Lehmann / Juhl Trolddom

Lehmanns Lille Leksikon
1. Auflage 2022
ISBN: 978-87-430-2948-9
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 59 Seiten

Dette lille leksikon er udarbejdet på grundlag af en række fremragende artikler, der blev bragt i Salmonsens Konversations Leksikon, anden udgave, der udkom i årene 1915 til 1930. Hovedkræfterne bag artiklerne om overtro og trolddom var professor Alfred Lehmann og efter hans død i 1921 hans fætter professor Edvard Lehmann, men også andre forskere ydede bidrag.

Autoren/Hrsg.

Lehmann, Alfred

Juhl, Peter Eliot

Leseproben

Leksikon Beelzebul (Belzebub), i Ny Test. Betegnelse for Djævlenes Overherre (Mat. 10, 25; 12, 24. 27 o. a.), opr. en fønikisk Guddom »Boligherren«. Navnet læstes af fl. Kirkefædre Beelzebub (Belzebub), »Flueherre« (Ba’al-Zebub), opr. en filistæisk Guddom; se Ba’al. J. P. Besant, Annie, Mrs., eng. Forfatterinde, f. 1. Oktbr 1847. 20 Aar gl blev hun gift med en eng. Præst, Mr. B. Efter en lang og alvorlig Sjælekamp brød hun med de kirkelige Dogmer, hvad der bevirkede hendes Skilsmisse fra Manden. Hun optraadte senere som en lidenskabelig og veltalende Forkæmper for Kvindesagen og for radikale sociale Ideer, sluttede sig i fl. Aar til Bradlaugh i hans demokratiske og fritænkerske Virksomhed, blev Medarbejder ved hans Ugeblad The National Reformer og talte ofte paa Folkemøder, blev Medlem af The Fabian Society og af Londons Skolekommission (1887—90). 1889 blev hun Elev af Madame Blavatsky og sluttede sig til det teosofiske Samfund, hvis Formand hun har været siden 1907. Hun har holdt Foredrag om Teosofien overalt i Verden, ogsaa i Indien, hvor hun 1898 i Benares grundede The Central Hindu College og 1904 The Central Hindu Girls’ School. Hun har skrevet en Mængde Pjecer og Bøger: Reincarnation (1892), Death and After (1893), Four Great Religions (1897), Evolution of Life and Form (1898), Avatâras (1900), The Wisdom of the Upanishals (1906). 1893 offentliggjorde hun sin Selvbiografi: Through Storm to Peace. (Litt.: Fru Edgren-Leffler, »A. B.« i »Tilskueren« [Apr. 1885]). (Ad. H.). I. O. besat. Troen paa, at Mennesker kan blive besat, d. v. s. at deres Legemer kan tages i Besiddelse af onde Aander, kan paavises saa langt tilbage i Tiden, som der overhovedet findes skriftlige Efterretninger. Akkaderne, de ældste Indbyggere i Mesopotamien, betragtede alle Sygdomme som fremkaldte af Dæmoner, der i mange Tilfælde mentes ligefrem at have taget Ophold i den Syges Legeme. En lgn. Opfattelse gør sig gældende hos de fleste Naturfolk i vore Dage; vi genfinder derfor hos dem de samme Lægemidler, som Akkaderne har brugt, nemlig Besværgelser og magiske Operationer. Ogsaa Ægypterne, der ikke troede paa egl. Dæmoner, betragtede visse Sygdomme som Følge af Besættelse; efter Døden maatte de slette Menneskers Sjæle vanke om paa Jorden, inden de fik deres endelige Straf, og i denne Tid havde de Magt til at trænge ind overalt og bl. a. ogsaa lage andres Legemer i Besiddelse. Under det bab. Fangenskab gik Forestillingen om Besættelse over i Jødedommen, og Biblen viser, at »besatte« ingenlunde var ualmindelige paa Kristi Tider. Den kristne Kirke fastholdt Troen paa Muligheden af Besættelse, og fra Slutn. af 13. Aarh. blev disse Tilstande overordentlig hyppige. De besatte opfattede selv deres Tilstand som fremkaldt ved Forhekselse, og Besættelserne gav derfor stadig Anledning til ny Hekseprocesser. De bekendteste Hekseprocesser i Norden, »Køge Huskors« 1608 og den store Proces i Mora i Sverige 1670, er saaledes affødte af Besættelseshistorier. I afsides liggende kat. Egne, hvor Befolkningen er yderst uoplyst, er der forefaldet Besættelser endnu i vor Tid, saaledes i Morzines i Savoyen 1861, i Verzegnis (Italien) 1878 og i Wemding i Bayern 1891; ogsaa i alle disse Tilfælde opfattede Befolkningen Tilstanden som fremkaldt ved Forhekselse. Som Middel mod Besættelsen har Kirken til alle Tider anvendt Bønner og Besværgelser, Eksorcismer (s. d.). Fra de Besættelser, der er forefaldne i den nyere Tid, og som i alle væsentlige Enkeltheder stemmer med ældre Beretninger, ved man nu, at de besatte er Hystero-Epileptikere. Den Syge lider under voldsomme Sammentrækninger af alle Lemmer og Hallucinationer, der medfører Anfald af Raseri, Gudsbespottelser o. l. Karakteristiske er især Fornemmelser i det indre af Legemet, ligesom om noget Levende farer frem og tilbage; disse Fornemmelser har vel fortrinsvis givet Anledning til Troen paa »Besættelse«. Det kan endnu bemærkes, at Besættelserne i den nyere Tid igen synes at blive alm. De spiritistiske »Talemedier« er saaledes Hysterikere, der i temmelig regelmæssige Anfald tror sig besat af — sædvanligvis gode — Aander, som taler igennem dem. Fra de egl. besatte adskiller de spiritistiske Medier sig kun ved Anfaldenes ringere Voldsomhed, men Konvulsioner og Hallucinationer savnes sjælden hos de ægte Medier. Alfr. L. Blavatsky, Mme Helena Petrovna, f. v. Hahn-Rottenstern, russ. Religionsstifterske, f. i Jekaterinoslav i Sydrusland 1831, d. i London 1891. Som Barn var hun overladt til Omsorg af uvidende og overtroiske Tjenestefolk, der ophidsede hendes Fantasi ved Folkesagn og indpodede hende den Tro, at hun som »Søndagsbarn« var i Stand til at se og omgaas Aander. Hun var tilmed af nervøst Temperament, gik i Søvne, led af Hallucinationer og havde nu og da hysteriske Anfald; hun havde saaledes alle Betingelser for at blive et fortrinligt spiritistisk Medium. 1848 blev hun gift med General Blavatsky, hvem hun forlod efter 3 Aars Ægteskab, hvorefter hun i 12 Aar flakkede rundt i Europa, Indien og Amerika, hvor hun var virksomt Medlem af forsk. spiritistiske Kredse og udviklede sine Evner som Medium. Om hendes Liv i de flg. 7 Aar, indtil 1870, ved man intet sikkert. Efter hendes eget Sigende tilbragte hun denne Tid hos Mahatmaerne i Tibet, et opdigtet Broderskab af Vismænd, som i alle fys. og psykiske Videnskaber skulde være naaet langt ud over den europæiske Videnskabs Standpunkt. Efter at være blevet indviet heri, blev hun af sine Lærere udvalgt til at forkynde deres religiøse Lærdomme, »Teosofien«, for Verden. 1873 dukkede Blavatsky igen op i New York, mærkelig nok stadig som ivrig Tilhænger af Spiritismen, da denne dog er en Vederstyggelighed for Teosofien; hun fjernede sig imidlertid mere og mere fra sine tidligere Trosfæller og stiftede endelig 1875 sammen med Oberst Henry Olcott det »teosofiske Selskab«, et alm. Broderskab, der skulde hellige sig Studiet af de gl. asiatiske Religioner og udgranske Naturens Hemmeligheder. Da Selskabet ikke, p. Gr. a. Blavatskys Strid med Spiritisterne, kunde faa fast Fod i Amerika, blev Hovedkvarteret forlagt til Adyar ved Madras i Indien. 1877 udgav Blavatsky i Boston sit Hovedværk The Isis unveiled, 2 Bd, der indeholder Teosofiens Hovedlærdomme, hvilke siges at udgøre den inderste Kerne i alle Tiders religiøse og filos. Lærdomme. Det ganske planløse og uordnede Værk indeholder en Vrimmel af Citater fra gl. religiøse, mystiske og magiske Værker og synes saaledes at røbe en forbavsende Belæsthed. Det er dog senere godtgjort, at Blavatsky næppe har læst et eneste af de citerede Værker i Originalen, alt er Andenhaandsarbejde, afskrevet efter Bøger om disse Emner fra 19. Aarh. Besynderligt er det, at en af Teosofiens Hovedsætninger, Reinkarnationslæren, slet ikke hævdes i Isis unveiled; med denne Lære blev Blavatsky først fortrolig under sit flg. Ophold i Indien — til Trods for, at hun var indviet i Teosofiens Lærdomme af Mahatmaerne, og hendes Værk efter Sigende blev til ved overnaturlig Medvirken af disse ophøjede Væsener. Bogen vakte imidlertid betydelig Opsigt, og i endnu højere Grad bidrog de talrige Mirakler, som Blavatsky udførte i Indien og andetsteds, til, at Teosofien fandt Tilhængere. Beretningerne om hendes højere fys. Indsigt antog en saadan Karakter, at Society for psychical research i London 1884 sendte et af sine mest fremragende Medlemmer, Mr. Hodgson, til Indien for at undersøge Sagen. Hodgson’s Rapport i Part 9 af Selskabets Proceedings godtgjorte uimodsigeligt, at Miraklerne simpelt hen var Taskenspillerkunster, Bedragerier, udførte ved forsk. Hjælperes Medvirken, og at Mahatma-Brevene, der fremkom ad overnaturlig Vej, naar et vigtigt Anliggende i det teosofiske Selskab skulde afgøres, var skrevne af Blavatsky selv. Ved disse Afsløringer faldt mange af Selskabets betydeligste Medlemmer fra. 1887 udgav Blavatsky Isis unveiled i ny fuldstændig omarbejdet Skikkelse under Titlen: Secret Doctrine, og først her findes fremsat alle de Lærdomme, som udgør de endnu eksisterende teosofiske Selskabers Tro. (Litt.: Geijerstam, »Den afslöjade Isis« [Sthlm 1897]. Heri findes de talrige, indbyrdes ret uoverensstemmende Beretninger om Blavatskys Liv sammenstillede og kritisk belyst). Alfr. L. Bletonisme (gr.), Føling af Kilder ?: den Evne, som visse Personer har til at kunne mærke underjordiske Kilder ell. Vandaarer og angive det Sted, hvor man skal grave for at finde Vand. Bletonisten, Kildesøgeren, benytter sig sædvanlig af en lille Stok (virgula, Ønskekvist, s. d.), der alt efter sin Form og den Maade, hvorpaa den holdes, angiver Vandets Tilstedeværelse ved en Rotation ell. Bøjning. Denne Kunst blev først nærmere kendt 1630, da en Baron de Beau-Soleil lærte den i Böhmen og derfra bragte den til Frankrig. Endnu i vore Dage findes der baade i Nordeuropa og Amerika Kildesøgere, som med stort Held »udviser Brønde«; de benytter som oftest en tvedelt Y-formet Pile- ell. Hasselkvist, der holdes vandret i Hænderne og ved sin Bøjning angiver Stedet. Den navnkundigste »Kildesøger« i Norge i nyere Tid var den saakaldte »Vis-Knut« (s. d.). (Litt: Chevreul, De la baguette divinatoire [Paris 1854]; A. Helland, »Om Ønskekvisten« i norsk »Dagbladet« 1883, Nr 151, 153 og 155; Barrett, On the socalled Divining Rod: Proceedings of the society for psychical Research, Bd 13 & 15 [London 1898 og 1901]). Alfr. L. Bålstraf var en af de mange Former, hvorunder Dødsstraffen i ældre Tid fuldbyrdedes. Mest bekendt er den udstrakte Anvendelse, den i Slutn. af Middelalderen og i 16. og 17. Aarh. fandt over for Hekse og i visse Lande Kættere, men den havde i øvrigt været i Brug fra gl. Tid af, bl. a. som...