Fort / Juhl Vilde talenter

1. Auflage 2025
ISBN: 978-87-430-8794-6
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 256 Seiten

Vilde Talenter, udgivet i 1932, er den fjerde og sidste bog af forfatteren Charles Hoy Fort, kendt for sit forfatterskab om det paranormale. Ligesom Forts tidligere bog, Lo!, beskæftiger Vilde Talenter sig med en lang række fænomener. Hans skrivestil og sans for selvironisk humor er fremtrædende, især i afsnittet om hans egne påståede psykiske oplevelser. Ved at fortælle om en lang række mærkelige fænomener ser Fort stort set bort fra sin tidligere teleporteringsteori eller inkorporerer den i det mindste i sin denne bog. I stedet for en vag "kosmisk spøgefugl" som han postulerede i sine tidligere bøger, er ansvaret for disse hændelser nogle sære kræfter der opstår i det menneskelige sind. De kan ikke udvikles naturligt, men er der som en slags tilbagevenden til urtiden. Fort diskuterer mange emner, han har berørt før, dog generelt mere detaljeret her end i hans andre bøger - poltergeister, spontan menneskelig forbrænding, dyrelemlæstelser, vampyrer og poltergeister - sammen med mange formodede tilfælde af psykokinese og evnen til at kontrollere ens omgivelser. Hans tese er at mennesket i urtiden havde brug for sådanne ekstraordinære kræfter for at overleve i de barske og truende omgivelser, og at alle mennesker potentielt kan udvikle disse kræfter hvis de - bogstaveligt talt - sætter sig ind i dem. Han udforsker også påståede tilfælde af hekseri og mord ad mental vej, og kompilerer en imponerende liste over "okkult kriminologi" (folk der tilsyneladende bliver myrdet under særegne eller uforklarlige omstændigheder) til støtte for sine teorier. Han angriber også den generelle følelse af tabu, som han føler forhindrer vilde talenter i at blive accepteret, og antyder at sådanne "talenter" ville blive accepteret hvis videnskaben ville tage dem højtideligt. Fort leger også med ideen om at mennesker er i stand til at forvandle sig til dyr efter behag, og han nævner en række tilfælde af varulve og andre lignende væsener. Han afviser også henkastet (og ganske humoristisk) i et kapitel rapporter om en talende hund, der "forsvandt i en tynd, grønlig tåge", fordi det efter hans opfattelse var en ekstraordinær begivenhed, og han beskæftiger sig kun med ganske almindelige hændelser. Fort nævner med et glimt i øjet en påstået psykisk hændelse der skete for ham og hans familie, hvor han forestillede sig at et billede i hans hus faldt ned fra væggen - og det skete!

I en menneskealder arbejdede den amerikanske forfatter Charles Hoy Fort med at gennemtrævle videnskabelige tidsskrifter og gamle aviser for at samle materiale om fænomener i grænselandet mellem fakta og fiktion - den brede vifte af mysterier, som den ortodokse videnskab enten ignorerede eller bortforklarede. Fort indsamlede, organiserede og kommenterede et vildt væld af fænomener: ufoer, nedfald af levende dyr fra himlen, poltergeister, spøgelser og psykiske fænomener, jordskælv og vulkaner, astronomiske og arkæologiske mysterier, stigmatiseringer, massehysteri og panik; spontan menneskelig forbrænding, folk der forsvandt og meget mere. Hans undersøgelser udkom i fire bøger: The Book of the Damned (1919), New Lands (1923), Lo! (1931), og Wild Talents (1932).

Autoren/Hrsg.

Fort, Charles Hoy

Juhl, Peter Eliot

Leseproben

Kapitel 3

I gamle dage, da jeg som ung havde svært ved at adlyde, var min straf at skulle arbejde i min fars butik på lørdage. Jeg var nødt til at skrabe etiketter af andre forhandleres dåsemad og klistre mine forældres etiketter på. Teoretisk set var jeg således tvunget til at arbejde for at lære af mine fejl på bedrageriske måder. En hel del møgunger opdrages i det store og hele på en lignende lusket måde.

En gang havde jeg pyramider af dåsevarer, der indeholdt en række forskellige frugter og grøntsager. Men jeg havde brugt alle etiketterne, undtagen dem til ferskenerne. Så jeg klistrede ferskenetiketterne på ferskendåserne og kom så til abrikosdåserne. Nå, er abrikoser ikke ferskener? Og der er blommer, der nærmest er abrikoser. Jeg fortsatte, enten skælmsk eller videnskabeligt, med at klistre ferskenetiketterne på dåser med blommer, kirsebær, bønner og majs. Jeg kan ikke helt forklare mit motiv, for den dag i dag er det ikke fastslået, om jeg er humorist eller videnskabsmand. Jeg tror, det var en form for barnligt oprør, men efterhånden som vi går videre, vil der komme en mere respektfuld erkendelse af, at det også var en videnskabelig procedure.

I byen Derby, England — se Derby Mercury, 15. maj og følgende udgaver, 1905 — var der hændelser, som for den uopmærksomme ikke vil synes at have noget at gøre med hverken ferskener eller majs. I en pigeskole skreg pigerne og faldt bevidstløse om på gulvet. Der er læsere, der vil tænke over velkendte måder at bruge ferskener og majs på, og som ikke ved, hvad jeg skriver om. Der er andre, der vil se ”symbolik” i det, og vil sende mig påskønnelser, og jeg vil ikke vide, hvad de skriver om.

På fem dage var der fem og fyrre tilfælde af piger, der skreg og faldt bevidstløse om. ”Pigerne var overordentligt svage og måtte bæres hjem. Én havde mistet kræfterne, så hun ikke engang kunne sidde op.” Man troede, at der var en ukendt, skadelig gas eller damp til stede; men mus blev anbragt i skolestuerne, og de var upåvirkede. Så var den videnskabelige forklaring: ”massepsykologi”. Da jeg ikke har flere data at arbejde med, forekommer det mig, at denne forklaring er en passende beskrivelse. Hvis en pige besvimede, og hvis en anden pige besvimede i sympati, er det i god overensstemmelse med vores indtryk af den menneskelige natur, som ser, spiser, lugter, tænker, elsker, hader, taler, klæder sig, læser og gennemgår kirurgiske operationer efter inspiration fra andre, og at fire og fyrre andre piger mister bevidstheden i ufrivillig efterligning. Der findes modne personer, der kan føle sig hævet over et sådant hysteri, men mange af dem har ikke meget bevidsthed.

I Brooklyn Eagle, 1. august 1894, er der en historie om ”massepsykologi”. Også i dette tilfælde forekommer det mig, at beskrivelsen passer — måske. I betragtning af den måde, mennesker lever på, er det naturligt for dem at dø imitativt. Der var i juli 1894 panik i en stor vingård ved Collis nær Fresno, Californien. En i denne vingård var faldet død om af ”hjertesvigt”. En anden faldt død om. Et tredje offer var faldet og var døende. Der var ikke nogen videnskabsmand med en god og plausibel forklaring på stedet. Det vil blive betragtet som morsomt: men folkene i denne vingård troede, at der skete noget uhyggeligt, og de flygtede. ”Alle har forladt stedet, og myndighederne forbereder sig på at indlede en undersøgelse.” Noget mere om dette emne kan ikke findes. Det er den sædvanlige oplevelse efter en meddelelse om ”at indlede en undersøgelse”.

Hvis noget ikke kan beskrives på anden måde, er det ”massepsykologi”. I byen Bradford, England, i et hus i Columbia Street, den 1. marts 1923, var der en af de begivenheder med lykønskninger, had, ondskab og munterhed og mere eller mindre giftig jalousi, der kombineres i en tilstand, der siges at være lystig, nemlig en bryllupsfest. Den sorgløse pludren fra denne bryllupsfest blev pludselig til delirium. Der lød skrig, og gæster faldt om på gulvet, bevidstløse. Bryllupsklokker — ambulancernes gongonger — fire personer blev bragt til hospitaler.

Denne begivenhed blev omtalt i London-aviserne, og selvom det var mærkeligt, så det ud til, at den konventionelle forklaring passede til den.

Yorkshire Evening Argus — udgivet i Bradford — 3. marts 1923 — detaljer, der gør det muligt at forhindre enhver konventionel forklaring — folk i tilstødende huse var blevet ramt af denne ”mystiske sygdom”. Adskillige navne på familier, hvoraf medlemmer var blevet ramt uforklarligt, blev offentliggjort — Downing, Blakey, Ingram.

Hvis mennesker i forskellige huse og uden kontakt med hinanden — eller ikke så nært stående, at de ”blander” deres psykologi — og alle snævert lokaliseret i et lille kvarter, blev påvirket på samme måde, syntes det klart, at her var et tilfælde af fælles udsættelse for noget, der var giftigt eller på anden måde skadeligt. Selvfølgelig blev der tænkt på et udslip af gas; men der var ingen lugt af gas. Der blev ikke fundet udsivning af gas. Der var den sædvanlige søgende undersøgelse, der går forud for glemsomhed. Det var nogens forslag, at den ”mystiske sygdom” var forårsaget af dampe fra en nærliggende fabriksskorsten. Jeg tror, at bryllupsfesten var den centrale omstændighed, men jeg tænker ikke på en fabriksskorsten, som aldrig havde udtrykt sig sådan før, pludseligt rygende ved en bryllupsfest. En Argus-reporter skrev, at sundhedsmyndighederne havde afvist dette forslag, og at han havde undersøgt og ikke havde opdaget nogen usædvanlig lugt i nabolaget.

I denne hændelse i Bradford var der ingen lugt af gas. Jeg har bemærket et tilfælde i London, hvor der var en lugt af gas; ikke desto mindre er denne sag ikke mindre mystisk. I Weekly Dispatch (London), 12. juni 1910, kaldes det ”et af de mest bemærkelsesværdige og mystiske tilfælde af gasforgiftning, der har fundet sted i London i de seneste år”. Tidligt om morgenen den 10. juni ringede en kvinde til en politistation og fortalte om, hvad hun troede var en gaslugt. En politimand blev sendt til huset, som lå i Neale Street (Holborn). Han betragtede den formodede lækage som alarmerende og bankede på dørene til en anden etage i huset. Der kom intet svar, og han brød en dør ind og fandt beboerne bevidstløse. I to nabohuse blev der fundet fire bevidstløse personer. En omstændighed, der blev anset for ekstraordinær, var, at der mellem disse to huse var et, hvor ingen var berørt, og hvor der ikke var lugt af gas. Gasselskabet sendte folk, som ledte efter en lækage, men forgæves. Røg, som fra et ualmindeligt og let opdageligt gasudslip, havde overvundet beboerne i tre huse, men ifølge den lokale avis (Holborn Guardian) havde gasselskabet en uge senere ikke været i stand til at opdage dets oprindelse.

I december 1921 var der en hændelse i landsbyen Zetel, Tyskland (London Daily News, 2. januar 1922). Det var i en bys gader. En person faldt bevidstløs om, og uanset, om det var i en skrækepidemi, der kunne tilskrives ”massepsykologi”, eller ej, faldt andre personer bevidstløse om. ”Indtil videre er der ikke kastet lys over mysteriet.” Man mente, at en ”strøm af en art” var gået hen over landsbyen. Dette ligner hændelsen i El Paso, Texas, 19. juni 1929 (New York Sun, 6. december 1930). Snesevis af personer i gaderne faldt bevidstløse om, og flere af dem døde. Hvad end der dukkede op her, blev det kaldt en ”dødelig miasme”. Og sammenhængen går videre til snesevis af dødsfald i en tåge i Meuse-dalen, Belgien, den 5. december 1930 — så man let og logisk kunne starte med hændelser i en pigeskole og ende med en meteorologisk diskussion.

Lloyd’s Weekly News (London) 17. januar 1909 — en historie fra den kaukasiske by Baku. M. Krassilrukoff og to ledsagere var taget på jagt til Sandøen i Det Kaspiske Hav. Der blev ikke hørt noget fra dem, og der var en eftersøgning. Man fandt ligene af de tre mænd, liggende i stillinger, der tydede på, at de var døde uden kamp. Ingen mærker af skader; ingen uorden i tøjet. Ved obduktionen blev der ikke fundet spor af gift. ”Lægerne troede, selvom de ikke ville forpligte sig til en forklaring, at mændene var blevet kvalt.”

The Observer (London) 23. august 1925 — ”En mystisk tragedie er rapporteret fra de polske Tatra-bjerge nær kurstedet Zakopane. Et selskab bestående af hr. Kasznica, højesteretsdommer, hans kone, deres tolvårige søn og en ung studerende fra Krakows universitet, startede i godt vejr på en kort udflugt i de nærliggende bjerge. To dage senere blev tre af dem fundet døde.”

Fru Kasznica var i live. Hun fortalte, at alle klatrede...