdt møde med hövdingerne; de stævnede Gisle fra Sand til sig og forkyndte Kolbeins budskab, at Gisle skulde sværge ed eller være udsat for så meget mere fjendskab af Kolbein som han havde deltaget i flere fjendtligheder mod ham end andre mænd7. Gisle svarede, at han aldrig vilde aflægge ed til Kolbein, og det kom nu til trusler og fjendskab fra bægge sider. Der var til stede præsten Eyvind Torarinsson, en brav og höjættet mand, som sædvanligvis plejede at stifte fred mellem Gisle og andre mænd, hvor det behøvedes; der var også Eyvinds søstersön Torarin Kolleson. De kaldte Gisle til en samtale og bad ham betænke, hvor farlig stillingen var, og at nu havde han hverken Sighvat eller Sturla til at hjælpe sig, eller nogen anden af dem, som havde været hans bedste støtter. Gisle svarede, at Kolbein og de mænd, som havde voldet Sighvats og Sturlas død, fortjænte noget andet end at han svor dem troskab. Eyvind sagde da, at han måtte tage hensyn til ikke at handle således, at han selv led overlast og bygden ramtes af ufred, som alle vilde anse ham for at være skyld i. Gisle erklærede dog aldrig at ville sværge Kolbein Arnorsson ed, hvad det så end skulde koste. Eyvind tav nu en stund og sagde da: »sværg du da Kolbein unge eden; jeg har en sön, som hedder Kolbein og er opkaldt efter Kolbein Sighvatsson, og din ed kan da blive ret, når du ved med dig selv, at du tænker på at sværge til ham«. Gisle svarede, at det vilde han efter deres råd göre Med denne plan opsøgte de da Einar og nordlændingerne, og Eyvind sagde, at Gisle vilde give efter for hans og sine andre venners bönner. Einar Jonsson forelagde Gisle eden, og han svor på den måde, som Eyvind præst og han havde aftalt, uden at nogen mand gennemskuede dette. På dette møde aflagde derefter alle de bønder ed, som var opfordrede hertil, og dernæst skiltes man ikke bedre venner end da man mødtes. Derefter drog Einar og hans følge nordefter i fjordene, hvor alle de betydeligste bønder, med undtagelse af nogle få, aflagde ed; Sande-Bård og nogle andre vilde ikke sværge. Efter dette rejste Kolbeins mænd tilbage, og Kolbein fik nu på den måde, som her er fortalt, herredömmet over Vestfjordene. Samme høst drev modvind Torfinn tilbage i Hrutafjord; på det skib var Dufgus-sönnerne ombord og mange andre islandske mænd, de red hjem til Hjardarholt8. Björn klods ledsaget af Torstein Hjalmsson begav sig da til nordlandet for at træffe Kolbein; de skulde søge at udvirke fred for de to brødre hos Kolbein. Da de var komne op på halsen ved Svinavatn, kom en mand ridende dem imøde, som hed Jon og kaldtes krigsmand. Torstein spurgte ham om nyt. Han fortalte dem, at der var landet et skib ved Gåsar og at der var ombord Tord Sighvatsson og flere andre islandske mænd. Torstein spurgte, hvor Jon skulde hen. »Jeg skal rejse til Vestfjordene«, svarede han, »for at træffe dig og de andre storbønder«. Torstein spurgte hvad ærendet var. Jon svarede: »Kolbein har sendt bud om, at hvis Tord viser sig nogetsteds her, skulde man gribe ham og føre ham til Kolbein«. Torstein bad ham opsøge de andre bønder, »men vi«, sagde han, »vil ride til Kolbein«. Dermed skiltes de; Jon red vestpå og Torstein og Björn fortsatte vejen, men da de og Jon ikke længer kunde se hinanden, sagde Björn til Torstein: »nu har jeg spurgt sådanne tidender, at jeg vil vende om og ikke ride længere«. »Hvorfor mener du det«? spurgte Torstein. Björn svarede: »jeg ved, at mine brødre vil begive sig til Tord så hurtig de kan, hvad jeg end lover Kolbein, og dem vil jeg følge«. Torstein blev ilde til mode herved, men sagde, at han skulde have sin vilje. Dette foregik ved dagmåls-tid9. Björn vendte nu tilbage og red fra nordlandet uden at besøge nogen mand; han kom hjem til Hjardarholt lidt ud på natten og vækkede sine brødre, hvem han fortalte disse tidender. De blev glade herover og syntes han havde båret sig godt ad; de sad nu hjemme en tid. Tord kakales farefulde stilling
Da Tord landede i Øfjord, var der nogle af Kolbein unges tjænestekarle til stede; de red i hast til Skagafjord og opsøgte Kolbein, hvem de fortalte, at Tord var ankommen til landet. Tord kom i land sidste lördag för den senere Marie-messe10, som indtraf på en mandag. Ved købstævnet dêr var mange af de betydeligere bønder, som havde været hans faders trofaste venner. Hans moder Halldora og hans andre frænder kom til ham, og alle blev i førstningen glade over ham, men da de overvejede, hvor stor Kolbein unges magt var bleven, forekom det dem næsten, at Tord allerede var død, og de sorger, som Halldora havde lidt, vækkedes på ny11; ingen af hans frænder trøstede sig til at hjælpe ham, og menigmand var så ræd, at ingen turde tale andet med ham end hvad der hørtes af alle; mange var desuden indviklede i tvistigheder med Tord, de nemlig, som havde overtaget ejendomme, som hans fader og brødre havde besiddet. Da Tord så, hvorledes alle var skræmte til modstand mod ham ved Kolbeins magt, så at enhver mente at sætte liv eller ejendom på spil, hvis han gjorde ham noget godt, skaffede han sig heste og red ind i herredet. Han red først til Grund. Der, på hans fædrenearv, boede da Styrme Toreson og Sigrid Sighvatsdatter; de havde to börn, en sön Teit og en datter Halla, Teit var da ikke hjemme, men var rejst ud til Grimsø. Da Sighvat og Sturla var døde, havde Kolbein ladet afholde skifteret efter Sighvat og erklærede ham formueløs. I denne sag indviklede han alle de anseteste bønder i Øfjord enten ved at lade dem göre krav på gods, som de påstod tilkom dem hos Sighvat og hans sönner, eller lade dem med eller mod deres vilje købe disses ejendomme og give deres eget frie gods derfor, så at hele befolkningen des mere kunde være tvungen til modstand mod Tord, hvis han kom...