Clasen Grådighedens pris

- en krimi med Daniel Dreyer
1. Auflage 2017
ISBN: 978-87-7188-194-3
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 416 Seiten

I Guineabugten bliver en dansk coaster angrebet af pirater. En af vagterne bliver såret og vender hjem til sin barndomsby Haubjerg. Her slår han sig ned som privatdetektiv og kommer til at gribe afgørende ind i en række mystiske og skæbnesvangre begivenheder på godset Tranedal. Privatdetektiven Daniel Dreyer optræder for første gang i "Grådighedens pris". Bogen er en afslørende, samfundsorienteret krimi fra den danske hverdag. Det viser sig, at der foregår usædvanlige og truende ting lige under overfladen.

Michael Clasen, født 1948. Pensioneret lærer, skuespiller og informationsmedarbejder. Forfatter til ungdomsromanen "Blodhævn", skuespil, revytekster, historiske egnsspil samt den historiske roman "Det smukke kranie fra Købmagergade" (2016). Se mere om ham på hans hjemmeside "Med egne ord": www.michaelclasen.dk

Autoren/Hrsg.

Clasen, Michael

Leseproben

NOGET AT TÆNKE OVER
MANDAG 16. OKTOBER
Knud Emmanuel Tranedal var født 1942. Han nåede aldrig at se sin far, som døde på Østfronten som officer i Frikorps Danmark. Han blev opdraget af sin anæmiske mor, der lod ham passe af ”nanny’er” til han var gammel nok til at komme på kostskole. Knud E var enearving til Tranedal Gods beliggende omkring 25 kilometer vest for købstaden Haubjerg. Godset havde store jordtilliggender – omfattende skove, marker og enge – og adskillige udlejningsboliger på egnen. Nysø Hegn med søen hørte også til Tranedal. Godset indbefattede tre store gårde, som blev drevet hver for sig af forvaltere, der refererede direkte til godsejeren. På alle tre gårde var der store anlæg, hvor der hvert år på den mest moderne vis produceredes titusinder af svin. På en fjerde gård – Gerdasminde – drev Knud E’s forvalter en minkfarm. Foruden sine landbrugsejendomme ejede Knud E en del store aktieposter i velrenommerede og lukrative, danske firmaer, nogle med tilknytning til landbrugssektoren, andre af mere industrielt tilsnit. Han sad i fire af disse firmaers bestyrelser, i det ene af dem som formand. Hans største samlede aktiepost var i det verdenskendte medicinalfirma SanoDan. Under sine gymnasieår på Herlufsholm havde han etableret mange venskaber, og mange af dem holdt han kontakt med gennem alle årene. Selvfølgelig var der mange, han ikke traf så ofte mere, men mange deltog i Tranedals sagnomspundne jagter med efterfølgende selskaber, hvor der også ofte deltog medlemmer af kongehuset og mange andre repræsentanter for det mest velhavende og indflydelsesrige Overdanmark. I årene, mens Gitta havde travlt med at vokse op og uddanne sig, havde hendes far også travlt. Han havde ladet sig vælge til formand for branchesammenslutningen Danske Svineproducenter, og som sådan var han automatisk næstformand i den mægtige landbrugsorganisation, som man havde omdøbt til det folkelige navn Jord til Bord. * I dagtimerne var sygehusets parkeringsplads altid overfyldt. Den skulle rumme de ansattes, dagpatienternes og de besøgendes køretøjer, og det var der åbenbart ingen, der havde forestillet sig, da man i sin tid lagde sygehuset tæt bag en af Haubjergs indkøbsgader. Og da sygehuset få år tidligere havde gennemgået en større udbygning, havde man yderligere nedlagt omkring hundrede parkeringspladser. Knud E parkerede derfor sin sorte Range Rover i byens underjordiske p-kælder et stykke fra sygehuset og spadserede derhen i det høje formiddagssolskin. Det var tydeligvis en ældre herre, der gik gennem byen. Høj, med en rank holdning og en gang, der udstrålede, at her kom en mand, der var vant til, at andre trådte til side for ham. Iført en tyskfabrikeret lodenfrakke og sko med høj snøring. Han var barhovedet, så man kunne se hans halvlange, gråsprængte hårpragt, som trods hans alder stadig var tæt og uden bare pletter. Hans ansigt med den kraftige, kløftede hage var omhyggeligt glatbarberet. Lægen stod på gangen, klar til at modtage ham. Med en ydmyghed, der var utypisk for standen, viste han Knud E ind på sit kontor, idet han præsenterede sig: ”Jens Nielsen.” På hans navneskilt stod der ”overlæge”. Han var tydeligvis klar over, hvem han havde over for sig. Han startede, mens han bukkede let: ”En kop kaffe?” ”Nej, tak! De har bedt mig komme herind? Hvad kan jeg gøre for Dem, doktor Nielsen?” ”Joh, vi syntes, at det var bedst, at vi fik talt om … om Deres datters ulykkelige … Hvordan klarer De det, hr. Tranedal?” ”Tak for Deres interesse, men det skal De nu ikke blande Dem i! Kom bare til sagen: Hvad skal vi drøfte?” Lægen rødmede uklædeligt og rømmede sig flere gange. ”Jo, ser De, hr. Tranedal, Deres datters benbrud var naturligvis et af de mere voldsomme, men i kirurgisk forstand var det ikke kompliceret, og operationen gik også præcist som den slags plejer, det vil sige uden komplikationer.” Lægen så Knud E ind i øjnene, inden han fortsatte. ”Som De ved, var det først efter et par dage, det gik galt. Deres datters sår på benet var åbenbart blevet inficeret, og efter yderligere to dage udviklede betændelsen sig til en regulær blodforgiftning.” Under lægens redegørelse sad Knud E urørlig og iagttog den nervøse læge. ”Alt det ved jeg jo, doktor. Kom til sagen!” ”Vi behandlede Deres datter med de mest potente antibiotika, vi råder over i dag, hr. Tranedal, men lige meget hjalp det!” Som endnu et tegn på, at det var han nu helt på det rene med, sukkede Knud E dybt og så demonstrativt på sit Rolex armbåndsur. Lægen var nu inde på noget, han opfattede som sikker grund og lod sig ikke slå ud af Knud E’s opførsel. Med fast stemme spurgte han: ”Siger MRSA CC398 Dem noget, Tranedal?” ”Mit landbrug avler over 200.000 grise om året, så mon ikke?” Også Knud E’s tone var blevet skarpere. ”Og Deres datter havde sin daglige gang i svinestaldene?” ”Naturligvis.” ”Havde hun døjet med infektionssygdomme i den seneste tid?” ”Hun var sund og rask, som sædvanlig.” ”Ikke helt. Vi kan se, at i de seneste uger har hun været under en bredspektret antibiotikakur mod en hårdnakket underlivsbetændelse, hun led af. Det har hun ikke fortalt Dem om?” Efter et øjebliks tøven svarede Knud E i en affærdigende tone: ”Den slags plejede vi ikke at underholde hinanden med, doktor Nielsen. Men hvad har det med hendes … altså, hendes dødsfald … ” Han sank en gang. ”… med hendes dødsfald at gøre? Man dør vel ikke af en underlivsbetændelse?” ”Nej, ikke med mindre at en antibiotikakur har udryddet hele ens sunde bakterieflora, som normalt vil udkonkurrere en infektion forårsaget netop af MRSA CC398!” * Efter frokost gik Knud E alene ned til godsets begravelsesplads bare fulgt af sin gamle og gigtplagede labrador Lucky. Gittas grav var helt dækket af buketter og kranse i efterårets farver. Han satte sig på stenbænken og stirrede tomt ud i luften. Hunden lagde sig træt ved siden af ham. Om det var efterårsvinden var ikke til at afgøre, men en enkelt tåre trillede ned hans kind. Tænk, at der ikke skulle andet end en banal rideulykke til at styrte alle hans planer. Hele meningen med hans tilværelses stræben havde i den grad været bundet op på Gitta og hendes lykke. Og nu lå hun dernede! Det var ubærligt. MRSA CC398! Åhr, jo om han kendte til den? Mon ikke. Lægernes dom var klar: Gitta døde på grund af en MRSA CC398-infektion. Stafylokokbakterien, der kaldes MRSA CC398, er i offentligheden – måske lidt uretfærdigt – kendt som “svinebakterien”. MRSA-bakterierne havde også forekommet i sygehusmiljøer, hvor man havde bekæmpet dem i en menneskealder. Til gengæld florerede de nu først og fremmest i de fleste af landets svinestalde. Sygehusets undersøgelser havde godtgjort, at de bakterier, der dræbte Gitta stammede fra en af de svinestalde, hun administrerede på Tranedal Gods. Knud E’s tanker vandrede tilbage i tiden. Som formand for Danske Svineproducenter, havde han skaffet sig mange modstandere om ikke direkte fjender. Igennem flere år kom han i offentligheden til at fremstå som indbegrebet af den mest hensynsløse og kortsynede interessevaretagelse, man mødte i landet. Med halve og trekvarte løgne og retoriske fordrejninger havde han kæmpet for sit erhvervs interesser. Hans debatform, som man jævnligt havde mødt på tv, i radio og den trykte presse, var aggressiv og populistisk og benyttede sig af løgne- og bulldozertaktikker. Som en af landets største svineavlere var han ofte i ilden. Mange mindedes – selv efter flere år – hans optræden i en tv-udsendelse, hvor han hånede og latterliggjorde miljøforkæmpere og videnskabsfolk, der advarede mod farerne ved sygdommen MRSA, der truede med at lægge en bombe under antibiotikabehandlingen ikke bare i landet, men i det meste af verden. Han afsluttede debatten ved i vrede at forlade tv-studiet med en arrogant bemærkning om, at han nok vidste bedre end disse studenter og Politiken-læsere. I disse år gik det op for flere og flere borgere, at det eksisterende landbrug lå meget langt fra det, de havde lært om i skolen. Samtidig med at en stadig mindre andel af landets BNP kom fra landbruget, overgik erhvervet til rendyrkede industrielle metoder. Landmændene (nu var det ikke fint mere at kalde sig bønder) omtalte deres husdyr som produktionsenheder, og behandlede dem som sådan. Søer, åer og fjorde blev forurenet af...