Jacobsen / Juhl Heros og Helgen

1. Auflage 2022
ISBN: 978-87-430-4765-0
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 67 Seiten

For J. P. Jacobsen var gravkulten af de afdødes sjæle det egentlig kulturskabende og samfundsbærende i antikken, og han fandt den bevaret og videreført i det kristne Vesteuropas hovedland Frankrig, mens han anså den kristne dogmatiks indførelse for et betydningsløst overfladefænomen. En særlig side af denne fundamentale dødekult er fællesskabet i dyrkelse af "overmennesker", arkaiske helte og lovgivere eller bisper fra folkevandringstiden, som i live og senere ved deres relikvier, har beskyttet lokalsamfundene; omkring deres kult dannes de socialt betydeligste og mest stabile institutioner hvortil lægekunst, billedkunst osv. er knyttet. - Bogen udkom i 1913, og det er første gang den genudgives. Genudgivelsen er redigeret og omsat til nyere retskrivning.

Autoren/Hrsg.

Jacobsen, J. P.

Juhl, Peter Eliot

Leseproben

Oprindelsen

Den græske tragediedigter Sofokles, der var borger i Athen og havde sit hjem i Kolonos, en halv times gang nord for byen, digtede på sine gamle dage tragedien Oidipus i Kolonos, et skuespil, der lader os se Oidipus-skikkelsen fra andre synspunkter end dem, vi er fortrolige med fra den kendte Oidipus-legende, og som navnlig har den interesse for os, at den mere direkte end de fleste af de bevarede græske tragedier fører os ind i den verden af borgerlig fromhed, der er så ejendommelig for den antikke stadstat. Digterens eget fromme og folkelige sind var et ypperligt værksted for opbyggelige kunstværker. Ingen har vel bedre end han evnet at tolke og forme de meninger og stemninger, der lå ordløse og formløse i enhver god athensk borgers sind. „Oidipus i Kolonos” måtte netop i den henseende virke umiddelbart fængslende på tilhørerne, som en hjemstavnsskildring, hvori den ene enkelthed efter den anden fremkaldte taknemmeligt undrende genkendelse hos enhver. Den blinde Oidipus, ledet af Antigone, kommer gående ind i Eumenidernes hellige lund. En mand, de møder, fortæller dem, hvor de er, og Oidipus beder ham gå til kongen i Athen, til Theseus „for at bede ham om en ringe hjælp, der vil blive gengældt med en stor velgerning”. Manden spørger halvt spottende, hvad værdifuldt sådan en blind stakkel vel kan yde, men Oidipus svarer ham: „Ja, jeg er nok selv blind, men mine ord er det ikke!” Og da manden er gået for at tale med sine naboer om, hvorledes man skal stille sig overfor den sælsomme fremmede, røber Oidipus, i en bøn til Eumeniderne, hvad han har ment med sin tale om velgerning og synske ord: Oraklet i Delfi har sagt ham, at han i Eumenidernes lund skal finde hvile, og at han ved at dø dér skal bringe dem lykke, der modtager ham (dvs. Athen, eller nærmere: Kolonos), og volde dem skade, der har jaget ham bort (dvs. thebaierne). Så kommer en skare mænd til stede — koret i stykket — der opfordrer ham til straks at gå ud af den hellige lund, og da dette er sket, spørger de ham, hvem han er. De vil så, så snart de har hørt hans navn, jage ham bort, for at ikke en mand som han, der har dræbt sin fader, ved sin blotte nærværelse skal bringe ulykke over staden. Oidipus forkynder dem imidlertid med styrke, at hans komme til Kolonos er efter gudernes vilje, og at han „bringer borgerne noget meget værdifuldt”, hvorom han dog først vil udtale sig nærmere overfor stadens konge, Theseus. De andre vedtager da at sende bud til Theseus og lade ham råde for Oidipus’ skæbne. Oidipus svarer, at Theseus nok vil skynde sig at komme „til held for Athen og til held for mig“. Imidlertid har Antigone fået øje på en rytterske i det fjerne, og snart kan hun genkende hende: Det er hendes søster, Ismene, der nærmer sig i hastigt ridt. Af hende erfarer Oidipus, at hans sønner står i våben imod hinanden, og at Thebens velfærd står på spil, men at oraklet har forkyndt et nyt sandsagn: „at thebaierne engang vil søge at eje dig, død eller levende, for deres velfærds skyld, at deres magt ligger i dig“. Kreon, siger Ismene, er på vej hertil for at få dig til at vende hjemad, for at have din grav i nærheden af Theben, thi får du din grav i et fremmed land, bliver det Thebens ulykke. Oidipus vil intet høre derom, raser mod sine sønner, mod Kreon, mod thebaierne, alle disse utaknemmelige og ubarmhjertige, der har straffet ham, stadens velgører, Sfinksens overmand, for den brøde, han uden egen skyld, efter gudernes vilje, har øvet, og han beder mændene, koret, om værn mod Kreon og thebaierne: „Hjælp mig, tag imod mig, så vil I i mig få en frelser (soter) for eders by og samtidig en ødelægger af thebaierne”. Så kommer Theseus. Oidipus siger til ham: „Jeg bringer dig som gave mit stakkels legeme; det ser ikke meget tiltalende ud, men det vil bringe dig megen gavn.” Theseus: „Hvilken?” Oidipus: „Det skal du erfare med tiden . . . når jeg er død, og du har givet mig en grav.” Og senere hen i samtalen forklarer han Theseus, at thebaierne efter oraklets sandsagn vil søge ved alle midler at hindre, at han, Oidipus, får sin grav i Attika, fordi dette vil blive til ødelæggelse for dem; engang vil der komme krig mellem Theben og Attika. „Da skal mit kolde legeme ligge her i dødens søvn, gemt i jorden, og drikke thebaiernes varme blod . . . dog lad os ikke tale mere om disse ting, som mennesker ikke bør granske efter. Hold blot dit løfte, du skal aldrig få grund til at sige, at du ingen gavn har haft af at give Oidipus bolig her.” Så kommer Kreon og hans mænd for med lempe eller med vold at få Oidipus bort. Theseus og hans mænd må værne ham, det kommer til en formelig kamp om den (endnu levende) Oidipus’ legeme. Theseus bliver sejrherre . . . Torden og lyn forkynder Oidipus’ forestående død. „Nu vil jeg lønne Theseus hans velgerning imod mig og opfylde mit løfte . . . Så hør da, Theseus, hvad det er, jeg giver din by til evigt eje og til evig velsignelse. Jeg skal nu føre dig til det sted, hvor jeg skal dø, og jeg behøver ingen vejviser. Røb aldrig for noget menneske, hvor min grav er, thi den vil være dig et sikrere værn mod dine naboer end alle dine krigeres skjolde og lanser . . Når du selv skal dø, da sig din efterfølger, og han igen sin, hvor min grav er, så er staden sikret mod thebaierne . . . og når jeg ikke er mere, så bevar mit minde i påskønnelse af den lykke, I selv kommer til at nyde til evige tider.“ Så går Oidipus og Theseus, og kun Theseus er til stede ved Oidipus’ død, kun han kender hans grav. Hvad her er gengivet er ikke hele dramaet, men dets rygrad. Helt kort udtrykt er stykkets bærende idé forestillingen om, at besiddelsen af Oidipus’ relikvier er af stor værdi, ja nødvendig for stadens og folkets velfærd. Sofokles’ skuespil handler om relikvier og relikviedyrkelse, indskærper og forherliger den fra fædrene arvede ærefrygt for og dyrkelse af Oidipus’ relikvier, på samme måde som et mirakel- eller mysteriespil i det 15. eller 16. århundrede i en eller anden middelalderlig bykommune forherliger dyrkelsen af en eller anden værnehelgen, Sankt Martin, Sankt Laurentius fx og deres relikvier. Og dette just i en tid, vi med et åndshistorisk udtryk plejer at kalde „oplysningstiden“ i Athen, Perikles’ og Sokrates’ tidsalder, da dannelsesaristokrater og dannelsesfilistre efter vore forestillinger skulle have ført det store ord. At en af verdenslitteraturens største netop da med sit ry og med sin kunst helliger en religiøs åndsvane som relikviedyrkelse (og ved nøjere eftersyn viser relikviedyrkelsen sig netop som en af grundforudsætningerne for frembringelse og opførelse af de græske tragedier) er et blandt mange vidnesbyrd om, at vi er blevet for tidligt færdig med denne tid, når vi har karakteriseret den som „oplysningstid“. Heller ikke vor nyeuropæiske „oplysningstid“ i det 18. århundrede svarer jo i virkeligheden til det, man lægger ind i dette ord. Vi har i begge tilfælde ladet os narre af noget litteratur og har troet, at denne litteratur var et samlet og fuldgyldigt udtryk for alle tænkende menneskers livsanskuelse, fordi vi ikke kendte til direkte litterære protester fra anderledes tænkende. Litteratur i bekvem kunstnerisk form er nu engang meget tilfældig og leder vild, når man ikke har lejlighed eller evne til at undersøge andre udtryk for meninger og livsvaner. Var der kun den lighed mellem en folkefest i Athen i det 5. århundrede før vor tidsregning og en middelalderlig borgerfest i en mellemeuropæisk by et par tusind år senere, at der opførtes skuespil, i hvilke henholdsvis en heros og en helgen forherligedes, ville der ikke være megen grund til at bringe heros og helgen i forbindelse med hinanden. Det vil imidlertid vise sig, at der her ikke er tale om en tilfældig lighed men om en i årtusinder levende væsentlig uforandret religiøs forestilling, der har holdt sig og har levet i 50 eller 100 slægtled trods store historiske omskiftelser, ja også trods det trosskifte, som vi er vant til at tilskrive så store virkninger på forestillinger og åndsvaner. Undersøgelsen her skulle netop fremføre et eksempel (blandt mange) på, at man lægger en forkert værdi i udtryk som „ny religion” eller „kristendom”. I folkets religiøse og religiøs-sociale forestillinger og vaner sker der ikke store forandringer i kort tid. Her kendes ingen revolutioner. Alt missions-hovmod kommer her til kort. Ser vi nærmere på Sofokles’ skuespil, skønner vi let, at det er sammensat af tre elementer: en i Kolonos eksisterende kultus, en over denne kultus bygget, i folket levende legende til forklaring af den gamle kultus, en Oidipus-legende, og så digterens skabende kunst. At en Oidipus-kultus har...