Jónsson / Reprint Tilnavne i den islandske oldlitteratur

1. Auflage 2021
ISBN: 978-87-430-8401-3
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 224 Seiten

Man skal ikke læse mange sider i de islandske sagaer, før man støder på de første tilnavne - Grim Loddenkind, Dræber-Glum, Ketil Flad-næse eller Torsten Torskebider. Navnene kan være hædersnavne som Knud den Store eller nedsættende som Tore Hund. Mange er humoristiske som Halbjørn Halvtrold, mens andre er mere faktuelle som Bjarke den Norske eller Snorre Gode. Ikke alle navne er dog lige gennemskuelige. Dette råder denne bog bod på. Tilnavne i den islandske oldlitteratur, er en samling af omkr. 2300 tilnavne, som er ordnet alfabetisk og nem at finde rundt i. Ved hvert navn angiver Finnur Jónsson kilden til navnet, betydningen af det og hvornår bæreren af det pågældende navn levede.

Finnur Jónsson (1858-1934) islandsk filolog og professor i nordisk filologi ved Københavns Universitet i 30 år. Såvel hans studier som hans imponerende forfatterskab havde fokus på Islands gamle sprog og litteratur.

Autoren/Hrsg.

Jónsson, Finnur

Reprint, Heimskringla

Leseproben

A
Aðalsteinsfóstri, Hákon (d. gode), Hkr. og fl. st. X. ‘Adelstens fostersön’, opfostret af kong Adelsten i England. Som det fremgår af alle ‘fostre’-navne, er det klart, at fóstri i forbindelse med et mandsnavn betyder altid ‘fostersön’. afbragð, Jón Ann. XIV. ‘Udmærket’, egl. ‘noget som (ved sine egenskaber) adskiller sig fra alt andet’ (jfr. bregða af, frá). afra- -Fasti Hkr. X—XI (v. l. Hafra-, men denne form er sikkert opståt ved misforståelse; der skrives afr-altid i Hkr.-hdskrr.). Der er al grund til at antage, at afra- er tn.; det kan da sættes i forbindelse med afr, der findes i Eg. (s. 132), hvor ordet ifg. hovedhdskr. (AM. 132) er ntr.; men ifg. 3 andre vigtige hdskrr. hedder ordet afri, mask., og det er rimeligvis det rigtige; da er tn. gen. sg. af dette. Ordet er navnet på etslags drik, der ikke kendes nærmere. afráðskollr, Þorgeirr Hkr. X. ‘Skadehoved’; betydn. er noget usikker; det første led er det velkendte afráð ‘afgift, trykkende byrde’, og så ‘skade, tab’, som en lider. Agðanes, Auðgrimr Hák. XIII. ‘Agdenæs’, på sydsiden af indløbet til Trondhjemsfjorden. agði, Garðr Flat., uhist. ‘Agderen’, er vel egl. en eponym til Agðir, uagtet det var en af hans sönner, der i arv fik denne del af Norge. Jfr. egðski. agnarr, Magnús Sturl. XIII. Tn. kendes ellers kun som mandsnavn; nærmere forklaring kan ikke gives; at der skulde være en indre sammenhæng mellem stavelserne agn og magn er næppe tænkeligt. agnhttr, Sigurðr Hkr., Ann. XII (i Flat. ur. ógn-). Første led synes snarest at måtte være agn ntr. ‘mading’, fordi han engang har båret el. samlet mading i sin hat? ágæti (hinn), Vilhjálmr, se dlingr. áhola, Árni Hák. XIII. Enten af á ‘en elv’, altså ‘elvehul’, el. á er præp., ‘hul på’ (: noget). ákafi, Þórarinn Gullþ. X. ‘Den voldsomme’; enten subst. eller svagt adj. ákafr, Ámundi Hák. XIII. ‘Den voldsomme, ivrige’. Akra- -Þórir Ljósv. X—XI. ‘Agre’-; »hann bjó at krum i Hrgárdal« (s. 258). Jfr. Akrakarl, Akraskeggr. Akrakarl, Þórir Ljósv. XI. ‘Akrekarl’, fordi han bode på Akrar i Hörgådalen (også akraskeggr). Akraskeggr se Akrakarl akraspillir, Eymundr Gl. IX = gmundr akraspillir Fas. (v. l. aska-sp., akasp. ur.); Amund Ætt. X. ‘Ager-ødelægger’; grunden ukendt. álfasprengir, gn Fas., sagnh. ‘Alvesprænger’, en som får alverne til at sprænges, dø, af forfølgelse (?). álfdoell, Sveinn Ann. XIV. ‘Fra Alfadal’, sikkert Álfadalr i Isefjordsyssel; se Kål. I, 579. alikarl, Þorgrímr Sturl., Bisk. XII. ‘En mand (ældre mand), som får føde hos en anden, en fledføring’; Þ. var bonde, men han blev dömt i så höje bøder, at han blev »kallaðr félauss«; det er vel derefter, at han har fåt sit tn. alli (hinn), Hlífólfr Flat. XII. At antage, at dette tn. er den svage form af allr ‘al’, der ellers ikke eksisterer, er så at sige utænkeligt. Jeg ser deri den svage form af allr, positiven til ellri, elztr, (ty. alt) = gamall; som navn forekommer ordet på Glavendrup-st. og andre steder, se Wimmer: døbef. i Åkirkebyk. s. 10. allrasystir, Yngvildr Ldn., Gl., Rd. X. ‘Alles søster’; hører kun uegenlig hid; tn. er ironisk og mulig givet, fordi Y. har haft det for skik at kalde alle for søstre eller brødre. allsekki, Eiríkr Magn. lag. XIII. ‘Slet intet’, fordi han mente, at han i forhold til sine brødre (Birger jarls sönner) intet havde fat. álptmýringr, Jón Sturl. XIII. ‘Fra Alftamýrr’; en gård med det navn findes i lsafjordsyssel. alskik, Ásólfr Ldn. IX—X. Tn. findes kun i Hb., derimod, mærkeligt nok, ikke i Stb.; hvad det bet., er uopklaret; nordisk synes det ikke at kunne være og keltisk oprindelse er ikke bleven påvist. alspakr, Eiríkr Eg. X. ‘I alle henseender klog’; E. kaldes »spakr at viti«. Áludrengr, Starkaðr Fas. myt., ‘Åledreng’; dette forudsætter et stedsnavn Ála, jfr. Álufossar (Ulefoss) i Grenland, eller skal der læses Alu : lu? Jfr. Munch Nfh 1, 1, 257. Alviðrukappi, Þorkell enn auðgi Ldn. X. ‘Alvidras helt’; hans fader Tord bode i Alviðra i Dyrefjord, Island. alvitr, Hervr Edd. ‘Den meget kloge’ (el. vidende?). I øvrigt bet. ordet måske noget helt andet, nemlig ‘fremmedagtigt væsen, væsen i en fremmed skikkelse’ (Sievers), af al- = -al i alius, og vitr = véttr. ambi, Arnbjrn Hkr. XIII. Tn. er dannet af navnet, idet rn er gåt over til m foran b. Jfr. Rygh: Personnavne i no. stedsnavne 5. amma, Runólfr Bisk. XIII—XIV. ‘Bedstemoder’. ánauðgi, Ormr Ldn. IX—X. ‘Den, der er el. har været træl’; i øvrigt findes dette tn. kun i Stb.; i Hb. kaldes han auðgi ‘den rige’. Andréás-mágr, Einarr Hkr. XII; ‘Andres-måg’ : svigersön; E. var gift med præsten Andreas’ datter (Hkr. III, 329). andvaka, Eyjólfr Sturl. XIII. ‘Årvågenhed’ (en trompet hed således) eller ‘Sövnløshed’ (ikke at kunne sove om natten); uvist hvilken betydn. her skal antages. angelus, Árni Ann. XIV. ‘Engel’; ordet er lat., jfr. oremus. anmarki, Þorkell Gísl. X. ‘Fejl, Lyde’. aptrkemba, Álfr Finb. X. ‘Med tilbagekæmmet hår’. árborna (hin), Ástriðr Fsk. XI. ‘Tidlig født’ d. v. s. »den som kunde tælle sine fri forfædre tilbage i tiden« (Hertzberg, Glossar), særlig om den fribårne bonde. Astrid var en datter af Erling på Sole. árbót, Álof Hkr., Ldn., Nj. IX—X. ‘Årbod’, egl. en, der ved sin lykke bevirker åringens godhed. arðskafi, Grímr Edd., sagnh. ‘Plov-skraber’, af arðr; betydningen ikke ganske sikker, vel nærmest, ‘den, der skraber, skærer med plov’. ármaðr, Ásgautr Hkr. XI; Bjrn Hkr. XI; Ívarr Sv. XII. ‘Årmand’, d. v. s. en kgl. godsbestyrer; egenlig en maðr, der er árr : en, der på en andens vegne har et hværv at udføre (jfr. K. Maurers afhdl. om ármaðr). Arnafjrdr, Erlendr D. N. XIII—XIV. ‘Arnefjord’, en forgrening af Sognefjorden. arnarungi, Þorbjrn Sturl. XIII. Kan bet. ‘Örns unge : sön’, men falder sammen med arnar-ungi = örneunge. arnkatla, Þuríðr (to, moder og datter) Ldn. X. Hb. har ok imellem þuriðar og arnktlu, hvorved det sidste vilde blive egennavn, som så var bleven datterens tn. Det forekommer mig at Hb.s læsemåde er nok så sandsynlig. A. er egl. fem. til mandsnavnet Arnketill (-kell). ársæli (hinn), Eiríkr Hkr., Oleg. (her = Eiríkr sigrsæli X; mulig ved misforståelse) XI; Hávarðr Orkn. X. ‘Årsæle’, rig på afgrøde, heldig med afgrøde, eller, mulig, ved sin lykke bevirkende, at der er gode åringer. ása- -Þórr SnE., Edd. ‘Ase-Tor’, d. v. s. Tor, som er en af aserne og særlig knyttet til dem og virkende for dem. askasmiðr, Oddbjrn Ldn., Eg., Fas. X. ‘Karsmed’; askr står her sikkert i betydn. ‘kar’, madkar af træ, således som sådanne har været i brug på Island indtil vore dage. askmaðr, Álfr Hkr., Eg. X. ‘Askmand’, opkaldt efter den slags skib som hed askr, jfr. lat....