Kålund / Reprint Sturlunga saga 1

1. Auflage 2021
ISBN: 978-87-430-3827-6
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 224 Seiten

Sturlunga saga skildrer den voldsomme periode, som kaldes Sturlungetiden og de begivenheder, som bringer Island på randen af borgerkrig. Sagaerne dækker perioden 1117-1262, hvor landet mister sin selvstændighed. Bind 1 indeholder: Fortællingen om Geirmund Helskind, Torgils og Havlides saga, Hvam-Sturlas saga, Sagaerne om Gudmund den Gode som præst og Gudmund Dyre.

Kristian Kålund (1844-1919): dansk filolog, som var tilknyttet det Arnamagnæ-anske Institut i København. Ud over sin oversættelse af Sturlunga saga udgav Kålund bl.a. tekstkritiske udgaver af flere af sagaerne, en historisk-topografisk be-skrivelse af Island og et et omfattende katalog over tekster i håndskriftsamlingen.

Autoren/Hrsg.

Kålund, Kristian

Reprint, Heimskringla

Leseproben

Forord OMKRING år 1300 levede i det vestlige Island på sin fædrene gård Skard i det nuværende Dala syssel lagmand Tord Narveson, hvis fader var en fætter til den år 1284 afdøde lagmand Sturla Tordssons hustru, og som ved venskab havde været knyttet til denne som historisk forfatter og skjald höjt ansete mand. Man antager med god grund, at han har istandbragt det vidtløftige kildeskrift til Islands historie i fristatens sidste tid, som senere efter den slægt, der giver tidsrummet sit præg, er bleven kaldt Sturlunga (d.v.s. Sturlungernes) saga. Det er i hvert fald af indre grunde så godt som sikkert, at bearbejdelsen er foregået på Skard ved denne tid af et medlem af Narvesönnernes slægt. Bearbejderen har rimeligvis haft for sig en af Sturla efterladt saga om hvad der på Island havde tildraget sig fra c. 1200—1242 (eller længer), for så vidt begivenhederne angik hans egen slægt eller den snart efter sin død som helgen ansete biskop Gudmund på Holar, for hvem Sturla i sin faders hus havde lært ærbødighed. Dette værk, som af Sturlunga-bearbejderen benævnes Islændinge saga, blev nu kærnen for en langt mere omfattende Islandshistorie, idet der heri indarbejdedes udtog af forskellige samtidige sagaer og som indledning og fortsættelse tilföjedes allerede foreliggende sagaer fra den nærmest foregående eller efterfølgende tid. Som første indledning benyttede bearbejderen en til Skard knyttet beretning om den stedlige landnamsmand Geirmund Helskind, og gennem nogle tilföjede slægtregistre danner han overgangen til den derefter følgende fortælling om Torgils og Havlide, en saga, der med Dala syssel som delvis skueplads foregår i begyndelsen af 12. årh. og behandler hovedbegivenheden i Islands historie ved denne tid. Den næste fortælling, sagaen om Hvam-Sturla, med Dala syssel som hovedskueplads, fortsætter den foregående ved at berette om Torgils' sönner, men hovedpersonen, efter hvem sagaen tager navn, er Sturlunge-slægtens stamfader, og således danner denne saga den naturlige indledning til Sturlunga sagas midtparti, den af Hvam-Sturlas sönnesön Sturla Tordsson forfattede Islændinge saga, hvad også bearbejderen antyder ved at forudskikke vidtløftige, for Hvam-Sturlas saga og de følgende afsnit fælles slægtregistre. Selve Islændinge saga har bearbejderen på forskellig måde udfyldt. Først har han sammenarbejdet en nordlandsk saga om hövdingen Gudmund dyre, som til hovedgenstand har den skæbnesvangreste begivenhed fra 12. århundredes slutning (en stor mordbrand), med beretningerne om biskop Gudmunds ungdomsår, som belyser, hvad der senere fortælles om denne mand; dernæst har han blandt begivenhederne ved 13. årh.s begyndelse indskudt sidste halvdel af en andensteds fra kendt saga om biskop Gudmunds ven, den vestfjordske hövding Ravn Sveinbjörnsson, da drabet på ham sætter spor langt ned i den efterfølgende tid. Som fortsættelse af Sturlas Islændinge saga benytter bearbejderen en saga om Sturlungeslægtens ved midten af 13. årh. mest fremtrædende medlem, Sturlas fætter Tord kakale, til hvis livshistorie knyttes den lille Svinfellinge saga på grund af Tords forhold til denne østlandske hövdingeslægt. Sandsynligvis har ligeledes om Sturlungernes dødsfjende, den senere jarl Gissur Torvaldsson, foreligget en selvstændig saga, af hvis begyndelse partier er indskudte i Islændinge saga, medens dens fortsættelse er anvendt parallelt med Tords saga indtil tiden for Islands underkastelse 1262—64. Men i 14. årh.s 1. halvdel har yderligere en ny bearbejder i det af ham redigerede håndskrift indskudt store stykker af en saga om Sturlungeslægtens yngste hövding, Sturlas brodersön, den med Tord og Gissur samtidige Torgils skarde, og tilföjet beretningerne om Sturla Tordssons senere år. Til overblik af det brogede stof vil det være tjænligt at fremdrage enkelte hovedpunkter. Med Torgils og Havlides saga slutter det fredelige hundredår (1030—1130), som ligger mellem den bevægede sagatid på overgangen mellem hedenskab og kristendom, og fristatstidens sidste stormfulde afsnit. Varetagelsen af uværdige klienters anliggender bevirker en så stærk spænding mellem de to hövdinger, at Torgils på altinget 1120 sårer Havlide og dömmes fredløs; ikke desmindre vil han næste år tiltvinge sig adgang til tinget, hvor udsigten da er til almindelig kamp, men det lykkes den ansete gejstlige, den senere biskop Kløng, ved sine forestillinger at bilægge striden, et vidnesbyrd om, at tiden dog endnu præges af en sagtmodigere ånd end den i det følgende tidsrum rådende. Hvam-Sturlas saga giver i sagaens hovedperson en repræsentant for den nye tid, en mand, der ved selvisk, men klog og behersket beregning fra en forholdsvis ringe begyndelse under vekslende forhold når frem til magt og indflydelse, med bidende vid og stærk hævnsyge. Over sin medbejler Einar Torgilsson får han efter en række tvistigheder overtaget ved Hedekampen 1171, men i den indviklede Deildartunge-proces spænder han buen for stærkt og må 1181 overfor den tids mægtigste hövding Jon Loftsson give efter. Hvam-Sturlas saga er som nævnt skilt fra Sturla Tordssons Islændinge-saga ved de ind i hinanden flettede sagaer om den senere biskop Gudmund Areson den gode og hövdingen Gudmund dyre. Gudmund godes saga omfatter hans præstetid og tidligere år; den fremtræder i en underlig ubehjælpsom form, idet den er annalistisk fortalt, og der til hvert år desuden er föjet opregning af en række ganske uvedkommende begivenheder. Født 1161 var Gudmund som barn af en heftig og stivsindet natur, men omtrent samtidig med at han 1185 præsteviedes, gennemgik han en religiøs vækkelse, hvortil spiren var lagt under et smerteligt sygeleje, da han 1180 ved et skibbrud havde fået det ene ben knust, og som kom fuldstændig til gennembrud ved sorgen over en vens nu påfølgende død, så at han ofrede sig helt for sit kald, som han opfattede som en bogstavelig efterlevelse af oldkirkens fromhedskrav, særlig en yderliggående og aldeles kritikløs udøvelse af kristelig godgörenhed og omsorg for de fattige, og hvormed han forbandt en mystisk tro på sin ævne til at indvie sundhedskilder og besværge onde ånder. I Gudmund dyres saga foranlediger gensidig skinsyge fortsatte rivninger mellem Gudmund dyre og hans nabo Önund Torkelsson, indtil den i øvrigt ret sympatetisk skildrede Gudmund ved at indebrænde Önund på hans gård 1197 gör en brat ende på deres mellemværende, men lægger spiren til ny ufred (Forligsbrud, Drabene i Lauvås 1198), indtil han endelig 1199 står som ubestridt sejrherre. Islændinge saga med dens indskud giver en kronologisk velordnet fremstilling af tildragelserne på Island i 13. århundredes 1ste halvdel (indtil 1242); men dens anlæg som en lands-historie vanskeliggör overblikket over begivenhedernes gang. Ved århundredets begyndelse stod blandt hövdingeslægterne på Island nogle få i første række. I den sydlige del af landet var Odde-slægten den vigtigste, benævnt efter gården Odde i Rangarvalla syssel og nedstammende fra Jon Loftsson. Slægtens overhoved var Sæmund Jonsson, men han havde en mængde uægte søskende; han var selv ikke nogen fremragende mand og efterlod sig kun uægte afkom, så at slægtens anseelse efterhånden tabte sig. Ved siden af den ragede Haukdølerne frem, som nedstammede fra den første biskop i Skålaholt (Skalholt) og tog navn efter den noget nordligere liggende gård Haukadal. Slægtens vigtigste mand var Torvald Gissursson, fader til den senere så bekendte Gissur jarl. På vestlandet var i rask fremgang Sturlungerne, d. v. s. Hvam-Sturlas vidt forgrenede æt (over hvis vigtigste medlemmer medfølgende stamtavle giver en oversigt), særlig hans tre sønner Tord, Sighvat og Snorre; det var en hensynsløs slægt, som ved sit magtbegær har en stor del af ansvaret for samtidens politiske forholds uheldige udvikling. Medens Tord holdt sig i de hjemlige egne, bosatte Snorre sig snart i Reykjaholt på grænsen af syd- og vestlandet, hvorimod Sighvat overflyttede til nordlandet (det nuv. Øfjord syssel). På nordlandet var Skagafjord hjemsted for den anseteste slægt, blandt hvis medlemmer Kolbein Tumeson, broderen Arnor og dennes sön Kolbein (K. unge) især er fremtrædende; senere tilfalder herredömmet for en kort tid Brand Kolbeinsson, som tilhørte en sidelinje. Østlandet inddroges kun sjælden i Sturlungetidens fejder, og her træder egenlig blot Svinfellingerne, benævnte efter gården Svinafell i det sydøstlige Island, frem i første række. Den vigtigste begivenhed ved den tid fortællingen tager sin begyndelse, er Gudmund Aresons valg 1201 til biskop over det nordlandet omfattende...