Skrapbog fra omvæltningerne
E-Book, Dänisch, 454 Seiten
ISBN: 978-87-430-8308-5
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark
Asger Sørensen (f. 1960) er lektor i pædagogisk filosofi på Aarhus Universitet med en mag.art. (1992) og en ph.d. (1999) i filosofi fra Københavns Universitet. Hans forskningsinteresser omfatter bl.a. akademisk frihed, fremmedgørelse, politisk økonomi, dannelse, medborgerskab, demokrati, retfærdighed og fred. Senest har han udgivet monografien Capitalism, Alienation and Critique. Studies in Economy and Dialectics (Leiden & Boston: Brill, 2019) og redigeret to temanumre af Danish Yearbook of Philosophy, Revisiting the Idea of the University (nr. 52, 2019) og Kant and the Establishment of Peace (nr. 50, 2017). På dansk har han udgivet monografier om utilitarisme, sociologisk informeret etik, videnskabsfilosofi og Georges Bataille, ligesom han har også redigeret antologier om samme Bataille, Enrique Dussel og John Rawls, samt skrevet adskillige artikler til tidsskrifter, magasiner og aviser. På engelsk har han redigeret antologier om Hegel, politik i uddannelse og nordiske perspektiver på etik, demokrati og markeder. Hans arbejder er bl.a. blevet publiceret i Philosophy and Social Criticism, Hegel-Studien, Ethics and Education, Journal of Philosophy of International Law, Public Reason, Journal of Moral Philosophy og Foucault Studies. Derudover er hans arbejder udgivet på fransk, italiensk, kinesisk, spansk, og svensk. Han er blevet inviteret til at forelæse på universiteter på fem kontinenter, bl.a. i Belgien, Frankrig, Kina, Mexico, Serbien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tyskland og Uruguay. Han har været ordførende for Nordisk Sommeruniversitet og er i øjeblikket formand for Dansk Filosofisk Selskab.
Autoren/Hrsg.
Weitere Infos & Material
Indledning
A. Mig og universitetet
Det universitet, som jeg blev immatrikuleret på for 40 år siden – altså i september 1980 – var et ganske andet universitet end dagens danske universitet. Denne bog er en hyldest til det universitet, som jeg mødte dengang, og som jeg kom til at holde af i en sådan grad, at jeg efter 20 år, dvs. for snart 20 år siden, besluttede – helt bevidst og velovervejet – at sådant et sted ville jeg være resten af mit liv. Når jeg siger det på denne måde, så skyldes det, at jeg faktisk ikke inden da rigtig vidste, hvad jeg skulle med mit liv. Dvs. jeg var blevet 40 år, ph.d. i filosofi, århundredet gik på hæld, min søn gik i skole, og alligevel havde jeg ingen specielle fremtidsplaner. Jeg havde immatrikuleret mig 20 år før for at læse filosofi, og det havde jeg gjort, år efter år, i perioder med stor nydelse, men også når det var hårdt arbejde. Jeg havde flere gange forsøgt mig med forskellige alternative veje, men var hver gang vendt tilbage til filosofien; og alligevel havde det ikke givet mig nogle konkrete karriereplaner. Mange runde tal falder sammen: 20, 40, 60 – og det sidste er anledningen til alt dette. For jeg fylder 60 i år, og de 40 år har jeg gået på universitetet. Når det blev min skæbne, så skyldes det i første omgang min umiddelbare fornøjelse ved at gå på universitetet. Dengang i 1980 var det overhovedet ikke skræmmende at forestille sig et liv som evighedsstuderende i filosofi. Efterhånden blev samfundet dog ændret i en sådan retning, at det ikke længere var en mulighed, og heldigvis var der så entreprenante mennesker, der inkluderede mig i deres planer. I 1992 blev jeg magister i filosofi med nu afdøde Peter Kemp som vejleder, og en dag ringede han og tilbød mig et ph.d.-stipendium i det bio-etikprojekt, han var ved at forberede. Et sådant tilbud kunne jeg dårligt sige nej til. Så jeg blev skrevet ind og fuldførte, omend det tog længere tid end planlagt. Dels var der mange problemer undervejs, dels skulle jeg ud i andet forsøg med selve den afsluttende afhandling, men det hele skete, uden at jeg rigtig fik ind under huden, hvad det var jeg var i gang med, dvs. uden egentlig akademisk dannelse til en fortsat universitetskarriere. Jeg tog ph.d.-kurser som jeg havde taget kurser før, jeg studerede, underviste og skrev til sidst afhandlingen, ligesom jeg havde skrevet mit magisterspeciale, dvs. jeg var fokuseret på selve sagen, men uden at tænke nærmere over, hvilken livsform det var en del af. Af den grund var jeg heller ikke specielt nervøs over afslutningen, for jeg havde jo en gang skrevet en længere afhandling, og det var jeg derfor ikke i tvivl om, jeg kunne gøre igen. Så i 1999 var jeg så færdig. Det var dog først efter, at Handelshøjskolen i København i 2001 havde shanghajet mig til et job som lektorvikar, og jeg dér havde arbejdet med at undervise, studere og skrive, at jeg opdagede hvad man faktisk lavede på et universitet som ansat forsker. Dér besluttede jeg, at det var det, jeg ville, altså at jeg fortsat ville gå på universitetet, nu bare med løn og privilegier som ansat.4 Det tog imidlertid nogle år, før jeg igen fik landet en ny lektorstilling, altså det lektorat i pædagogisk filosofi på Aarhus Universitet (AU), som jeg stadig har. I mellemtiden havde det universitet, som jeg forelskede mig i, ændret sig i en sådan grad, at det ikke længere fandtes. Ja, strengt taget har det nok aldrig eksisteret, således om jeg allerhelst ville have det. Dvs. jeg har en tendens til i blåøjet idealisme at skabe mine egne fantasmer, som jeg så kan hengive mig til – dvs. den fuldkomne erkendelsesteoretiske idealisme, som Nietzsche gør sig lystig over: Man gemmer selv noget bag en busk, begynder derefter alligevel at lede efter det og overvældes så af stor begejstring, når man pludselig – helt overraskende – finder det igen.5 Evnen til at lyve for sig selv er jo fantastisk, men sådan er det også med kærlighed. Man ser noget, ingen andre ser. Dog er der selvfølgelig fakta i enhver sag, og her vil jeg påstå, at virkelighedens universitet i 1980’erne og ’90’erne var tilstrækkeligt elskværdigt til, at jeg kunne – og burde – falde for det. Og dette selv, når man som jeg havde en endog meget kritisk indstilling til autoriteter og ikke mindst autoritære institutioner. Dagens danske universitet er ikke længere elskværdigt. I 2020 er de største af dem frygtindgydende som alle store institutioner. Med tusinder af ansatte og titusinder af studerende er der ufatteligt langt fra bunden til toppen af hierarkiet. Typisk ser den menige forsker sin institutleder et par gange om året og inviteres kun til en personlig samtale, hvis man ikke har opfyldt sine arbejdsforpligtelser, og derfor kandiderer til afskedigelse, eller f.eks. får afslag på ansøgning om lønforhøjelse. Et sådant universitet er en mastodont af en arbejdsplads, hvor stress og jag, frygt og afmagtsfølelse er rationelle reaktioner på den situation, man har bragt sig selv i. Som højt specialiseret forsker har man udviklet kvalifikationer, der ikke nemt finder anvendelse på det almindelige arbejdsmarked uden for universitetsverdenen. Universitet kræver lang dedikeret forskningsmæssig specialisering på et ofte ganske lille udsnit af virkeligheden. Det tager år, kræver hård selvdisciplin, engagement i sagen og mange sorteres fra undervejs. Og for enden, ja, der er der i dag blot en funktionærstilling med almindelige opsigelsesvarsler. At dette er situationen kan ikke skjules for en selvbevidst universitetsforsker, og derfor er vi mange i dag, der er usikre på fremtiden. Der er i Danmark ingen speciel jobsikkerhed for lektorer eller professorer, der kræves ingen særlige begrundelser fra ledelsen for at blive udvalgt til fyring ved de jævnlige sparerunder, og derfor føler den danske universitetsforsker sig grundlæggende afmægtig og utryg.6 Typisk er de få kritikere enten på vej til pension eller allerede pensionerede. En af dem, Hans Hauge formede udtrykket ’senil ulydighed’, og det er primært takket være denne ulydighed after hours at debatten om universitetsloven af 2003 stadig holdes ved lige. At dette sker er imidlertid vigtigt, for denne lov er simpelthen en fejltagelse, der truer dansk videnskab og uddannelse på længere sigt. Som Bjørn Quistorff understreger, så var lovgivernes store misforståelse at tro, at universitetet skal styres som en privatejet industrikoncern.7 De unge forskerspirer, der har tiden foran sig, siger ikke noget. De ved, hvad det kan koste. Hvor risikovillighed, omstillingsparathed og strategisk sans engang var adelsmærket for den private entreprenør, ja, så er disse karakteregenskaber, plus en god portion forstillelse, i dag de måske vigtigste kvalifikationer for en aspirerende forsker. Blot er gevinsten i denne branche sjældent stor nok til at opveje al usikkerheden undervejs. Nogle få i naturvidenskab eller medicin ser måske via patenter en forretningsmulighed, andre tager ledelsesvejen og får deres millionløn, men for det store flertal ender det bare med en almindelig funktionærløn. Nogle af os bliver måske verdensberømte efter vores død, men denne himmelske skæbne hjælper jo ikke meget, når man til daglig skal være bange for at miste de jordiske goder.8 Med årene har jeg måtte erkende, at jeg nok er alt for følsom til virkelig at kunne gøre mig på det nutidige danske universitet. Som også noteret af vicepræsident for Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab og tidligere medlem af dets forskningspolitiske udvalg, Peter Harder, så er ledelsen på danske universiteter blevet stadig mere magtfuldkommen, og forskningsfriheden er under alvorligt pres.9 Problemet er bare, at jeg ved af bitter erfaring, at det ikke står bedre til uden for universitetet, snarere tværtimod. Vi lever i et samfund, hvor økonomisk ulighed understøttes af den retlige anerkendelse af privat ejendom, hvor kun ejeren bestemmer. Dette privatretlige system beskyttes institutionelt af samfundets magtinstanser. Undervejs har jeg således haft kortere og længere smutture ud i det private erhvervsliv, og i modsætning til Harder, så ville jeg også i dag alligevel forfølge en universitetskarriere. Ud over adgangen til at forske og diskutere med de klogeste kollegaer i branchen, holder jeg også, ligesom et gammelt universitetsmenneske som Thomas Bredsdorff, meget af at undervise intelligente unge mennesker,10 altså af at fortælle om alt det, jeg ved og diskutere det med de undrende og kritiske studerende. Som barn af 1960’ernes danske velfærdsoptimisme har jeg i vuggegave fået det privilegium at kunne udvikle hypersensitivitet over for autoritære...
