E-Book, Dänisch, 432 Seiten
Finsen / Reprint Grágás
1. Auflage 2019
ISBN: 978-87-430-3612-8
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark
Islændernes lovbog i fristatens tid
E-Book, Dänisch, 432 Seiten
ISBN: 978-87-430-3612-8
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark
Vilhjálmur Finsen (1823- 1892). Islandsk retshistoriker. Ved siden af sine officielle hverv som assessor først for landsretten og siden ved højesteret forskede han i det gamle nordiske og især islandske retsvæsen.
Autoren/Hrsg.
Weitere Infos & Material
1. Kristenretsafsnittet
1. (Om Daab)1
Det er Begyndelsen af vore Love, at alle Mænd [Mennesker] skulle være kristne her i Landet og troe paa een Gud, Fader og Søn og den hellige Aand. Ethvert Barn, som er født, skal føres til Daaben, det første skee kan, af hvadsomhelst Skabning det er. Dersom Barnets rette Arving er tilstede, da skal han føre Barnet til Daaben, tilligemed den Mand, som han opfordrer dertil. Dersom ikke Barnets lovlige Arving er tilstede, da skal den Bonde [Husbond], hos hvem Kvinden, der er bleven forløst, opholder sig, føre Barnet til Daaben, tilligemed den Mand, som han opfordrer dertil. Dersom ingen af de to er tilstede, da skulle de Mænd føre Barnet til Daaben, som have lovligt fast Hjem der i Huset. Dersom ikke de ere til, eller ikke have Mandstyrke dertil, da skulle de, som ere nærmest, føre Barnet til Daaben eller være behjælpelige dermed. Dersom den Mand, som er pligtig dertil, ikke opfylder sin Pligt at føre Barnet til Daaben, eller dersom den vægrer sig, som blev opfordret til at gjøre Reisen med, da gjælder det Fjørbaugsgaard [treaarig Landsforvisning], og er den søgsmaalsberettiget, som vil; den Straf gjælder det hver for sig af dem, og skal den Sag indstevnes hjemme fra [Stevning skal foretages hjemme i Bøigden] og man skal [til Vidnesbyrd ved Kvidudsagn] tilkalde paa Thinge ni Bønder, Naboer af den Mand, der sagsøges.
Bonden [paa Veien] er pligtig at give de Mænd Føde, som føre Barnet til Daaben, tre fuldvoxne Mennesker, og Barnet, som det fjerde Menneske, samt Hest eller Slædeoxe, ifald disse medfølge. Dersom han eier mindre Formue, end som saa, at han er pligtig at udrede Thingreiselønsafgiften, da bør han at laane dem Hus og sælge dem Mad og Hø, til saadan Pris, som Nabobønder vurdere det. Inden fjorten Nætter skal Madens og Høets Værdi være betalt. Dersom Bonden nægter dem Ophold i sit Hus, eller, saadan Gjestfrihed, som begjeres, da bliver han skyldig til tre Marks Bod, og er den, hvem Herberge nægtes, søgsmaalsberettiget. Sagen skal indstevnes hjemmefra, og man skal tilkalde paa Thinge fem Bønder, Naboer af den, som sagsøges.
De Mænd, som føre Barnet til Daaben, skulle fare til Præstens lovlige Hjem, med mindre de træffe ham før, og bede barn at døbe Barnet. Dersom han nægter dem det, da gjælder det Fjørbaugsgaard, og ere de, som førte Barnet til Daaben, søgsmaalsberettigede, og skal Sagen indstevnes hjemmefra, og man skal tilkalde ni Nabobønder paa Thinge. Dersom de træffe Præsten paa farende Vei, da efterkommer han Begjeringen om Daaben ret, ved at foretage den i sit lovlige Hjem, saafremt han ikke har været længere hjemmefra end en Dag. Dersom Præsten har været hjemmefra en Nat eller længere, og man træffer ham paa farende Vei og beder ham at døbe Barnet, da efterkommer han Begjeringen om Daaben ret, ved at foretage den paa det nærmeste Kirkebol [Gaard, hvor en Kirke staaer], saafremt Barnet ikke er sygt. Dersom Barnet har Sot, da skal det døbes der, hvor man først kan naae til Vand. Præsten skal ikke begive sig fra sit Hjem for en Nat eller længere Tid saaledes, at han ikke har alle de Midler med, hvormed han kan døbe et Barn; dersom han ikke har det, bliver han skyldig til tre Marks Bod derfor, ifald han ikke kommer i nogen Forlegenhed derfor; men dersom han kommer i Forlegenhed derover, og det er til Hinder for Daaben, at han ikke har Midlerne tilrede, da gjælder det ham Fjørbaugsgaard, og ere de, som førte Barnet til Daaben, søgsmaalsberettigede, og skal Sagen indstevnes hjemmefra, og man skal tilkalde ni Nabobønder paa Thinge.
Det er fastsat, at dersom Barn fødes paa Øer i Havet, og naar det Barns [nærmeste eventuelle] Arving er tilstede, da er han pligtig at føre Barnet til Daaben, saavelsom hans Bodfæller, og alle de Mænd, som paa Fastlandet ere pligtige at føre Barn til Daaben; den er pligtig at laane Skib [Baad], som bedes derom, og Reisen skal og enhver, som bliver opfordret dertil, gjøre med; — det første skee kan for Veirets Skyld; Bonden [paa Veien] er pligtig at give de Mennesker Føde, fem i Tallet, som ude fra Havet ere ankomne, og Barnet som det siette Menneske. De, som ude fra Øen overførte de Mænd, der bragte Barnet til Daaben, skulle føre dem tilbage.
Dersom en Kvinde bliver forløst paa farende Vei, da ere hendes Reisefæller pligtige at føre Barnet til Daaben, eller de, som først opfordres dertil. Dersom den Mand ikke fører Barn til Daaben, som er pligtig dertil, eller nogen nægter den, der er pligtig dertil, Overførsel over Havet, eller Laan af Skib, eller Slædedyr [Hest eller Oxe], uden Nødvendighed, da gjælder det Fjørbaugsgaard, og skulle de Sager indstevnes hjemmefra og man skal tilkalde paa Thinge ni Bønder, Naboer af den Mand, som sagsøges. Dersom et Barn er saa sygt, at der er Fare for dets Død, og man ikke kan naae til Præsten med det, da bør en ulærd Mand døbe Barnet, ifald det er i en Bondes Hus [i beboet Hus] og skal man tage Vand i et Kar. Dersom et Barn bliver sygt paa farende Vei, da skal man døbe det, hvor man nærmest kan naae til [fersk] Vand, eller til Havvand, dersom man ikke kan naae til fersk Vand. Han skal tale saaledes: »jeg vier dig Vand! i Faderens Navn,« — herved skal han gjøre et Kors paa Vandet med sin høire Haand, — »og Sønnens,« — her skal han gjøre et andet Kors paa Vandet, — »og den hellige Aands« — herved skal han tredie Gang gjøre Korsets Tegn paa Vandet; han skal bevæge Tommelfingeren i Kors ved hvert af de tre Ord. Han skal give Barnet Navn, som det skal hedde, og tale saaledes: »jeg døber dig« — skal han sige, og nævne Barnet ved Navn — »i Faderens Navn« — og neddyppe Barnet i Vandet — »og Sønnens« — og anden Gang neddyppe Barnet — »og den hellige Aands« — og neddyppe det i Vandet tredie Gang, saaledes at det da bliver vaadt over hele Kroppen. Dog er det ret, at Barnet neddyppes i Vandet een Gang, eller at Vand gydes eller øses over Barnet, saafremt der ikke bliver Tid til andet. Nu kan man ikke naae til fersk Vand eller til Havvand, men man kan faae Snee, da skal han gjøre Korstegnene paa Sneen, og tale de samme Ord derover, som han skulde have talet over Vandet; han skal neddyppe Barnet i Sneen, og ledsage denne Handling med alle de Ord, som om han neddyppede det i Vand; han skal smelte Sneen med sine Hænder og gnide den paa, saaledes, at Barnet bliver vaadt over hele Kroppen. Ikke skal han saaledes neddyppe Barnet i Sneen, at det angribes af Kulde, saa at der er Fare for at det døer, men han skal indgnide Barnet med Sneen, med sine Hænder. Et Mandfolk bør yde Barnet Daaben; men dersom han ikke kan Ordene eller Handlingerne derved, da er det ret, at en Kvinde lærer ham det. Alene i det Tilfælde skal Barnets Fader døbe Barnet, naar der ikke er andre Mænd dertil. Men dersom Fader døber selv sit syge Barn, da skal han skille sin Seng fra sin Kones [han skilles fra sin Kone]; dersom han ikke erklærer Skilsmisse, gjælder det ham Fjørbaugsgaard; med hans Ret til at indgaae nyt Ægteskab skal det gaae, eftersom Biskoppen bestemmer. Den Mand, som har døbt et Barn, skal begive sig til Præsten, og fremsige for ham de Ord, som han anvendte ved Barnedaaben, og forklare, med hvilke Handlinger Ordene bleve ledsagede. Nu finder Præsten, at der ikke er blevet forholdt ret med Daaben, hvad enten der mangle Ord eller Handlinger, da gjælder det Fjørbaugsgaard, for Mænd og Kvinder, tolv Vintre gamle. Dersom Præsten finder den Daab ret, og Barnet døer, da skal man begrave det ved [eller i] Kirke, og synge Ligsang over det. Men dersom Barnet kommer til Kræfter, da skal Præsten yde det al præstelig Tjeneste, lige fra den Tid, det er blevet neddyppet i Vand. Ikke skal et Barn døbes anden Gang, dersom der er rettelig forholdt med Daaben første Gang. Dersom det er blevet døbt i Faderens Navn, og Sønnens og den hellige Aands, da skal man ikke døbe det anden Gang, omendskjøndt Vandet ikke er blevet viet, eller Barnet kun er blevet een Gang neddyppet i Tandet. Dersom Præsten finder, at der forhen ikke er blevet forholdt ret med Daaben, hvad enten der fattes Ord eller andre Handlinger, og Barnet døer, da skal det ikke begraves ved Kirke, men kommer Barnet til Kræfter, da skal Præsten yde det fuld Daab, som om der forhen ikke var blevet sunget over det. Dersom Barnet døer, efterat have modtaget Primsignelse [den forud for Daaben gaaende Indvielse ved Korsets Tegn], men ikke er blevet døbt, da skal man begrave det ude ved Kirkegaardsgjerdet, hvor der mødes viet Jord og uviet, og skal man ikke synge Ligsang over det.
Dersom et Barn fødes kort før Paaske eller Pintse, og man vil udsætte Daaben indtil Løverdag før Paaske eller Pintse, da bliver det ret, at han gjør det, dersom Barnet ikke er sygt; man døbe skal man strax lade det, dersom det er sygt. Dersom han vil udsætte...
