Jónsson / Reprint Norrøn litteraturhistorie I

Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie
1. Auflage 2022
ISBN: 978-87-430-6701-6
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, Band 1, 648 Seiten

Reihe: Norrøn litteraturhistorie

Finnur Jónssons store litteraturhistorie - oprindeligt udgivet under titlen Den old-norske og oldislandske litteraturs historie - er den hidtil mest omfattende historie over den norrøne litteratur. Trebindsværket beskriver den norsk-islandske littera-turs udvikling fra vikingetid til middelalder. Første bind, der dækker perioden 800-1100, giver en grundig gennemgang af eddadigten og de skjaldekvad, som hører til dette tidsrum. Den historiske baggrund for digtningens opståen beskrives ligesom en række skjalde portrætteres. - Denne udgave af værket er et fotografisk genoptryk af andenudgaven fra 1920.

Finnur Jónsson (1858-1934): islandsk filolog, sprogforsker og professor i nordisk filologi ved Københavns Universitet fra 1898-1928. Såvel hans studier som hans imponerende forfatterskab havde fokus på Islands gamle sprog og litteratur. Han udgav desuden kritiske udgaver af adskillige håndskrifter.

Autoren/Hrsg.

Jónsson, Finnur

Reprint, Heimskringla

Leseproben

INDLEDNING
Når man overvejer det oldnordiske sprogs almindelig anerkendte vigtighed og på den anden side erindrer, at studiet af dette sprog overalt stadig tager til, er det en ganske naturlig følge heraf, at en udførligere fremstilling af den i dette sprog forfattede litteratur tiltrænges. At en nogenlunde udførlig tilsvarende håndbog i denne litteratur tiltrods for de forskellige större eller mindre værker, der i forvejen haves, ikke er overflødig, turde være indlysende. Disse værker kan kronologisk deles i 3 klasser. Til de ældste hører Skúle Thorlacius: De veterum, maxime Borealium historia et poesi, earumque usu et ætatibus, 1778, i Observationes miscellaneæ, spec. 1. En kort afhandling om den gamle poesi alene2. — R. Nyerup: Udsigt over vort Fædrenelands Litteratur i Middelalderen, Khavn. 1804, — Lindfors: Inledning til Isländska Litteraturen och dess Historia under Medeltiden, Lund 1824, — P. E. Müller: Sagabibliothek med Anmærkninger og indledende Afhandlinger, 3 bind, Khavn 1817—28, — N. M. Petersen: Den oldnordiske Litteraturs Omfang og Vigtighed i Ledetraad til nordisk Oldkyndighed, Khavn. 1836, — C. F. Kæppen: Literarische Einleitung in die nordische Mythologie, Berlin 1837, — E, Rosselet: Isländische Literatur i Ersch u. Grubers Encyklopædi Sect. II, 31. theil, 1855. Alle disse afhandlinger var ret gode og fortjænstfulde for deres tid. Nyerups afhandling danner grundlaget i det mindste både for Lindfors’ og Kæppens. Den sidste er den fuldkomneste og bedste, fremstillingen er klar og underholdende og desuden strængt kritisk. Müllers Sagabibliothek er, som bekendt, et hovedværk, der altid vil beholde en vis avtoritet og værd. Rosselet’s afhandling er særdeles nøjagtig og dygtig, særlig ved sine bibliografiske oplysninger. Til den anden klasse hører de to, omtrent samtidig udkomne hovedværker: N. M. Petersen: Bidrag til den oldnordiske literaturs historie, i Annaler f. nord. Oldk. og Hist. 1861, udkom 1865, og R. Keyser: Nordmændenes Videnskabelighed og Literatur i Middelalderen, trykt som 1. bind af hans Eftérladte Skrifter, Chria 1866. Det ligger meget nær at sammenligne disse to værker på grund af stoffets omtrentlige væsensenhed. Men der viser sig at ' være en stor forskel tilstede både med hensyn til affattelse og opfattelse. Keysers bog er en helstøbt og i formel henseende velskreven bog, hvorimod N. M. Petersens værk kun er et udkast, i formel henseende aldeles utilfredsstillende, og, hvad indhold angår, ikke så fuldstændigt som Keysers. Også ved de mange prøver af oldkvadene er Keysers bog underholdende og tiltrækkende. Til gengæld er den i en anden henseende særdeles uheldig. Den forfølger nemlig et bestemt ensidigt mål. Den er et udfra en meget stærk nationalitetsfølelse skrevet værk, hvor en aldeles uforholdsmæssig, mod alle historiske kendsgerninger stridende litterær overlegenhed tillægges Nordmændene på Islændernes bekostning, ikke at tale om de Danske og Svenske — en overlegenhed, som Keyser selv giver følgende udtryk: »Islændingen fandt imidlertid Kredsen for sin aandelige Rørelse paa Fædreneøen vel trang. Han stundede idelig efter at indtage, i det mindste for en Tid, en Plads i Norge, især i den norske Konges Hird, en Plads, som kunde give ham et Navn blandt Nordmændene ... ; dette stræbte han at opnaa ikke alene ved tapper Daad, hvor Lejlighed hertil gaves, men ogsaa ved at gjøre sine aandelige Fulkommenheder saavidt muligt gjældende. Han traadte derfor gjerne, naar han kunde, i den norske Konges eller de norske Stormænds Tjeneste som Skald, som Fortæller og i senere Tider ogsaa som Skriver. Øvelsen gav Færdighed. Man begyndte efterhaanden i Norge at sætte Pris paa den reisende Islændings Dygtighed baade i en let Anvendelse af den norske Digtekunsts indviklede Regler og i Foredraget af de historiske Sagn, som ikke alene omfattede Begivenheder paa hans Fædreneø, .men ogsaa merkelige Begivenheder i Norge... Hermed begyndte Islændingernes videnskabelige Virksomhed i Norge som Skalde og Sagamænd. Men det faldt hverken dem selv eller Nordmændene ind at betragte denne Virksomhed som adskilt fra den almindelige Aandsrørelse, der i Norge gjennem Traditionen udtalte sig. Den islandske Skald kvad i Norge om norske Emner i det samme Sprog, i den samme Tone og i den samme Form, som de norske Skalde benyttede og havde benyttet længe før Island bebyggedes. Den islandske Sagamand fortalte i Norge om norske Begivenheder for største Delen kun det, som han paa første eller anden Haand gjennem den norske Tradition havde lært, uden at tilegne sig anden Fortjeneste end Evne til vel at erindre det Lærte og Gave til flydende at foredrage det, som allerede i den norske Tradition havde antaget sin meer eller mindre bestemte Form. Om en selvstændig videnskabelig Virksomhed, ved hvilken hans Nationalitet som Islænding skulde yttre sin Indflydelse, kunde her ikke blive Tale. Da den skriftlige Optegning begyndte, blev Forholdet i Hovedsagen det samme. Islændingernes Pen benyttes nu, ligesom før deres Hukommelse og Tunge, ikkun med den Forskel, at Opskrivningen af norske Sagn nu kunde foregaa ligesaavel paa Island som i Norge selv, og det Skrevne ligefuldt derfor finde Læsere her som hist. Hertil indskrænker sig da i det Væsentlige den saameget omtalte i slandske literære Virksomhed, hvilken altsaa aldrig kan betragtes som andet end en Green af den norske, i hvormange Islændinger endogsaa maatte have vundet et berømt Navn baade som Skalde, Historiegranskere, Fortællere, Samlere og Nedskrivere« (s. 23—4). Hertil skal kun tilføjes, at Keyser mener, at Eddakvadene udelukkende er norske fra det 5., 6., 7. og 8. århundrede. I anledning af dette værk udbrød der en hvas fejde, som indlededes med S. Grundtvigs Anmældelse og indsigelse i Historisk Tidskrifts 3. række V. bind. Heri kritiserer forf. meget skarpt og med afgjort held Keysers anti-islandske anskuelse og anfører de vigtigste modbeviser, der dels består i en historisk fremstilling af forholdet mellem det åndelige liv i Norge og på Island, dels i udtrykkelige udtalelser både af islandske forfattere og særlig én norsk forfatter, Tjodrek munk. Grundtvig påviser, at skjaldepoesien får en egen udvikling på Island, og at historieskrivningen udelukkende er islandsk. Derimod mente Grundtvig, at Eddakvadene var særdeles gamle og omtrent fra samme tid, som Keyser havde antaget, men han drog heraf den slutning, at, hvis så var, kunde kvadene ligeså godt være danske og svenske eller fællesskandinaviske, som norske. På samme side som Grundtvig stillede prof. K. Maurer sig også i en anmældelse af Keysers bog i Zeitschrift für deutsche Philologie I, 1869. Dog var han tilböjelig til at mene, at Eddakvadene ikke var så gamle, som Keyser og Grundtvig vilde. Endnu besterntere havde Maurer en gang tidligere udtalt sig om Eddakvadenes alder3. Ligeledes på Grundtvigs side stillede svenskeren M. B. Richert sig i (Hamiltons) Nordisk Tidsskrift 1869 i en særdeles udførlig og oplysende afhandling. Imod Grundtvig optraadte E. Jessen ved en afhandling i Historisk Tidskrift 3. række VI. bind; men han behandler så at sige udelukkende Eddakvadenes alder og formentlige fortræffelighed. Grænsede de tidligere meninger herom til en yderlighed, var Jessens anskuelser i en ikke ringere grad en yderlighed, men i modsat retning. Om nogen höj alder kan der ikke være tale (det 11. og det 12. og 13. århundrede) og han frakendte de fleste af dem så godt som al fortræffelighed både i stil og form4). Endelig fremkom der fra norsk side en afhandling af G. Storm: Om den gamle norröne Literatur, 1869. Han indrömmer, at skjaldepoesiens udvikling, samt historieskrivningen med rette tilkommer Islænderne. Desuden hævder han, at Eddakvadene på grund af de i dem antydede og omtalte naturforhold ikke kan være danske, men også han tillægger dem for höj en alder. Andre indlæg i striden (se Möbius’ Verzeichniss s. 5) er for ubetydelige til her at omtales. Udbyttet af denne strid var følgende. For det første blev Keysers ensidige teori aldeles tilintetgjort, og man kom til den indsigt, at der måtte skelnes i mejlem Islændernes og Nordmændenes litterære virksomhed. For det andet kom man ind på for alvor og metodisk at drøfte Eddakvadenes alder og hjemstavn, således, at man granskede dem selv for derfra at hænte beviser for deres oprindelse i tid og sted. Man havde på en måde opdaget midlerne til nærmere at bestemme kvadenes alder og hjem. Dette spörsmål blev temmelig alsidig belyst og ført — om end ikke til et endeligt resultat, så dog — et godt stykke fremad på den rigtige vej...