Kapel / Juhl Teosofisk Ordbog

1. Auflage 2022
ISBN: 978-87-430-4825-1
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 71 Seiten

De vigtigste sanskrit, , tibetanske, pâli, kaldæiske, ægyptiske, persiske, oldnordiske, hebraiske, græske, latinske, kabalistiske, gnostiske ord og okkulte udtryk brugt i teosofisk og okkult litteratur

Autoren/Hrsg.

Kapel, A. T.

Juhl, Peter Eliot

Leseproben

A Absolut, absoluthed. “Det absolutte“ er i filosofierne betegnelsen for DET, selve guddommen, den ene til­grundliggende virkelighed, sandhed og enhed, som er både væren og ikke-væren. Se Brahm og Parabrahman. Âchârya (sa.) En åndelig lærer eller mester, en guru; fx Shankar-Âchârya. Achit (sa.) Absolut mangel på intelligens; modsætningen til chit. Adam (heb.) I kabbalaen er A. “den eneste fødte“. Ordet betyder “rød jord“. Det er næsten det samme som Athamas eller Thomas og bliver på græsk til Didymos, “tvillingen”, “den dobbelte“, hvilket stemmer med frem­stillingen i Første Mosebog af den ”første” som mand-­kvinde. Adam Kadmon (heb.) Det urtypiske menneske, sind­billedet på menneskeheden; det himmelske menneske, som endnu ikke har syndet. Universet in abscondito. Adept. I okkultismen et menneske, der har opnået ind­vielse og er blevet en mester i den esoteriske filosofi og videnskab. Adharma (sa.) “Ikke-dharma“; uretfærdighed, last. Adhikârin (sa.) En chelâ, der har opnået det fulde discipelskab og er rede til den første indvielse. Se Discipel. Âdi (sa.) “Det første eller højeste“. Â.-planet er det højeste plan i solsystemet og ligger tilligemed det næst­højeste, anupâdaka-planet, endnu ganske uden for vor kund­skabs rækkevidde. Vi kender kun disse navne og véd, at de betegner selve den guddommelige virksomheds sfære, Logos’ eget arbejdsfelt, et universums grundvold, støtte og livskilde. Âdi-buddha (sa.) Den første og højeste buddha, det evige lys. Se Vajradhara. Âdi-buddhi (sa.) Den oprindelige intelligens eller urvisdommen; den evige buddhi eller universelle sjæl. An­vendes om den guddommelige ideation, idet ”mahâbuddhi” er ensbetydende med mahat. Âdis sønner el. Ads Sønner. Kaldes også “ildtågens sønner“. Benyttes om visse meget højtstående adepter, men betegner også grundlæggerne af en forhistorisk civilisation, der lå “hundreder af århundreder“ forud for jernalderen. Aditi (sa.) “Moder-gudinden“ i vedaerne, dvs. urnaturen, rodmaterien (mûlaprakriti), hvis jordiske symbol er det uendelige, grænseløse rum. Âditya (sa.) “Aditis Søn“, et navn for Solen — og for planeterne, idet de 7 âdityaer er de 7 planeter eller rettere deres “guder“ eller regenter (herskere). Âdi-varsha (sa.) “Det første land“. Det oprindelige kontinent, hvor de første rodracer levede; stjernelandet omkring Nodrpolen. Adonai (heb.) “Herre“. Når en rettroende hebræer under læsningen af de hellige skrifter kom til navnet JHVH (se Tetragrammaton), standsede han og erstattede det med ordet A., da “Gud“s navn ikke måtte udtales — “Du skal ikke tage Herren din Guds navn forfængeligt.” Adwaita (sa.) En vedânta-sekt, den ikke-dualistiske (a-dwaita) skole inden for den vediske filosofi, grund­lagt af Shankarâchârya. De to andre vediske skoler er dwaita- og vishishthâdwaita-skolen. Adytum (lat.) Det allerhelligste i templerne; måtte kun betrædes af de indviede. Afrit (ara.) Naturånder eller elementaler, der af muha­medanerne betragtes som djævle eller dæmoner. Agathodæmon (gr.) En gnostisk betegnelse; den gode, hjælpende ånd eller genius i modsætning til den onde og slette ånd, Kakodæmon. “Kobberslangen” i Bibelen var en A., mens giftslangerne var et aspekt af Kako­dæmon. Ofiterne kaldte Logos og den guddommelige visdom for A., og den symboliseredes i mysterierne ved en slange på en stang. Agathon (gr.) “Den gode“. Platons højeste gud, sva­rende til âlaya eller den universelle sjæl. Âgneyâstra (sa.) Flammende kastevåben, som gu­derne benytter i Purânaerne og Mahâbhârata. Magiske våben, der siges at være benyttet af den fjerde race, atlantiderne. Agni (sa.) Ildguden, ildens herre. Oprindeligt (i Ve­daerne) den ene person i den ældste hinduiske trimurti, der bestod af A., Vâyu og Sûrya; men han var tillige dem alle tre, da han er ildens trefoldige aspekt. Han ma­nifesterede sig i himlen som Solen (Sûrya), i atmosfæren eller luften (Vâyu) som lynet og på jorden som alminde­lig ild. Nu betegner A. tillige et højtstående åndeligt væsen, der styrer ildens manifestationer på alle planer og udøver sin magt gennem ild-elementalerne (salamandrene). Han er den ene af “guderne” for de manifesterede elemen­ter; de 4 andre er Indra, Pavana, Varuna og Kshiti. Agnishwâttaer (sa.) En klasse af pitrier, skaberne af den første æteriske menneskerace, vore solare stamfædre, “sol-pitrier”, til forskel fra barhishaderne, “måne-pitrierne”. Aham (sa.) “Jeg“ — grundlaget for ahamkâra, adskilthedsfølelsen, følelsen af “selv-hed“. Ahamkâra (sa.) “Selv“-bevidsthed eller “selv“-identificering. Personligheden, der på grund af vor uvidenhed fø­les som adskilt fra det universelle ENE SELV. Egoisme. Ahura Mazda el. Ormazd (zend) Den personificerede guddom, det universelle guddommelige lys hos parserne; hans symbol er Solen. Ain-Soph, Ain Suph el. En Soph (heb.) Det grænse­løse, uendelige og endeløse. Det absolutte guddommelige princip, upersonligt og ukendbart; svarer ganske til vedantinernes parabrahman. Ajñâna (sa.) Udt. agnjâna. Uvidenhed eller rettere ikke-visdom, det modsatte af “kundskab”, jñâna (gnjâna). En ajñânî betyder en “profan”. Âkâsha (sa.) Benyttedes oprindeligt i flere betydninger, blandt andet om rum-æteren, det første manifesterede element i solsystemet, den oprindelige plastiske materie, hvoraf alt har udviklet sig; men i den senere teosofiske litteratur anvendes det udelukkende om materien på det øvre mentalplan, sædet for “naturens erindring”, den såkaldte âkâsha-kronik, hvor alt, hvad der overhovedet er sket, er så at sige “fotograferet” og kan “aflæses” af den trænede clairvoyant. I den ældre teosofiske litteratur kan Â. også træffes benyttet omtrent synonymt med kundalinî. Âlaya (sa.) “Verdenssjælen“, den universelle sjæl; buddhi betragtet som et kosmisk princip; svarer til âtmâ og âtmâ-buddhi hos mennesket. I en vis betydning iden­tisk med mûlaprakriti som roden til alle ting. Den gud­dommelige essens, der gennemtrænger og beliver alt fra det mindste atom til mennesker og guder. På latin anima mundi. Alfer, se Naturånder. Alkymi el. Alkemi. Af det arabiske ul-khemi eller “na­turens kemi“. Den beskæftiger sig med naturens finere kræfter og er, eksoterisk set, en søgen efter midler til at forvandle uædle metaller til guld ved hjælp af fx “de vises sten“, lapis philosophorum. (Kabbalistisk A.) Dette kan lade sig gøre, men denne søgen er kun det rent jor­diske eller materielle aspekt af A. Esoterisk set arbejder den på at forvandle den lavere firfoldighed i mennesket til den højere triade, idet disse to bliver ét, når de åndelige, alkymistiske processer er fuldbyrdet. (Åndelig eller okkult A.) Middelalderens rosenkreuzere, der søgte “den skjulte ånd“ i alt uorganisk stof, og som af frygt for forfølgelser skjulte deres esoteriske filosofi under et slør af symbolik, var alkymister. Allah (arab.) Den muhamedanske betegnelse for “Gud“. Alrune, se Mandragora. Amen (hebr., æg.) Siges i almindelighed at betyde “Således ske det!“, men esoterisk betyder A. “den skjulte”. Ægypterne benyttede dette ord til påkaldelse af den store mysterie-gud Ammon. Amen-Ra (æg.) “Solen”, solguden; den åndelige sol, retfærdighedens sol osv. Se også Ammon. Amenti (æg.), se Kâma-Loka. Amida (kin.), se Amitâbha. Amitâbha (kin.) En kinesisk fordrejning af sanskrit­-betegnelsen Amrita-Buddha, Herren Gautama Buddhas...