Jensen / Hansen / Sandau Den lyserøde trekant mellem politik, aids og kultur

Erindringer fra Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske fra 1971 til 2002 og lidt mere
3. Auflage 2020
ISBN: 978-87-430-1875-9
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 206 Seiten

Dette er vores erindringer om vores politiske arbejde og arbejde med at lede Landsforeningen og dermed vores personlige vinkel på foreningens historie. På den ene side skriver vi om vores egne oplevelser, de politiske debatter vi deltog i, de udvalg og kommissioner vi var med i, møder og samarbejder med politikere, embedsmænd og andre beslutningstagere samt det samfund, som Danmark var dengang. På den anden side skriver vi om det indre liv og de mange aktiviteter, som Landsforeningen dengang var præget af og som vi også var del af. Vores historie har fokus på perioden fra midt i 1970erne frem til 2002 med enkelte tråde både længere tilbage og længere frem i tiden.

Steffen Jensen var medlem af Landsforeningens hovedbestyrelse 1981-92, formand for Bygge- og Støttefonden 1981-84 og derefter formand for Pan A/S fra 1984-92, samt engageret i det udenrigspolitiske arbejde fra 1986-2019, og bl.a. koordinator for ILGAs arbejde i forhold til EU og Europarådet 1990-1996 og med-lem af bestyrelsen for ILGA-Europe 1997-2000.

Autoren/Hrsg.

Jensen, Steffen

Hansen, Bent

Sandau, Henning

Sandau, Kurt

Leseproben

Homokommissionen – hvor
mindretallet vandt
Folketinget pålagde i maj 1984 den daværende borgerlige regering at nedsætte en kommissionen til at belyse forholdene for bøsser og lesbiske i Danmark. Det blev en af de første gange, hvor vi fra Landsforeningen for alvor fik vores gang på Christiansborgs gange og oplevede det politiske liv indefra – og forud for nedsættelsen var også gået et lille politisk spil med foreningen som igangsætter. Landsforeningen har beskæftiget sig med lovgivning i hele sin levetid, men for alvor først fra midt i 1960’erne. Den daværende formand, Per Kleis Bønnelycke var meget aktiv i Det Radikale Venstre, som havde stor indflydelse i Folketinget, og det gav også stor indflydelse på vores emner. Som et konkret eksempel blev den seksuelle lavalder for homoseksuelle forhold i 1976 sat ned fra 18 år til 15, så den var ens for homo- og heteroseksuelle forhold. Men generelt var det ret kompliceret at overskue, hvordan ligestilling i lovgivningen mellem homo- og heteroseksuelle skulle gribes an. Og derfor opstod tanken om at lave et udredningsarbejde, som kan ses som den første spire til den senere Homokommission. Vi var enige om, at Landsforeningen ikke selv var i stand til at stå for dette udredningsarbejde - vi havde ikke eksperter nok. Vigtige politiske sejre
Landsforeningen spillede en vigtig rolle i arbejdet for at få indført det registrerede partnerskab og en hiv/aids-politik, der sammenlignet med mange andre lande, var liberal. Her i landet behøver en regering ikke at have flertal - bare den ikke har flertal imod sig. Fx i form af et egentligt mistillidsvotum. Det var tilfældet op gennem 1980’erne for den borgerlige regering med Schlüter som statsminister. Her indførte man næsten en ny parlamentarisk “institution”, hvor man i højere grad end hidtil set accepterede flertal imod sig i enkeltsager, uden at gøre det til et “kabinetsspørgsmål”, altså et krav om et tillids-/mistillidsvotum. Den holdning kom i høj grad Landsforeningen til gode i de to allervæsentligste problemstillinger for foreningen i 1980’erne. På den ene side spørgsmålet om registreret partnerskab, som blev afgjort i 1989. På den anden side den nye sygdom hiv/aids, som vi lærte at kende i begyndelsen af 80’erne. Hiv/aids kom måske til at påvirke Landsforeningens aktiviteter mere, end arbejdet med registreret partnerskab gjorde i samme periode. Og hvor det ene skabte stor glæde, skabte det andet kun overvældende bedrøvelse og sorg. Så meget desto mere kløede vi på for at skabe en i vores øjne acceptabel hiv/aids-politik, som dels varetog de smittedes interesser, dels medvirkede til ikke at hænge hele bøssegruppen ud som farlige smittespredere. Men det politiske og mediemæssige arbejde med registreret partnerskab og hiv/aids havde selvfølgelig lighedspunkter, og i perioder løb de parallelt, blot med forskellige eksterne aktører på især den politiske og embedsmæssige/“professionelle” side. I forbindelse med det registrerede partnerskab havde vi i årevis samarbejdet med politikere og embedsmænd, som vi efterhånden kendte godt. Med hiv/aids startede det hele for så vidt forfra med at finde samarbejdspartnere. Ikke så meget på den politiske side, for de blev langt af vejen de samme som i forhold til registreret partnerskab. Men nu måtte vi bevæge os ind i sundhedssystemet, finde de rigtige beslutningstagere. For at sige det rent ud og kort: det var ikke vanskeligt på embedsmandsplan, kun på regeringsplan voldte det til en begyndelse vanskeligheder. Det omtales mere uddybende i afsnittet om hiv/aids. Allerede tidligt - måske endog før, de alvorlige realiteter stod virkeligt klare for os - blev vi kontaktet af en betydningsfuld professor og overlæge Peter Ebbesen fra Århus Kræftforskningsinstitut, som gerne ville tage blodprøver af de bøsser, som frivilligt indlod sig på det. Det sagde foreningens ledelse tøvende ja til, fordi vi ikke bare kunne lade stå til med de oplysninger, vi blev forelagt, om at smitten især ramte amerikanske bøsser, selvom vores viden på det tidspunkt var uhyre begrænset. Men da problemets alvor kort tid efter virkelig gik op for os, mobiliserede vi lynhurtigt og meget kraftigt internt i foreningen og gik i gang med det sædvanlige lobbyarbejde og arbejdet med at skaffe kontakter hos relevante embedsmænd og i det praktiske sundhedssystem. Det lykkedes at få fat i de virkelig tunge beslutningstagere både i Sundhedsstyrelsen og Statens Seruminstitut og de relevante besluttende overlæger og professorer på hospitalerne og universiteterne. Og vi fik et godt samarbejde. Faktisk mødte vi endog meget stor velvilje fra et system, som koncentrerede sig om at forebygge og helbrede frem for at lægge vægt på den enkeltes livsform. Men ud over det, opfattede vi også, at velviljen kom af personlig overbevisning næsten hele vejen rundt. Tre afgørende personer her i begyndelsesfasen skal fremhæves allerede nu: Overlæge Michael von Magnus i Sundhedsstyrelsen, som sad med ansvaret for smitsomme sygdomme, professor og overlæge på Rigshospitalets epidemiske afdeling, Viggo Faber, og overlæge på Statens Seruminstitut, Henrik Zoffmann med ansvar for epidemiske sygdomme. De var ildsjæle. Og først og fremmest vidste de, at det var vigtigt inddrage målgruppen. Og det blev vi. Med stor arbejdsbyrde for alle parter. Men også med gensidig tillid og respekt. Som i øvrigt voksede, jo mere vi lærte hinanden at kende. Senere kom flere til, fx overlæge Jens Ole Nielsen, som på det tidspunkt var på Rigshospitalet. Både i forhold til registreret partnerskab og hiv/aids havde den siddende, borgerlige regering et flertal imod sig i Folketinget - godt hjulpet på vej af Landsforeningen. Den daværende regerings accept af at blive stemt ned på visse enkeltpunkter uden at gøre det til kabinetsspørgsmål, øgede naturligvis manøvremulighederne for, at oppositionspartierne og Landsforeningen kunne få for os vigtige beslutninger gennemført. Derfor var det muligt at få nedsat Homokommissionen og i sidste ende få vedtaget registreret partnerskab. Og derfor var det muligt at gå imod meget restriktive forslag fra det daværende Fremskridtsparti om fx isolering af hiv-smittede - og endda at opnå en politik, som indebar frivillighed i forbindelse med at lade sig teste og undersøge. Mere herom under afsnittet om hiv/aids. I det politiske arbejde var strategien: at acceptere de parlamentariske spilleregler at samarbejde med relevante folketingsmedlemmer at have en bevidst pressestrategi, som forsynede medierne med klare og entydige standpunkter, som medførte mediernes opbakning at have stærk opbakning fra ikke alene Landsforeningen, men også fra det øvrige homomiljø at argumentere konsekvent for ligestilling. Startskud i Herning
Men så en gang sidst i 1970’erne deltog Henning Sandau som formand i Landsforeningen i et møde på ”Fristedet” i Herning, hvor repræsentanter fra de fire partier i Folketinget, vi samarbejdede meget med (Socialdemokratiet, de Radikale, SF og VS), deltog. Dertil var også Inge Krogh fra Kristeligt Folkeparti [i dag Kristendemokraterne] med i panelet. Inge Krogh var nok i mindretal denne dag, men ikke sådan at slå ud, så diskussionen mellem hende og ”vores venner” blev heftig. Og som debatten udviklede sig, kom repræsentanterne fra vores ”venne-partier” alle ind på, at man burde lave et udredningsarbejde for at få gennemført ligestilling. Henning Sandau spurgte derfor alle de tilstedeværende politikere, om de ville være med til at nedsætte en kommission til at forestå udredningsarbejdet. Det ville vores venner – og de repræsenterede et flertal i Folketinget. Det budskab var vi selvfølgelig meget glade for, og nu gik vi i gang med at forpligte politikerne til virkelig at nedsætte kommissionen. Det arbejde foregik i et forholdsvis fast forum med morgenmøder på Christiansborg mellem Landsforeningen og politikerne fra de venligtsindede partier. Spørgsmålet var jo: Hvad skal kommissoriet være, altså hvad skal kommissionen beskæftige sig med? Vi endte med at få et meget bredt kommissorium igennem, så da ”Kommissionen til belysning af homoseksuelles situation i samfundet” kom i gang i november 1984 (Folketinget vedtog kommissionen i maj, men justitsminister Erik Ninn-Hansen havde ikke travlt) kunne den beskæftige sig med ting, som det offentlige hidtil ikke havde beskæftiget sig med. Kommissoriet blev nemlig som følger: “Idet det anerkendes, at homoseksuelle bør have mulighed for at leve i overensstemmelse med deres identitet og indrette sig herefter i samfundet, og idet det erkendes, at...