Grønbech / Reprint Vor folkeæt i oldtiden - II

1. Auflage 2020
ISBN: 978-87-430-6501-2
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 520 Seiten

Vor folkeæt i oldtiden er et af Vilhelm Grønbechs hovedværker, oprindeligt udgivet i fire bind. Denne genudgivelse følger den udvidede to-bindsudgave fra 1955, og indeholder de sidste to bøger »Hellighed og helligdom« og »Menneskelivet og guderne« samt tillægget »Essay om kultdramaet« og er desuden forsynet med »Excurser og henvisninger« til hele værket. - I dette bind beskæftiger Grønbech sig bl.a. med begreber som gaveskifte, hellighed, rituelle måltider, tempel, blot og guderne. »På mange samtidige og senere læsere har Vor Folkeæt virket som en næsten berusende indførelse i en verden der var blevet dem fremmed, men som Vilhelm Grønbech atter gav dem fællesskab med.« Arild Hvidtfeldt.

Vilhelm Grønbech (1873-1948), var dansk kultur- og religionshistoriker. Han var foregangsmand for den religionshistoriske forskning i Danmark. Ud over Vor Folkeæt i Oldtiden har Grønbech bl.a. skrevet værker om Antikkens Hellas, Europas mystikere, kristendommens grundlæggere og religion blandt naturfolk.

Autoren/Hrsg.

Grønbech, Vilhelm

Reprint, Heimskringla

Leseproben

Klenodier
Det indtryk fremmede plejer at bære med sig fra et første bekendtskab med ætvæsenet er: indesluttethed, alles hånd mod alle, sig selv nok. På afstand ser man intet andet end kæmpende eller kampberedte krigere, folk der sover med øksen i håndsrække oppe på væggen, og som tager den med når de slænger sædposen på skulderen for at gå ud på ageren. Selve sammenholdets eftertryk synes at forudsætte usikkerhed som livets grundstemning. Hvor mægtigt må ikke det pres have været som skabte en så fugeløs endrægtighed, – det er ræsonnementet i vore dage. Ofte nok er fjærnsynet en stor hjælp til at finde orden i den forvirrende mangfoldighed som tilværelsen – i den sørgeligste modstrid med alle sunde videnskabelige principper – lider under; men betragteren står i fare for over de rene linjer at glemme, at der er visse træk som i følge deres karakter er forudbestemte til at træde frem på afstand, og andre som måske har samme ret til at være medbestemmende i helhedsindtrykket, men ikke slår så godt igennem. Og dog afhænger opfattelsens sandhed af at alt kommer til sin ret. Hvem af os der var mest krigerisk kan ikke afgøres ud fra det enkelte faktum, at hine gik i seng med våben, eller at vi taler om os selv som fejdende fra vugge til grav, vi der kæmper med naturen, kæmper med os selv, med Gud, med opgaver, og rejser statuer for åndens stridsmænd. Fredsommelige kan vi måske ikke kalde vore forfædre, så vist som de aldrig fandt på at sætte fred over alt andet, – de var noget mere; de har i deres kultur og deres samfundsliv sat et monument over fredsviljen, og en mægtig vilje til fred må det have været der rådede i dem, og tvang al selvhævdelse til at gå op i former der lige så stærkt tjente et folkesammenhold som en personlig tilfredsstillelse. Ikke mindre er den daglige færd præget af omgang og omgængelighed; til alle sider rækkes hænder ud fra ætten, efter forening og sammenknytning. På den mest fremtrædende plads i Germanernes samfundsliv står »købet«, det store symbol på omgængelighed og omgængelse. Når de besvogrede ætter er forbundne i fred, så at man altid kan gøre regning på sine mågers støtte i sin stræben efter selvhævdelse, når kvinden med rette kan bære sit navn: fredfrænke, da er det fordi der mellem de to kredse er sluttet et »køb«, – der er udvekslet gaver. »Ægteskabet er det store gaveskifte, gaveforbundet fremfor andre. I vort eget ord giftermål står jo gavetanken – gipt – indtrykt for kommende slægter.« Ægteskabet er det store gaveskifte, gaveforbundet fremfor andre. I vort eget ord giftermål står jo gavetanken – gipt – indtrykt for kommende slægter; på angelsachsisk betyder samme ord – gift –fornæmmelig brudegave, og i flertal betegner det uden nærmere tilføjelse ligefrem bryllup. Men i sagens inderste kærne adskilte brudekøbet sig ikke fra venskabet, der også var et køb og også kom i stand ved gaver. I gaven slås døren op til den germanske fredsvilje; men samtidig myldrer det ind med psykologiske gådefuldheder. Dengang Blundketill var indebrændt, og de der vilde hans søn det vel, så sig om i bygden efter noget at hænge et håb på, fandt de intet bedre end et ægteskab mellem den unge og en søsterdatter af Tord Gellir. Tord var en mægtig mand, men Tord var slet ikke forhippet på partiet. »Ja,« siger han, »der er intet andet end godt mellem Ketill og mig; engang i et herrens vejr tog han imod mig, og han gav mig til skænk gode stodheste; dog mener jeg at jeg ikke behøver at bebrejde mig noget, hvis jeg lader dette parti ustiftet.« Ordene får ikke deres rette betænkthed, hvis man ikke føler den større vægt i ordet »dog«. Der er forpligtelse i gaven; hvilke så end de omstændigheder er som den gives under, binder den, og det med en forpligtelse hvis styrke for at komme til sin ret kræver så stærke ord som disse: modtageren er i giverens vold. Det mærkes den dag Einar rider op til sin broder Gudmund – Mægtige, ræven på Mødruvellir – og kaster hans kappe til ham igen; han har fået øjnene op for hvor Gudmunds planer stiler hen. Men Gudmund mener roligt, at det er usømmeligt nok om ikke frændskabet tvinger den ene til at tage sig af den andens sager, og her har han modtaget en kostbarhed. Det nytter ikke at Einar slider i tøjret, og råber på at der var svig under gaven; han kan have ret i at ordene faldt lindere dengang Gudmund bar kappen frem for ham til at bedre venskabet, – skånselsløst kommer det fra broderen: Hvad råder jeg for at du gør dig selv til dåre og til foragt! Og Einar tager sin kappe og rider hjem. – Gudmund er måske den af de islandske sagahøvdinger der har sat foden længst ud over den gamle kultur, men alt moderne svinder ind for det gamle gaveskiftes kraft til at kue mennesker. Da Njalssønnerne kommer hjem og praler med de rige gaver Mørd har hædret dem med ved sit gilde for dem, siger Njal betydningsfuldt: »Han har nok sikret sig sin fordel ved købet, og pas på at I ikke lønner dem som han måtte ønske«. Men rådet er magtesløst overfor gavernes skæbnesvangre kraft; af dem udspringer Njalssønnernes overfald på Høskuld og deres egen branddød. – En forsigtig mand tog ikke imod en gave førend han havde »blandet sind« med klenodiets besidder, og kendte hans planer. Havde man først fået en anden til at modtage venskabspantet, så var man også sikker på hans kraftige understøttelse. Det at han uden videre sagde tak, måtte betyde at han enten så hvor giveren vilde hen, eller også var rede til alt – eller, naturligvis, at han troede giveren til aldrig at ville misbruge sin ret. Gavens forpligtende kraft åbenbarer sig vældig i Germanernes retsbegreber. I juridisk formel tager forholdet sig sådan ud som f. ex. paragraf 73 i Liutprands langobardiske edikt: »En gave der ikke er bekræftet ved lønnegave eller ved thingatio, har ingen retslig gyldighed.« Med andre ord: giveren kunde tage den igen, og eventuelt hale en genstridig modtager for domstolene. I Sverrig beviste man sin bestridte ejendomsret ved at sværge på formelen: »Han gav, og jeg lønnede«. Også Island har sin lovparagraf om dette spørgsmål: »Bliver en gave på 12 øres værdi eller mere ikke erstattet med mindst halvdelen af værdien, kan giveren fordre sit afhænd tilbage ved modtagerens død, med mindre det i sig selv måtte betragtes som lønnegave eller vederlag.« Grågåsens pertentlige omgrænsning af værdien og tidsfristen havde ikke nogen pålidelig borgen i menigmands tankegang; der gjaldt en gave for en gave, hvad enten den var stor eller lille, og der anerkendtes ingen livslang betænkning. Da Ingolfs frænke Steinun kom til Island, tilbød han hende jord af sit landnam, men hun foretrak at give en kappe og kalde det køb, så mente hun der var mindre fare for at nogen senere skulde prøve at bestride hendes ejendomsret. Til Liutprands lovbestemmelser har vi utallige illustrationer i datidens juridiske dokumenter, som tydeligt viser at lønnegavens virkning ikke afhang af dens merkantile værdi. Der hedder det [anno 792): Efter vort langobardiske folks skik har jeg for den større sikkerheds skyld af dig modtaget som lønnegave en handske, for at denne min gave skal stå urokket for dig og dine efterkommere. De der sagde sådan var fortrolige med opgør mellem to gavevenner, hvor en tvivl om ejendomsret blev mødt med svaret: Du har jo selv givet mig landet, – og hvor svaret fejedes til side med et: Har du måske givet lønnegave? »En gave uden løn, uden forpligtelse kan Germanerne ikke forestille sig. Tog man mod en venskabsbevisning, gik sin vej og lod som ingenting, da var klenodiet ikke at regne som besiddelse, det faldt halvvejs ind under kategorien tyvekoster.« Senere, da den upersonlige handelsinstitution voksede sig ud af den personlige tusken og tingen, blev det naturligt gaveforholdet som ikke blot skaffede etiketten og formerne, men også de bindekraftige formaliteter. Den såkaldte arrha, gudspengen, er en juridisk tillæmpning af forpligtelsesfølelsen ved ihænd. Den der modtager arrha binder sig til at afslutte det drøftede »køb« så snart den købelystne møder med værdien; han kan ikke i mellemtiden modtage andenmands tilbud, om det end måtte være nok...