May / Juhl Winnetou

Apachernes Høvding
1. Auflage 2020
ISBN: 978-87-430-1447-8
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 644 Seiten

Beretningen om apachehøvdingen Winnetou og eventyreren Old Shatterhands nådesløse kamp med fjendtlige indianerstammer, griske guldgravere og lovløse revolvermænd.I romanen møder førstepersonsfortælleren Old Shatterhand apachen Winnetou, og efter nogle indledende dramatiske begivenheder opstår der et ægte venskab mellem dem. Winnetou bliver høvding for mescalero-apacherne, efter at hans far og hans søster er blevet dræbt af den hvide bandit Santer, og Old Shatterhand bliver blodbror til Winnetou. Ved mange lejligheder viser de store kampevner, men også medfølelse med andre mennesker. Karl Mays roman udtrykker et romantisk ønske om et enklere liv i tæt kontakt med naturen. Dens popularitet skyldes i vid udstrækning fremstillingens evne til at imødekomme mange europæeres forestillinger om det vilde Vestens mere utæmmede og autentiske miljø. Romanen var så populær, at Nazi-Tyskland ikke forbød den på trods af dens heroiske syn på farvede folkeslag; i stedet blev det argument fremsat, at historierne demonstrerede, at de amerikanske oprindelige folks fald var forårsaget af mangel på racebevidsthed.

KARL MAY Født 25.02.1842 i Hohenstein-Ernstthali Sachsen, Tyskland. Død 30.03.1912 i Radebeul, Tyskland.

Autoren/Hrsg.

May, Karl

Juhl, Peter Eliot

Leseproben

KAPITEL I. En „Greenhorn”. Kære Læser, ved du, hvad Ordet Greenhorn betyder? — en meget drilagtig og foragtelig Betegnelse for den, hvem den bliver anvendt på. Green betyder grøn, og med -horn menes et Følehorn. En Greenhorn er altså en Fyr, der endnu er grøn, dvs. ung og uerfaren, og som forsigtig må strække Følehornene frem, hvis han ikke vil løbe den Risiko at blive til Grin, med ét Ord: en Grønskolling. En Greenhorn er et Menneske, der ikke rejser sig fra Stolen, når en Lady vil sætte sig på den, en, der hilser på Herren i Huset, inden han har bukket for Fruen og Frøkenen, en, der putter Patronen forkert ind i Løbet på sit Gevær, og som først støder Proppen, derpå Kuglen og til sidst Krudtet ned i sin Forlader. En Greenhorn taler enten slet ikke eller også meget rent og sirligt Engelsk; for ham er Yankee-Engelsk en Gru, han kan ikke få det i sit Hoved og end mindre over sin Tunge. En Greenhorn ryger Cigaretter og afskyr en skråsauce-spyttende Sir. Får en Greenhorn en Ørefigen af en Paddy†), løber han straks til en Fredsdommer i Stedet for, som en rigtig Yankee ville gøre, at skyde vedkommende ned på Stedet. En Greenhorn anser en Kalkuns Fodtrin for et Bjørnespor og en slank Sportsyacht for en Mississippidamper. En Greenhorn generer sig ikke ved at lægge sine snavsede Støvler op på sine Medpassagerers Knæ og at slubre sin Suppe i sig med en Snøften som en Bøffel, der er ved at krepere. En Greenhorn slæber af bare Renlighed en Vaskesvamp af Størrelse som et Kæmpe-Græskar og ti Pund Sæbe med ud i Prærierne og putter et Kompas til sig, der allerede den tredje eller fjerde Dag viser i alle mulige Retninger, undtagen i Nord. En Greenhorn noterer sig otte hundrede Indianerudtryk, og når han møder den første Rødhud, opdager han, at han har sendt disse Notitser hjem i en Konvolut og i Stedet har medtaget Brevet, der skulle været afsendt. En Greenhorn køber Krudt, og når han skal til at brænde det første Skud af, mærker han, at man har givet ham malet Trækul. En Greenhorn har ti År igennem studeret Astronomi, men kan glo, så længe han vil, på Stjernehimlen uden at vide, hvor mange Klokken er. En Greenhorn stikker sin Bowiekniv i Bæltet på en sådan Måde, at han, når han bukker sig, absolut må jage den ind i Låret. En Greenhorn laver ude i det vilde Vesten et så vældigt Lejrbål, at Flammerne slår til Vejrs op over Trætoppene, og så undrer han sig endda, når han bliver opdaget og skudt af Indianerne, over, at de har kunnet finde ham. En Greenhorn er just en Greenhorn — og en sådan Greenhorn var dengang jeg. Men man må endelig ikke tro, at jeg dengang skulle have haft den Overbevisning eller blot en Anelse om, at denne Betegnelse passede på mig. Langt fra — det er jo netop det mest fremtrædende Træk hos en Greenhorn, at han hellere vil anse ethvert andet Menneske for en Greenhorn end sig selv. Jeg var tværtimod aldeles vis på, at jeg var et usædvanlig klogt og erfarent Menneske — jeg havde, som man siger, „studeret,” og havde aldrig været bange for nogen Eksamen. At Livet selv er den egentlige Højskole, i hvilken man hver Dag, hver Time bliver eksamineret — se det tænkte jeg nu slet ikke på. Ubehagelige Forhold hjemme og, om jeg så må sige, en vis medfødt Trang til Stordåd havde lokket mig over det store Ocean, over til de Forenede Stater, hvor Betingelserne for, at en stræbsom ung Mand kunne komme frem, den Gang var langt bedre end nu. I Øststaterne havde jeg let kunnet finde et godt Udkomme, men min Hu stod til det fjerne Vesten. Snart ved den ene, snart ved den anden Beskæftigelse fik jeg efterhånden skrabet så meget sammen, at jeg, veludrustet og ved godt Mod, kunne tiltræde Rejsen til St. Louis. Her var jeg så heldig at finde et foreløbigt Asyl hos en tysk Familie som Huslærer. I denne Familie kom Mr. Henry, Bøssemager og et Stykke af en Original, der drev sit Håndværk med en Kunstners Begejstring og var meget stolt af Navnet „Mr. Henry, the Gunsmith”. Denne Mand var en stor Menneskeven, skønt han yndede at give det Udseende af, at han var akkurat det modsatte. Når undtages den ovennævnte Familie, søgte han ikke Samkvem med noget Menneske, og selv over for kunderne viste han sig så frastødende, at det kun var på Grund af hans Varers Godhed, at Folk vedblev at unde ham deres Søgning. Han havde mistet Kone og Børn ved en ulykkelig Hændelse; af enkelte Ytringer, han fremkom med, mente jeg at kunne slutte mig til, at de var blevet myrdet ved et Overfald. Det havde gjort hans Optræden barsk og hensynsløs — måske han ikke engang selv vidste af, at han var en rigtig Grobrian. Men Hjertet var godt og mildt, og jeg så ofte hans Øjne blive fugtige, når jeg fortalte om min Hjemstavn og om mine kære. Hvorfor denne gamle Mand nu netop havde fattet Godhed for mig, den ungdommelige fremmede, det forstod jeg til en Begyndelse ikke rigtig, men ved et Tilfælde kom jeg under Vejr dermed. Efter at jeg var kommet i Huset, indfandt han sig oftere end forhen, hørte på Undervisningen, lagde derefter, når denne var til Ende, Beslag på mig og gik endog så vidt, at han indbød mig til at besøge ham. En sådan Gunst var endnu aldrig blevet nogen til Del, og jeg havde derfor ikke meget Mod på at benytte mig af hans Indbydelse. Denne min Tilbageholdenhed syntes han nu slet ikke om. Jeg kan endnu tydelig mindes det vrede Ansigt, han satte op, da jeg endelig en Aften trådte ind hos ham, og den alt andet end venlige Tone, hvori han spurgte: „Hvor var I henne i Går, Sir?” „Hjemme.” „Og i Forgårs?” „Også hjemme.” „Bild mig ikke det ind!” „Det er virkelig sandt, Mr. Henry.” „Pshaw! Sådan en Fugleunge som Jer falder det vist ikke ind at blive siddende i Reden; de er alle Vegne, kun ikke der, hvor de burde være.” „Og hvor burde jeg være, om jeg må være så fri at spørge?” „Hos mig — forstår I! Jeg har længe tænkt på at rette et Spørgsmål til Jer.” „Hvorfor har I så ikke gjort det?” „Fordi jeg ikke ville. Er I med?” „Og hvornår vil I da?” „I dag måske.” „Spørg bare væk,” sagde jeg opmuntrende, idet jeg satte mig op på hans Skruebænk. Han så mig forbavset lige i Ansigtet, rystede gnaven på Hovedet og udbrød: „Spørg bare! Som om man skulle være nødt til først at spørge sådan en Greenhorn som Jer om Forlov, når jeg vil tale med ham!” „Greenhorn?” svarede jeg, idet jeg rynkede Panden, for jeg følte mig virkelig meget krænket. „Jeg antager, Mr. Henry, at dette Ord mod Jeres Vilje er sluppet Jer ud af Munden!” „Bild Jer bare ikke det ind, Sir! Jeg har talt med fuldt Overlæg; I er en Greenhorn, og det til Gavns. Bøgerne, dem har I i Hovedet, det er rigtigt nok. Det er Pokkers så meget, I må lære der ovre! Sådan en ung Fyr ved på en Prik, hvor langt Stjernerne er herfra, hvad Kong Nebukadnezar skrev på Teglstenene, og hvad Luften vejer, som han ikke engang kan se! Og fordi han ved det, så bilder han sig ind, at han er en hel Karl! Men stik bare Næsen ind i Livet, forstår I mig, sådan noget som en halvtreds År ind i Livet, så vil I måske, men også kun måske, erfare, hvori den rigtige Klogskab består. Hvad I indtil nu ved, er ingen Verdens Ting. Og hvad I kan, er endnu mindre. I kan jo ikke engang skyde!” Han sagde dette i en overordentlig foragtelig Tone og med en sådan Bestemthed, som om han var absolut sikker i sin Sag. „Ikke skyde? Hm!” svarede jeg smilende. „Var det måske det Spørgsmål, som I ville forelægge mig?” „Ja, det er. Svar mig nu!” „Giv mig et godt Gevær i Hånden, så skal jeg svare, men ikke før.” Han lagde det Bøsseløb, han arbejdede på, til Side, trådte tæt hen foran mig, målte mig fra øverst til nederst og sagde: „Give Jer et Gevær i Hånden! Kunne aldrig falde mig ind. Mine Geværer kommer kun i sådanne Hænder, som de kan være bekendt at komme i!” „Det er netop sådanne Hænder, jeg har!” nikkede jeg til ham. Han målte mig endnu en Gang fra Siden, satte sig atter ned og arbejdede videre på sit Geværløb, idet han brummede: „Sådan en Greenhorn! Man kunne blive gal i Hovedet over hans Frækhed.” Jeg lod ham brumme, for jeg kendte ham, tog en Cigar frem og tændte den. Der gik vel et Kvarters Tid, uden at der blev talt et Ord. Men så kunne han ikke holde det ud længere. Han holdt Løbet op mod Lyset, så igennem det og bemærkede: „At skyde er nemlig ikke så lidt vanskeligere end at kigge Stjerner eller at læse Indskriften på Nebukadnezars Teglsten. Forstår I? — Har I nogen Sinde haft et Gevær i Hånden?” „Det skulle jeg mene.” „Hvornår?” „For længe siden og mange Gange.” „Har I også lagt an og trukket af?” „Ja.” „Og truffet?” „Naturligvis.” Han sænkede Løbet, som han havde prøvet, mønstrede mig lidt og mente: „Ja, truffet har I naturligvis — men hvad?” „Målet, selvfølgelig.” „Hvad! Vil I bilde mig det ind?” „Påstå det, men ikke bilde Dem det ind — således er det.” „Pokker stå i Jer, Sir! I er ikke til at blive klog på. Jeg er aldeles vis på, at I ville fejle en Mur, selv om den var tyve Alen høj og halvtreds Alen lang, og så laver I endda et så alvorligt og sandfærdigt Fjæs, at Galden må løbe over på én. Jeg er ikke...