Holm Base Camp

1. Auflage 2022
ISBN: 978-87-430-8527-0
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 338 Seiten

Sponsoreret af en australsk energidrik-virksomhed, Comeback, vender den danske bjergbestiger og BASE Jumper Jonas Overgaard sammen med sit gamle hold tilbage til Everest Base Camp. Målet er at nå Everests top. Allerede efter kort tid må Jonas og resten af holdet dog erkende, at flere fatale beslutninger fra deres første topforsøg i 2013 er vendt tilbage for at hjemsøge dem, og et sted i Base Camp er nogen ved at gøre regnskabet op. Base Camp er Michael Holms anden bog. Han udgav sin debut, spændingsromanen Jerusalemsyndromet, i 2019.

Autoren/Hrsg.

Holm, Michael

Leseproben

2.
Søndag den 1. august 2021
Mike Anderson har fået at vide, at han skal blive ved med at kigge op. De står for tæt på kanten til, at det er en rar fornemmelse, men han gør, som han har fået besked på. Hans diametrale modsætning, Andy, en høj, dreadlockssvingende fyr med en tykplastret amerikansk sydstatsaccent tager imod en skrattende besked i walkie-talkien. Det er nu. Manden, Mike Anderson har fløjet hele vejen fra Australien til Frankrig for at møde, har netop ladet sin krop falde ud fra klipperne lige under panoramaterrassen på Aiguille du Midi. Det går knapt at forestille sig det. Selv har de stået af på svævebanens anden station i 2300 meters højde, gået femten minutter langs en sti og tilbragt den sidste time på Refuge De Plan, et frokoststed med røde parasoller og afslappet stemning. Kun de sidste ti minutter har de stået på en afsats under stien. Mike mærker, hvordan Andys hemmelighedsfuldhed har gjort ham utålmodig. Han er endnu ikke blevet klogere på, hvorfor det er bedre her. De er tydeligvis for langt væk til at se den faldende skikkelse. Han har ikke engang fået udleveret en kikkert. Alt han kan skimte er det imponerende bygningsværk på toppen af Aigiulle du Midi, som de ville have haft adgang til, hvis de blot havde fortsat i svævebanen med den højeste opstigning i verden. Han ville ikke have brudt sig om at stå i 3800 meters højde, men i det mindste ville han have set faldet på nærmeste hold. I stedet står de her. Lidt over halvvejs. Midt i ingenting. Alt i ham har lyst til at ryste på hovedet over ekstremiteten i den handling, han lige har hørt om, men ikke kan se. Alligevel står han som et nikkende fjols, der ikke tør fjerne øjnene fra de sneklædte tinder, der står i kontrast til det frodige landskab under dem. Chamonix henslængt i dalen. Den milde brise han mærker. Han har taget jakken af og lagt den på en stol i restauranten, men det er ikke nok. Bukserne klæber, slipset strammer og svedpletterne på den hvide skjorte bliver svære at få af. Men han er firmaets repræsentant til et forretningsmøde. Det er et krav, og derfor uniformen han bærer, uanset hvor meget han falder udenfor. "Er du klar?" I dannelsen af en ny kontrast stiller Andy sig ved siden af. Mike ved ikke, hvad han skal svare, men drejer hovedet. Han er træt af at blive holdt hen. Det patetiske forsøg på at opbygge en spændingskurve. "Fortæl mig hvad jeg skal være klar til, og jeg skal fortælle dig, om jeg er det." Den amerikanske guide smiler skævt uden at kigge på ham. "Jeg behøver ikke at fortælle dig noget, dude. Alt jeg behøver, er at pege." Amerikaneren strækker sin arm. Ikke højt. Ikke mod himlen. Men lavere og lavere. Mike følger langsomt armens fald ud i dens udstrakte position. Han når ikke at tænke. Han har aldrig før oplevet noget komme imod ham med en sådan fart. Frygtinstinktet tager over og sender ham i knæ med højre arm dækkende ansigtet og albuen afværgende det angribende. Den rykkende fornemmelse af en urkraft, der passerer lige over hovedet. Han hører Andys opildnede Ye-ha-råb, mens han forskrækket ser ned over den slumrende dal og den store, orange fugleskikkelse, der fortsætter i en næsten ubrudt linje. "Hvad siger du så? Total præcision med 350 km/t. Du finder to måske tre andre i verden, der kan gøre det samme. Lidt lavere og han havde kappet hovedet af dig og alle blomsterne." Mike nikker igen. Han tror på det. Det samme gør de andre uindviede, der har rejst sig fra deres borde og nu står på stien. To teenagedrenge på vandretur med deres forældre er de mest højlydte og begejstrerede. De ved, hvad de har set, og hvad de er blevet givet. En feriehistorie endelig værd at fortælle kammeraterne om. En wingsuit BASE-jumper, der fløj så tæt forbi restauranten, at alle tabte deres bestik og spildte deres drikke. Overdrivelser båret frem af teenagerens manglende tro på selv de bedste historiers værdi. Alligevel lader han deres begejstring smitte, imens han ser, hvordan fuglen forvandles til en mand dinglende fra en udslået faldskærm. Han får ikke set selve landingen. Andy tager ham hen til svævebanen med det samme. Han spørger ikke hvorfor. Han fortæller ikke, at deres plan om at imponere ham allerede er lykkedes. I stedet lytter han blot til den lange udløsning af tilbageholdte ord, som samles til en effektfuld salgstale, der fortsætter, selv efter de er trådt ud af kabineliften i centrum af Chamonix. "Jeg ved, hvad du tænker: Jeg er hans ven. Selvfølgelig har jeg tænkt mig at sige positive ting. Men jeg garanterer dig: The sky is the limit med ham her. Fyren er et naturtalent. I de få år han har sprunget, har han udviklet sig til én af de bedste præcisionsspringere i verden. Det eneste han mangler, for at blive den bedste, er en seriøs sponsor." De kigger kort på hinanden over bilens tag, inden de sætter sig ind. Det er underligt at høre krav om seriøsitet fra en mand, der ikke synes at kunne tage sig selv alvorligt, men normalt ville Mike hilse et sådant krav velkomment. Han ville fortælle den sædvanlige smøre om, at firmaet kommer til forhandlingerne med ambitioner og selvfølgelig derfor kun ønsker seriøse samarbejdspartnere. Denne gang kan han dog ikke få sig selv til at sige det. Han ved, at han snart er han nødt til at indrømme, at de mails, han har sendt, ikke indeholdt hele sandheden. De parkerer på en lille, gruset plads udenfor byen, hvor der i forvejen holder to biler. Én af dem er en politibil. Mike bliver bedt om at vente, hvor det kortklippede græsområde møder højere bevoksning. Han kan se, at to politifolk er kommet ham i forkøbet. De står på hver side af udspringeren, der har lagt sin hjelm og briller, taget støvlerne af, men fortsat holder sin wingsuit, som en fugl, der har krænget sin fjerdragt af. Udspringerens ligegyldighed er muligvis påtaget, men virkningsfuld, hvis ønsket er at gøre politifolkene mere ophidsede. De taler til ham på skift. De ansporer ham til at skynde sig, men ser det modsatte. Støvlernes velcrolukninger der genspændes med omhyggelig provokation. Andy, der iler til undsætning, men ikke kan få dem til at ændre mening. Hvad end problemet er, leder de to franske gendarmer ikke efter en løsning her. De har allerede håndjernene klar. Mike ser dem passere forbi, og for et kort øjeblik får han øjenkontakt med danskeren, han er kommet for at møde. Støvlerne, et par korte, sorte specialshorts og en grå gennemsvedig T-shirt er alt han nu har på. Et rebelsk blink med øjet er det sidste, han vælger at afgive. Det virker som et nyt stunt. Men denne gang er Mike ikke tilsvarende imponeret. Wingsuiten er nu i Andys hænder. Det samme er forklaringen, da de ser politibilen køre væk: "Ændring i planen: I stedet for at mødes her, vil Jonas komme til dit hotel i aften. Det bliver også mere officielt på den måde. Du ved: Stole, borde og den slags. Måske kan I spise middag sammen." "Han er lige blevet ført væk af politiet." "En mindre uoverensstemmelse." "De lagde ham i håndjern." "De spiller med musklerne. Ren afskrækkelsestaktik. Tro mig, Jonas er ude igen om nogle timer." På den anden side af græsområdet står et skur, der ser ud til at kunne brase sammen, hvornår det skal være. Ved det står tre mænd og snakker sammen. Andy vinker til dem, men ingen af dem vinker igen. Mike stirrer overrasket på Andy. "Mennesker bliver ikke anholdt uden videre. Hvad har han gjort?" "Du så, hvad han gjorde. Han sprang." Amerikaneren smiler, men holder derefter en pause, der ligner eftertænksomhed. "Sidste år mistede otte BASE Jumpers livet i Frankrig. Fem af dem her i Chamonix. Tre af dem var vores venner og bekendte. Den sidste af dem, en kazakhstaner, fløj direkte ind i en træhytte. Ingen andre kom til skade, men det spillede ingen rolle. De lokale myndigheder valgte at nedlægge et forbud mod flere spring. Vi troede, det var midlertidigt. Vi troede, vi havde en aftale om at ophæve forbuddet i år, men i stedet har de fastholdt det." "Det virker fortsat som en overreaktion at slæbe ham væk i håndjern." "Well… " Andy forsøger at trænge en brødebetynget mimik ind igennem den revnende stolthed. "Det var ikke ligefrem Jonas´ første spring denne sommer." Igen modstår Mike lysten til at ryste på hovedet. Han ønsker ikke at kende det præcise antal spring. Alt han behøver at forstå, er, at det han overværede, ikke kun var til ære for ham. Det var en protest, en manifesteret uvilje og en kriminel handling, der bør få ham til at afbryde kontakten med det samme. Men det kommer ikke til at ske. Han...